Karen Jespersen hev citat ud af sammenhæng i Berlingske

»En smadderærgerlig svipser,« siger Berlingskes debatredaktør Jesper Beinov, efter Karen Jespersen har fået optaget et læserbrev, hvor hun citerer fra en Berlingske-artikel - men udelader et væsentligt forbehold. »Selvfølgelig er det vores fejl, at vi ikke opdager det,« siger Beinov

Fredag havde chefredaktør på Den Korte Avis Karen Jespersen havde et debatindlæg i Berlingske. Her citerede hun fra en tidligere artikel i avisen: 

”Frankrig befinder sig tilsyneladende på randen af en borgerkrig mellem ordensmagten og voldelige unge fra landets muslimsk dominerede indvandrerforstæder, der hvert øjeblik kan bryde ud i lys lue.”

Men formuleringen undrede pressemedarbejder hos Dansk Flygtningehjælp Sara Schlüter, som derfor fandt den artikel, linjerne skulle være fra. Herefter skrev Sara Schlüter en offentlig opdatering på Facebook, hvor hun kalder det for "dagens selektive citering".

Lige efter punktummet i Berlingskes artikel kom nemlig en sætning, som Karen Jespersen havde valgt ikke at tage med: "I hvert fald hvis man skal tro en række elektroniske nyhedsmedier med tilknytning til den yderste højrefløj.”

Dagens selektive citering. Karen Jespersen citerer i et debatindlæg i dagens Berlingske en af avisens egne artikler: ”…

Posted by Sara Schlüter on Friday, 24 July 2015

Berlingske: Vores fejl

Hos Berlingske ærgrer debatredaktør Jesper Beinov sig over, at avisen ikke selv opdagede Karen Jespersens selektive citering, inden den røg i avisen.

»På debatsiderne må folk mene, hvad de vil, så længe det er velargumenteret og fornuftigt. Men hvis man skal bruge en rimelig citatskik, så skal man have sammenhængen med, og det er ikke sket her. Det retvisende havde været også at bringe den efterfølgende sætning. Det er en smadderærgerlig svipser,« siger han.

 Han hæfter sig dog ved, at citatet ikke er et afgørende belæg i Karen Jespersens påstand i indlægget.

»Hendes ærinde er krystalklart, og det gør ingen reel forskel, om det Berlingske-citat er medtaget. Men selvfølgelig er det vores fejl, at vi ikke opdager det. For vi ønsker jo også, at der i debatartikler citeres korrekt,« siger Jesper Beinov.

Reagerer kun, hvis noget ser skævt ud

Debatredaktøren forklarer, at redaktionens redaktionssekretærer altid læser alle indlæg igennem og vurderer, om noget ser »skævt« ud.

»Den stående instruks på debatredaktionen er klar: Vi læser tingene igennem efter bedste evne, og hvis noget er underligt, reagerer vi på det. Det sker fra tid til anden, for alle debattører skærer virkeligheden til efter deres optik,« siger Jesper Beinov.

Ville det ikke være underligt, hvis det rent faktisk stod i avisen, som hun citerer det?

»Nej, det synes jeg ikke. Der har tidligere været rapporter om uroligheder i Frankrig, og vi er jo ikke specialister i Frankrig her på redaktionen,« siger han.

Ingen beklagelse i spalterne  

I lørdagsavisen bragte Berlingske Sara Schlüters indlæg på debatsiderne, og Jesper Beinov fortæller, at Karen Jespersen over for ham har beklaget.  

Hvorfor bringer I ikke også – i forlængelse af Sara Schlüters indlæg – en beklagelse fra avisens side?

»Straks vi bliver opmærksomme på det, henvender vi os med det samme til Karen Jespersen, og præciserer vores forventninger til citater. Tillige bringer vi straks et indlæg fra den person, der har gjort opmærksom på citatet, og dermed vurderer jeg, at vi har gjort, hvad vi skal som redaktion,« siger Jesper Beinov.

Karen Jespersen er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelser.

0 Kommentarer