»Hvor er kvindernes nosser i dag? Vi var ikke så bange dengang. Måske fordi vi ikke følte os så alene. I dag er alting blevet så individuelt, og i dag tør unge kvinder jo nærmest ikke sige, at de er feminister.«
Den 67-årige journalist Hanne Dam er erklæret feminist. Hendes opsang til de unge mediekvinder kommer vi tilbage til.
Hanne Dam vandt Cavling-prisen 1980 for sin dækning af ligestilling og kønsroller, da hun var journalist på dagbladet Information. Efter mere end 30 år som skrivende journalist har hun de seneste 15 år været lektor på journalistuddannelsen på RUC.
I anledning af kvindernes internationale kampdag har Journalisten spurgt hende om forskelle på dengang og nu. Både når det gælder mediernes dækning af ligestilling og på forskellene mellem hendes egen 68’er-generation og de unge kvindelige journalister, som er på vej frem i faget i dag.
Der sker ikke en fis
Hvordan har mediernes dækning af kønsrollerne ændret sig, siden du vandt Cavling-prisen?
»Der er vendt op og ned på mediernes dækning af kønsrollerne. Det fylder stort set ikke noget i nyhedsbilledet i dag. Men det er også svært at dække et område, hvor der ikke sker noget. Gå ind på Ligestillingsrådets hjemmeside, og så ligger der nærmest ingenting bortset fra en henvisning til en årsrapport. Det danske samfund har ikke nogen ambition om at skabe kønslighed i vores land i modsætning til resten af Skandinavien,« siger Hanne Dam.
»Jeg går ind for kønskvotering. Jeg blev selv kønskvoteret ind på Information i sin tid. Det fik de en Cavling-pris ud af. Der er ikke noget galt i at få en hjælpende hånd. Men når mange kvinder i dag selv ser det som noget væmmeligt at få den hjælp, så er det klart, at der ikke sker en fis.«
Du siger, at dækningen af kønsroller ikke fylder noget i medierne længere. Men hvis man ser på debatstoffet og de mange klummer og blogs, så handler det for mig at se i meget høj grad om kønsroller og ligestilling?
»Jo, især mange blogs handler meget om ligestilling og er ofte meget nuancerede. Men debatten foregår mere på sociale medier som Facebook end i medierne som sådan. Jeg elsker at læse Anne Sophie Hermansen og Annegrethe Rasmussen. De er ikke så progressive som jeg, men de er meget sjovere. Den generation har humoren med. Selv om de er mere borgerlige end jeg, så er det fedt, at de er på banen,« siger Hanne Dam.
»De tror, at de er ligestillede«
Hvor ser du ellers forskellen på de unge kvindelige journalister, du ser på vej frem i faget i dag, og dem, du selv var ung iblandt i 1970´erne?
»Der var efter ungdomsoprøret nogle idealer om frihed og frigørelse, som vi dyrkede. Som journalistisk idealist var det vigtigt for os at gøre en forskel og have noget på hjerte. Det er nok sværere for de unge kvindelige journalister at have råd til de idealer i dag. Det handler mere om at få et job, så man kan overleve, og huslejen kan betales,« siger Hanne Dam.
Handler det ikke også om, at de unge kvinder i dag i modsætning til jer i høj grad betragter sig selv som ligestillede og måske tager mange rettigheder for givet, som I måtte kæmpe hårdt for?
»Unge kvindelige journalister i dag tror, at de er ligestillede. Det finder de først ud af, at de ikke er, den dag, de får børn. I uddannelsessystemet er kønnene ligestillede i dag, men de unge kvinder møder en anden virkelighed på medierne, når de kommer ud på arbejdsmarkedet,« siger Hanne Dam og uddyber:
»Når de kommer ud og møder medievirkeligheden, hvor kvinderne er i undertal både som kilder og nyhedsjournalister, så oplever jeg, at de bliver mere kønspolitisk bevidste, end da jeg underviste dem på RUC. Især når de får børn.«
Nosser efterlyses
»På Information var jeg selv alene med to børn. Det var hverken let eller sjovt. Men det var en mulighed dengang. Jeg kunne gå tidligt og skrive artiklerne færdige sent om aftenen. Den mulighed er der ikke på samme måde i dag, hvor der er krav om, at man skal sidde på sin pind til et bestemt klokkeslæt. Derfor vælger mange kvinder at blive freelancere i dag, så de kan kombinere arbejdslivet med at få børn. Men ofte skal de leve for peanuts, hvis de ikke har en mand, der tjener mange penge,« siger Hanne Dam.
Og det er her, at vi vender tilbage til Hanne Dams indledende efterlysning af de unge mediekvinders nosser. Hun vil gerne appellere til mere internt fællesskab, hvor kvinderne i højere grad støtter hinanden ude på mediearbejdspladserne.
»Jeg forstår ikke, at de unge kvinder finder sig i det. Hvis alle kvinderne på en arbejdsplads blev enige om at gå klokken 15 på skift for at hente børn, så kan arbejdsgiverne ikke gøre noget, for de kan jo ikke fyre dem alle. Men de unge i dag er ikke indstillet på den anarkisme, som vi havde dengang. Vi dækkede også af for hinanden ved at sætte et mærke eller en byline på hinandens historier,« siger Hanne Dam.
Mandehørm og fysisk tilstedeværelse
Men muligheden for at gå tidligt og skrive artiklerne færdige derhjemme om aftenen burde vel være langt bedre i dag på grund af internettet?
»Ja, men branchen er meget bagefter på det punkt. Netop fordi internettet er der, så kan jeg ikke se nogen grund til, at man ikke kan arbejde mere hjemmefra. Men det er jo, fordi miljøet i medierne stadig er fyldt med mandehørm. Det ændrer sig først, når den gamle skole af mandlige chefer er skiftet ud.«
»De mener jo fortsat, at arbejdet er det vigtigste, og det viser du ved at være til stede hele tiden. Ikke ved at vise engagement eller ved at være fleksibel med at bytte vagter eller lave arbejdet færdigt derhjemme om aftenen eller om søndagen. Det tæller ligesom ikke,« siger Hanne Dam.
Vi slutter dog interviewet af med en optimistisk vurdering på ligestillingens vegne.
»Det vil ændre sig, når de unge mænd, jeg har undervist på RUC, bliver mediechefer en dag. De er helt anderledes end den gamle skole,« siger Hanne Dam.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Vi er ikke nødt til at deles. Jeg synes, det skal være op til den enkelte familie, hvordan de ønsker at tilrettelægge deres liv. I meget lav grad ønsker jeg, at andre skal bestemme, hvordan vi skal leve vores liv. Til gengæld ønsker jeg i høj grad, at der formelt hersker de samme muligheder for alle uanset køn, religion mv. Hvis mødre i enighed med deres mænd har lyst til at holde en lang barsel, så fred være med det. Men kom så ikke bagefter og råb om ligeløn. Alt har en pris.
Hej Hans, hvad med den her model: Mødre og fædre deles om barsel, så begge bliver primære omsorgspersoner. Både mødre og fædre går lidt ned i tid mens ungerne er små, så de kan skiftes til at tage sig af syge børn, køre ind i vuggestuen osv. osv. og samtidig have en chance for at passe deres arbejde og opnå lønforhøjelser. Selvom jeg morer mig kosteligt over dit indlæg forstår jeg ikke helt, hvorfor det skal være enten eller? Er fidusen ikke at vi bliver nødt til at deles om såvel yngel- som karrierepleje hvis mænd skal ligestilles i Statsforvaltningen og kvinderne ligestilles på arbejdsmarkedet?
Hvis vi virkelig ønsker ligestilling, så...
1/ Øremærk barsel til mænd og forkort barsel til kvinder. Bonus: Mødrene vil kunne arbejde igennem uden at have de der børn hængende. Fædrene vil trille med barnevognen og gå glip af lønforhøjelser, der i stedet går til mødre, der arbejder igennem.
2/ Lav ligestilling i Statsforvaltningen, så mødre og fædre deler forældremyndighed i modsætning til i dag, hvor mødre favoriseres helt grotesk (alene det burde fylde ligestillingsdagsordenen hver dag i modsætning til det evindelige kvindekvoter i bestyrelser). Bonus: Mødrene vil kunne arbejde igennem uden at have de der børn hængende. Fædrene vil skulle hente de små fra børnehaven/fritten og gå glip af lønforhøjelser, der i stedet går til mødre, der arbejder igennem.
3/ Kvinder lever i snit 4 år længere end mænd. Vi må da i det mindste have den samme tid på jord, før vi kan sige, vi har ligestilling. Måske kvinderne skal drikke lidt mere og mændende ryge lidt mindre
Eller også kunne vi leve vores liv som vi vil ud fra forudsætning, at vi alle formelt har de samme muligheder i livet, men at vi griber dem forskelligt.