Berlingskes medarbejdere var rasende, da chefredaktør Jens Grund redigerede en central passage ud af et stort søndagsinterview med statsminister Lars Løkke. Men det er helt forfejlet, lyder det nu fra rektor på Journalisthøjskolen, Anne-Marie Dohm. Blandt journalisterne på Berlingske var der ingen tvivl. Læserne burde have været informeret.
Derfor førte det til et voldsomt sammenstød mellem medarbejderne og ledelsen, da Berlingskes chefredaktion i den sidste weekend af maj valgte at redigere et afsnit ud, der beskriver, hvordan Lars Løkke Rasmussen forlod interviewet på Marienborg i vrede, fordi han blev så ophidset over et spørgsmål om skattelettelser i forhold til yderligere vækst.
Siden erklærede Lisbeth Knudsen, at Løkke-udvandringen var irrelevant og erklærede, at sagen er "blæst ud af proportioner". Og nu får hun opbakning fra rektor på Journalisthøjskolen, Anne-Marie Dohm.
I en kommentar i Berlingske i dag skriver hun, at Løkkes vrede og optrinnet på Marienborg »næppe havde nogen betydning«.
Anne-Marie Dohm henviser til et andet eksempel, som hun mener er sammenligneligt: Episoden fra december sidste år, hvor indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder mister besindelsen og for rullende kamera kaldte en DR-journalist for "røvhul" og "dumme svin".
»Spørgsmålet i begge sager må være, hvad vi som læsere, lyttere og seere skal bruge disse oplysninger til – ud over at vide, at disse politikere indeholder præcis den samme menneskelige fejlmargin som alle os andre? Og man må spørge sig selv, hvordan det gavner den kritiske journalistik og den demokratiske debat?,« skriver Dohm, hvorefter hun konkluderer, at begge sager næppe havde nogen betydning.
»Som journalist må man spørge sig selv, om den ansvarlige politiker eller minister med sin opførsel faktisk forsøger at få indflydelse på journalistens frie ret til at stille spørgsmål, som han eller hun vil. I begge de nævnte tilfælde havde ministrenes vredesudbrud næppe nogen betydning for historierne. I begge tilfælde blev der gået kritisk til ministrene, historierne blev skrevet – og det var tydeligt i begge historier, hvad ministrene ikke kunne eller ville svare på,« lyder det fra Journalisthøjskolens rektor.
Anne-Marie Dohm mener derimod, at der kan være behov for, at medierne bør stå stærkere imod kildernes stigende forsøg på at styre omgangen med pressen. Og ikke mindst være mere ærlig og åben om, hvordan kilderne forsøger at kontrollere nyheds- og mediestrømmen.
»Men så kræver det også, at medierne er villige til at lægge kortene på bordet og være åbne omkring vilkår for tilblivelse af historier,« slår hun fast.
I Politiken i går erkærede avisens medieredaktør, Jakob Elkjær, ligeledes, at fraredigeringen af Løkkes vredesudbrud var helt i orden. I en kommentar skriver han blandt andet:
»Det pinlige udbrud ville uden tvivl være underholdende læsning i avisen, men havde det tilføjet noget som helst til diskussionerne om den politiske substans. Nej, ikke det fjerneste! Derimod ville det have indgået fint i en dramaturgi om, at nu er statsministeren presset og vred.«
Elkjær påpeger samtidig, at det derimod ville have flyttet fokus fra substand til proces.
»Og så kunne Christiansborgmøllen have kørt igen,« noterer han og undrer sig over, at der ofte bliver ballade, "hvis en ansvarlig mediechef passer sit arbejde og vælger mellem skidt og kanal."
»Men man kunne ønske sig, at langt flere mediechefer trådte i karakter og sagde, at det "bringer vi ikke, for det er irrelevant",« skriver Jakob Elkjær.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Gad vide, hvad Mark Ørstens kommentar ville være?
Tak for hintet.
Hvis Dohm søger og får jobbet, må man håbe der følger en god begrundelse med. En begrundelse, der ikke handler om belønning af loyalitet og ikke skyldes indspisthed og nepotisme.
Selvfølgelig kan det diskuteres, om Løkke skulle være redigeret ud eller ej. Det er ikke alle detaljer og handlinger under et interview, som er væsentlige, og politikere skal også kunne få luft. Det er vel også mere modent at sige, 'jeg bliver lige nødt til at trække noget frisk luft' og tage en time-out end at overfuse journalisterne.
Men ville reaktionen fra Berlingskes ledelse have været det samme, hvis interviewet havde været med Helle T, og hun var udvandret i adskillige minutter på et spørgsmål om et krav fra SF? Eller ville det have været vurderet som en væsentlig information og et tegn på, at der trods alt er gnidninger mellem de to partier, der giver anledning til væsentlig irritation?
Hvis ja, så er det et spørgsmål om ledelsens ret til at redigere, og den kan man så være enig eller uenig i, men det er nu engang både ledelsens ret og pligt. Men tilgiv mig for en mistanke om, at sådan en reaktion fra Helle T ikke alene var kommet med, men havde affødt en længere analyse fra Thomas Larsen om, at sammenholdet i oppositionen var tydeligt presset. I givet fald var det også problematisk at redigere Løkke ud - det er heller ikke uvæsentligt, hvordan landets chef har det med sin nærmeste regeringspartner.
Men ... sjældent har et 'hemmeligt' vredesudbrud fået så meget omtale, frivilligt eller ufrivilligt. Hvis hensigten var at skåne Lars Løkke, så havde det såmænd nok været klogere at lade afsnittet stå ...
Der er ingen sammenligning mellem Berlingske redigering og Haarders vredesudbrud. Haarder blev presset i et langt tv-interview, hvor journalisten konsekvent stillede det samme spørgsmål igen og igen for rullende kamera, mens Løkke sidder udenfor kamera med to journalister, ovenikøbet i sit eget hjem, og farer i flint over et enkelt spørgsmål.
Haarder blev tirret, og blev derfor vred - Løkke blev stillet et spørgsmål, som pissede ham af.
Det første er ikke interessant med mindre man laver meta-journalistik om samarbejdet mellem politikere og journalister, men det sidste er da i høj grad interessant, fordi det er et spøgsmål der rammer Løkkes ligtorn lige på.
På tidspunktet, hvor interviewet med Løkke blev lavet, var regeringen for første gang i lang tid ramt af en vis positivitet primært fordi det med 2020-forhandlingerne lykkedes dem at drive en pæl ned mellem S og R. Den største trussel mod den situation er, hvis det lykkedes også at splitte regeringspartierne - eksempelvis på skatteområdet. Så ville Thorning med sindsro kunne sige: Ja, det kan godt være vi er uenige med R i nogle ting, men i regeringen er de jo også piv uenige om eksempelvis skatten.
Hvis Løkke reagerer så stærkt på et spørgsmål om dette, så indikerer det ikke kun, at han er et menneske med følelser - det indikerer, at han har et politisk problem som er så stort, at han ikke er i stand til at holde sit temperament nede omkring det.
Og selvfølgelig er det interessant fra et journalistisk perspektiv, at regeringslederen er så frustreret over samarbejdet med regeringspartneren på en kerneområde, at han farer i flint, når bare han bliver stillet et spørgsmål omkring det.. Hvordan nogen kan mene andet, er da en gåde ...
Det er ikke uvedkommende, når magthavere magtfuldkomment og magtarrogant farer i flint over kritiske spørgsmål, der ikke er tjekket af med spinddokteren på forhånd.
Det er et grundlæggende demokratisk problem! Og problemets omfang tydeliggøres, når frontfigurer fra Den Fjerde Statsmagt negligerer egne rækkers indspisthed og medløberi.
På Journalisthøjskolen bliver de studerende indoktrineret til at dyrke og værne om kildekontrakten, men når den bruges som forsikring mod uventede, kritiske spørgsmål, der kan udstille magthaveres uærlighed og inkompetence, er journalistikken magthaverens vagthund og ikke folkets.
Heldigvis har forsøget på at skjule symbiosen mellem magthaverne og Berlingskes redaktion afstedkommet det stik modsatte: eksponeringen af et kæmpe journalistisk og demokratisk problem!
Flere