Klokken er 15.22 denne tirsdag, da en motorcyklist iført jeans, sort jakke og stribede blå kondisko triller ind foran trykkeriet Paris Offset Print i Paris-forstaden La Courneuve. 

Kun et orange armbånd på venstre arm afslører, at der er tale om en politimand, der stiller sin kværn i et hjørne af parkeringspladsen.

I princippet er det først næste dag, Frankrigs formentlig mest magtfulde ugeavis kommer på gaden. Men der er dem, der ikke kan vente på at læse, hvad der står i Den Lænkede And – Le Canard Enchaîné.

Politiet og efterretningstjenesten for eksempel. 

Motorcykelbetjenten hilser gemytligt på de tilstedeværende foran trykkeriet. De kender hinanden, og han gør intet mysterium ud af, hvorfor han hver uge bliver sendt hele vejen herud: 

”Så vi kan få den tidligere. Det er den eneste grund.”

Avisen har fældet en stribe ministre

Når det kommer til at afsløre korruption, nepotisme og hykleri i den franske elite, er Den Lænkede And specialist.

I 1979 begyndte flere års trakasserier for præsident Valéry Giscard d'Estaing, da Den Lænkede And afslørede, at han havde modtaget diamanter fra den centralafrikanske kejser Jean-Bédel Bokassa.

Avisen har fældet en stribe ministre. Og i 1993 førte afsløringer af et tvivlsomt lån på én million franc ikke bare til premierminister Pierre Bérégovoys afgang – en måned senere fandt hans livvagter ham død. Han havde angiveligt skudt sig selv.

Alligevel må årgang 2017 siges at være speciel: For første gang tyder alt på, at ugeavisens afsløringer rent faktisk har afgjort et præsidentvalg.

Det begyndte i udgaven dateret onsdag den 25. januar i år, hvor man kunne læse, at valgets dengang ubestridte favorit, Republikanernes præsidentkandidat François Fillon, i årevis havde aflønnet sin kone, Penelope, med i alt 500.000 euro.

På papiret havde hun arbejdet som hans assistent i Nationalforsamlingen – og siden for hans suppleant, da Fillon i 2007 blev udnævnt til premierminister – finansieret af den pulje af midler, som forsamlingens folkevalgte råder over til at ansætte et sekretariat.

Men der var tilsyneladende tale om fiktivt arbejde på skatteydernes regning. ”Jeg har aldrig arbejdet sammen med hende,” citerede ugeavisen en af suppleantens tidligere medarbejdere.

Penelope Fillon selv havde i øvrigt også altid selv fremstillet sig som hjemmegående husmor. ”Jeg har indtil nu aldrig været involveret i min mands politik,” fortalte fru Fillon så sent som i oktober avisen Le Bien Public.

For Fillon, der havde tordnet mod misbrug af offentlige midler – og lovet en økonomisk hestekur med store nedskæringer, hvis han kom til magten – begyndte derouten fra toppen af meningsmålingerne nærmest omgående.

I løbet af få dage drattede han fra 26 til 22 procent, når man spurgte folk, hvem de ville stemme på ved første runde af det franske præsidentvalg.  

Venter uden for trykkeriet

”Så er det tid. Vi har det hele.”

François Desseaux, teknisk chef for Den Lænkede And, vinker mig ind i trykkeriet, mens politimanden høfligt venter udenfor med styrthjelmen i hånden.

Ingen udefrakommende får lov til at deltage i ugeavisens redaktionsmøder inde i Paris – men avisens ledelse har accepteret, at Journalisten følger med på trykkeriet, hvor sidste side netop er ankommet via internettet.

Trykpressen sættes i gang og indstilles på 269.800 eksemplarer: Det dækker det nordlige Frankrig, den franske hovedstadsregion, de oversøiske territorier og udlandet. Fire andre trykkerier leverer til resten af Frankrig.

Efter forskellige justeringer af farven godkender Desseaux kvaliteten, og de første eksemplarer ryger ud af trykkeriet, pakket i bundter med hundrede. Udenfor står politimanden klar, en pakke brydes, og han får overrakt præcis 48 eksemplarer.

Klokken 15.58 drøner motorcykelbetjenten afsted. Der er 20 minutters kørsel til politipræfekturen inde i det centrale Paris, der også råder over egen efterretningstjeneste.         

”Jeg afleverer til en person på præfekturen. Bagefter ved jeg ikke, hvad der sker med dem,” siger betjenten.

[quote:0]

Men ordensmagten er ikke den eneste, der ikke kan vente til næste morgen, og et kvarter senere kører en lille hvid varevogn ejet af Den Lænkede And afsted mod avisens redaktionslokaler inde i Paris med flere tusind eksemplarer i bagagerummet.

Der står allerede 25 bude og venter i baggården, da vi ankommer til 173 Rue du Faubourg Saint-Honoré, et par stenkast fra Louvre. Den forreste i køen får en stak aviser udleveret og skynder sig ud til sin scooter: ”Jeg skal først til den franske arbejdsgiverorganisation, så forsvarsministeriet og derefter tv-stationen Canal Plus.”

Der er gendarmer – der ikke ønsker hverken at tale eller blive fotograferet – samt udsendinge fra Nationalbanken og Sundhedsministeriet.

”Deres ministre vil gerne vide, hvad der falder ned i hovedet på dem,” kommenterer en nabo med et grin.

Alene Avisen Le Figaro får 200 eksemplarer. Klokken 17.49 er omkring 2.000 eksemplarer revet væk, og porten til baggården lukkes.

Fillon endevendes

Der gik kun kun ganske få timer, fra første eksemplar forlod trykpressen i La Courneuve tirsdag eftermiddag den 24. januar, til historien om Fillons kone ramte samtlige franske nyhedsmedier.

Den republikanske præsidentkandidat benægtede ikke, at hans kone havde modtaget offentlige penge – men hævdede, at hun skam havde udført et reelt arbejde.

Dermed begyndte en flere måneder lang føljeton, hvor Fillon utallige gange modsagde sig selv.

”Der er kun én ting, der vil forhindre mig i at være kandidat, og det er, hvis min ære er plettet, hvis jeg blev sigtet,” sagde Fillon to dage senere i et interview på tv-stationen TF1.

Alle medier begyndte at endevende Fillons privatøkonomi, og næsten hver onsdag kom der nye afsløringer om Fillon i Den Lænkede And. Det viste sig, at også parrets børn havde modtaget 600.000 kroner fra det franske parlament, mens de studerede.

Den franske anklagemyndighed gik også straks ind i sagen, og den 14. marts fik Fillon den tvivlsomme ære at blive den første præsidentkandidat, der blev sigtet midt under en valgkamp.

Alligevel valgte han ikke at trække sig som lovet. I stedet beskyldte han et 'sort kabinet' i Elysée-palæet for at fodre Den Lænkede And med falske oplysninger.  

Ifølge ugeavisen er sandheden helt anderledes enkel.

Onsdag er en stille dag i Den Lænkede Ands redaktionslokaler, og chefredaktør Louis-Marie Horeau skruer tiden tilbage til årets begyndelse.  

”På det tidspunkt var Fillon favorit. Alle – eller næsten alle – var sikre på, at han ville vinde valget. Det ville have været fuldstændigt utænkeligt, at Den Lænkede And ikke havde undersøgt hans liv, hans formue og hans indtægter,” forklarer chefredaktøren. Han satte tre reportere på sagen.[quote:1]

”Det begyndte i alt væsentligt med indsamling af offentligt tilgængelige oplysninger. Politikere skal udfærdige erklæringer om deres formuer, indtægter og interessekonflikter, og dem gik vi igennem med en tættekam. Det gik op for os, at der var ting, der ikke stemte. For eksempel var der uoverensstemmelser mellem hans formue og hans indtægter,” fortæller Horeau.

”Der var dele af hans indtægter, som vi ikke forstod, hvor kom fra. Vi brugte mange, lange uger på at prøve at forstå, hvordan det hang sammen.”

Til sidst, forklarer han, fik hans journalister hjælp af en kilde, der forklarede dem, hvor de mystiske indtægter kom fra: Hans kones lønindtægt. Lønsedler blev bragt til veje. Hvem kilden – eller kilderne – var, ønsker han ikke at afsløre.

”Det, jeg kan bekræfte, er, at det ikke var en politisk kilde, der gennem sit politiske embede havde adgang til administrative dokumenter,” siger chefredaktøren.  

Fillon politianmelder Den Lænkede And

Efter sigtelsen forlod en lang række medarbejdere Fillons kampagnestab, inklusive hans kampagnedirektør og talsmand, der offentligt opfordrede ham til at trække sig og overlade pladsen som præsidentkandidat til en partikammerat. Uden held.

Mens Fillon sank i meningsmålingerne, strømmede hans utilfredse vælgere til Front Nationals højreradikale Marine Le Pen og centrumkandidaten Emmanuel Macron, der langsomt, men sikkert steg til vejrs.

Da stemmerne var talt op efter første valg­runde 23. april, var der ingen tvivl: Macron fik 24,0 procent, Le Pen 21,3 procent, mens Fillon med 20,0 procent kun akkurat sneg sig ind på en tredjeplads foran venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon med 19,6 procent.  

Dermed blev anden og afgørende runde et opgør mellem Macron og Le Pen – og Macron vandt med sikker margen. Akkurat som Fillon ifølge meningsmålingerne ville have gjort, hvis han altså var nået til finalen.

Fillon har nu politianmeldt Den Lænkede And, fordi han tabte valget. Anmeldelsen er baseret på en helt særlig paragraf i den franske valglov, der gør det muligt at slå ned på udbredelsen af ”falske nyheder” eller ”bagvaskelses-rygter”, som påvirker en afstemning.

Selv i Macrons inderkreds indrømmer man, at Den Lænkede Ands historier faldt på et tørt sted. Pr-guruen Jacques Attali har kendt Macron længe og præsenterede ham i sin tid for François Hollande, der gjorde den unge Macron til først sin chefrådgiver og senere økonomiminister.

”Macron er dygtig, hårdtarbejdende og kender sine sager. Men han har også en anden vigtig egenskab: Han er heldig,” siger Jacques Attali med et smil.

”Hvis ikke affæren om Fillon var kommet ud, ville han aldrig være nået så langt.”[quote:2]

Anonyme kilder

Den Lænkede And er udfordret på to fronter.

Den første handler om ugeavisens udbredte brug af totalt anonyme kilder. Det gælder navnlig avisens side to, hvor man under rubrikken ”Andedammen” finder en myriade af citater om, hvilke politikere der har sagt hvad bag lukkede døre.

Et typisk eksempel kunne man finde i udgaven 1. februar. Ifølge Fillon havde han modtaget et ”meget sympatisk og konstruktivt telefonopkald” fra tidligere præsident Nicolas Sarkozy, hans interne rival i det republikanske parti, da skandalen begyndte at rulle. I virkeligheden kunne Sarkozy ikke få armene ned, rapporterede Den Lænkede And. ”Han er død,” havde Sarkozy jublet på et møde med sin inderkreds.  

Chefredaktøren på Den Lænkede And siger, at man mindst har to kilder til den slags citater, der bliver læst flittigt i Nationalforsamlingen. Typisk er kilderne rivaler fra samme parti.

”Hvis vi vil vide noget om Republikanerne, så forhører vi os hos dem. Der er rivalitet, interne magtkampe, politiske uoverensstemmelser eller personlige fjendskaber,” forklarer han.  

Da François Hollande var formand for Socialistpartiet, var han angiveligt en så flittig anonym bidragyder til side 2, at han fik tilnavnet ”Den Lænkede Ands lille redaktør”.

”Jeg vil skyde på, at 80 procent af det, der står i ”Andedammen”, er troværdigt. Nogle gange er der udsagn, der er citeret på anden eller tredje hånd, så man skal være forsigtig med at tage det for pålydende,” siger en erfaren journalist, der dækker Nationalforsamlingen fast for et af de store nyhedsbureauer, men som – meget apropos – ikke ønsker sit navn frem.

Fremtidsudfordringer

Den Lænkede Ands problem nummer to hedder fremtiden.

I udgangspunktet går det godt. I skarp modsætning til resten af den trykte franske presse er løssalgsprisen ikke hævet siden 1991 – faktisk rundede man ned og ikke op i forbindelse med overgangen til euroen i 2002. Den har siden kostet 1,20 euro eller 9 danske kroner.

Siden 2005 har det gennemsnitlige ugentlige oplag, opgjort på årsbasis, svinget mellem 400.000 og 500.000 solgte eksemplarer. Sidste år lå det på omkring 400.000 – tallene for det samlede salg i udlandet er endnu ikke kommet – men takket være Fillon-skandalen og præsidentvalget ventes det at ende væsentligt højere i år.

Regnskabet for 2016 skal først til godkendelse på generalforsamlingen senere på året, men økonomidirektør Nicolas Brimo kan nok en gang melde om overskud, denne gang på 15 millioner kroner. Et overskud, der som vanligt fluks vil blive parkeret på en opsparingskonto, hvis saldo nærmer sig en milliard kroner.

Den finansielle succes skyldes ifølge ledelsen stram etik og økonomistyring. Ugeavisen er kendt for at betale unge talenter godt i forhold til konkurrenterne, og selv om man stiger i løn, er forholdet mellem den lavest og højest betalte ansatte præcis 1 til 4,2 ifølge økonomidirektørens seneste beregninger.

”Prøv at finde en avis i Paris med et oplag på en halv million eksemplarer, hvis direktør og chefredaktør ikke har personlig sekretær eller arbejdsgiverbetalt bil med chauffør. Jeg kører rundt på scooter,” griner Louis-Marie Horeau.

Fås kun på papir

En anden vigtig grund til de lave omkostninger er, at avisen i det store hele har beholdt samme rudimentære format og design, siden den udkom første gang for et århundrede siden.

Avisen består af otte sider i let beskåret broadsheet. Der bruges kun sort tryksværte bortset fra lidt skarlagensrød på for- og bagside, og der er stort set ingen fotos, men derimod mange mindre karikaturtegninger. Den er med andre ord billig at producere.

Til gengæld fås den stadig kun på papir, og over tre fjerdedele sælges i løssalg.

En beslutning, som man ikke forstår på ugeavisens nærmeste direkte konkurrent, onlineavisen Mediapart, der også specialiserer sig i graverjournalistik og ifølge chefredaktør François Bonnet har 145.000 betalende abonnenter og et overskud på størrelse med Den Lænkede And.

”Jeg forstår ikke, at man kan fortsætte, som om intet er hændt og lave avis som for et århundrede siden. Det betyder, at man giver afkald på læsere. Man bliver nødt til at være der, hvor læserne er, og justere sig til deres vaner. Hvis den tid, vores læsere har, er på deres mobil i toget eller i bussen, så skal vi være på mobilen og blive læst i toget og bussen,” siger François Bonnet.[quote:3]

Bonnet har arbejdet på en lang række af Frankrigs største bladredaktioner og anerkender, at overgangen fra papir til net er lang, svær, kompleks og kræver store investeringer.

”Men de udskyder blot en forfaldsdag, der er uomgængelig. Hvem kan garantere, at der vil være aviskiosker om 15 år? Ingen. Aviskioskerne lever på offentlig støtte. På et tidspunkt vil staten stoppe med at støtte et system, der strukturelt set sluger gigantiske summer.”

Hos Den Lænkede And anerkender man problemet.

”I dag har vi 23.000 salgssteder i Frankrig. For 10 år siden havde vi 32.000 salgssteder. Og om fem-seks år risikerer vi at være nede på 15.000 salgssteder. Det svarer til et tab på omkring 25 procent af læserne, fordi distancen mellem avisen og køberen er blevet for stor. En mulighed er at kompensere ved at øge abonnementssalget, hvilket sker stille og roligt – uden at vi ønsker det, for vi vil støtte aviskioskerne – men det er ikke nok,” siger økonomidirektør Brimo.

”Så om fem-seks år – men der vil vi være gået på pension,” tilføjer han og griner i retning af chefredaktøren – ”bliver vi nødt til seriøst at overveje internettet.”[quote:4]

”Problemet er, at man ikke kan distribuere Den Lænkede And, som den er i dag, via internettet. Vi har syv spalter. Le Monde har fem spalter, og det er allerede skidt. Hvordan skal man bibeholde Den Lænkede Ands visuelle originalitet? Og så har vi fire-fem tegninger per side, hvilket er svært at se ordentligt på en mobiltelefon,” siger økonomidirektøren og slutter:

”En anden udfordring er at vide, hvordan folk læser pressen om fem år. For fem år siden kunne man i den danske, franske eller amerikanske presse læse, at fremtiden var tabletter, og at der ikke ville være nyheder på mobilen. I dag har det vist sig, at det modsatte er tilfældet.”