Journalister angriber fransk netlov mod pædofile

Et fransk lovforslag skal lade myndighederne overvåge borgerne og blokere pædofilt indhold på nettet. Journalister angriber loven for at krænke både ytringsfriheden og kildebeskyttelsen.

Et fransk lovforslag skal lade myndighederne overvåge borgerne og blokere pædofilt indhold på nettet. Journalister angriber loven for at krænke både ytringsfriheden og kildebeskyttelsen.

I løbet af januar vil et kontroversielt lovforslag komme for det franske senat. Lovforslaget kaldes i den offentlige debat for LOPPSI 2 og handler om borgernes adgang til internettet.

Forslagets artikel 4 vil betyde, at myndighederne har ret til at filtrere pornografisk eller pædofilt indhold fra på nettet uden en retskendelse.

Det skriver Reportere uden Grænser (RSF) på deres hjemmeside. RSF, der arbejder for ytringsfrihed og ordentlige forhold for journalister, er meget kritiske over for loven.

RSF angriber artikel 4 for at være et indgreb i ytringsfriheden, men også artikel 23, som de frygter kan hæmme kildebeskyttelsen for journalister. Artikel 23 gør det muligt for politiet at installere såkaldt spyware på borgeres computere, så deres gøren og laden på nettet kan overvåges. Men der er ingen garantier i forslaget, der sikrer journalisters kontakt med kilder.

»På trods af al den kritik, der kommer fra ytringsfrihedsgrupper og nogle af lovgiverne, og på trods af rapporter, der viser, at filtrering af internettet er ineffektivt, skrider lovforslaget frem uden de markante ændringer, der er nødvendige for at beskytte onlinefriheden,« mener RSF.

Ange Bleu, en fransk organisation, der modarbejder pædofili, er også kritisk over for loven. Organisationen kalder argumentet om, at loven skal beskytte børn og hæmme pædofili, for »en trojansk hest for generel online-filtrering«. Ange Bleu mener, at loven er »ineffektiv«, »farlig« og »giver bagslag«.

Det franske socialistparti er kritiske over for loven, og Patrick Bloche fra partiets ledelse siger, at han vil forsøge at få sagen for Frankrigs forfatningsdomstol, hvis loven vedtages.

Forfatningsdomstolen afsagde i 2009 en dom, hvori det blev slået fast, at begrænsninger af internetfriheden er en indskrænkning af borgernes ytringsfrihed – og derfor skal godkendes af en dommer.

0 Kommentarer