search

40 år med kønsskævhed

»Kvinder var altid bipersoner. De skulle helst ikke være over 35, og de skulle se exceptionelt godt ud og have en sød og smilende fremtræden,« siger Birgitte Seymour om sit speciale fra 1976 om kvinder i medierne. 38 år senere viser nye tal, at 8 ud af 10 eksperter på tv stadig er mænd

Det startede med harme, som det ofte gør, når marginaliserede grupper blæser til kamp mod den etablerede orden. Dengang, midt i 70’erne, var Birgitte Seymour psykologistuderende ved Københavns Universitet. Hun var også en af dem, der »gik med klapbukser og lilla ble«, og hun deltog i de kvindegrupper, der blev født af kvindebevægelsens enorme momentum i de år.

Danmarks Radio derimod var patriarkatets højborg. Og det i en grad, der var umulig at overse for en ung feminist:
»Jeg blev mere og mere oprørt over, hvor konserverende de var, og at de interesserede sig så lidt for alt det, der foregik ude i samfundet. Alle vidste det, alle var sure over det, men hvis det skulle ændres, måtte det dokumenteres. Og så skrev jeg den der mursten,« siger Birgitte Seymour i dag.
Murstenen er hendes speciale fra 1976. For første gang blev der ført bevis for ligestillingens tilstand i tv, herunder journalisternes valg af henholdsvis mænd og kvinder som kilder til deres nyhedshistorier. Birgitte Seymour analyserede en uges programmer på DR og fandt, at 92 procent af de interviewede til TV Avisen var mænd.

I dag ligger specialet i en kasse på Birgitte Seymours loft. Det er antikvarisk, ligesom den TV Avis, det skildrede. Og så alligevel. Journalisten foretog en stikprøve på tre medier på to tilfældige dage i februar i år. I Politiken var 79 procent af kilderne mænd. I en times udsendelse på TV2 News var tallet 78 procent. Og på Radio24syv var 67 procent af de interviewede i løbet af en time mænd. Stikprøven bekræfter blot, hvad videnskabelige undersøgelser har vist, siden Birgitte Seymour skrev sit speciale for 38 år siden. Senest viser helt nye tal fra EU’s institut for ligestilling, EIGE, at 81 procent af de eksperter, der kommer til orde i nyheder på dansk tv, er mænd. Tallene viser også, at mændenes dominans ikke kun kan forklares med, at de sidder på samfundets prominente poster, hvor journalisterne typisk finder deres kilder: De politiske journalister vælger oftere en mand til kilde, end andelen af mandlige politikere på Christiansborg giver anledning til.

Men hvorfor er det sådan? Er medierne alene skæve, fordi samfundet er det? Eller skyldes uligestillingen snarere forhold inden for journalistikken selv, fagets historie og de idealer, journalisterne hylder? I denne artikel tager vi rejsen tilbage gennem undersøgelser og gamle forklaringer fra fire årtier for at finde svar på den urokkelige kønsskævhed i mediernes kildevalg.

Historien starter i 1976 med Birgitte Seymour og hendes speciale. 
I sin afhandling blotlagde hun først, hvordan kvinder var fremstillet, når de faktisk optrådte i TV Avisen. En (mandlig) journalist identificerede først og fremmest guldalderforfatteren Thomasine Gyllembourg som Johan Ludvig Heibergs mor.

I to andre indslag blev kvinder brugt som dækbilleder: Den ene angiveligt på grund af et »usædvanligt fordelagtigt udseende«, den anden som afmægtigt, hændervridende offer i forbindelse med Nellikerevolutionen i Portugal. Og, endelig, i en enkel nyhed, optrådte Ritt Bjerregaard i sin egenskab af undervisningsminister. Dog, skrev Birgitte Seymour, stadig inden for den »traditionelle kvinderolle«, børns socialisering.

En ting var imidlertid fremstillingen af kvinder, når de var på. Men lige så alarmerende var deres fravær, der fyldte fladen det meste af tiden. For nok sad få kvinder på samfundets topposter, og det slog igennem i kildevalget. Men kvinderne udgjorde dog halvdelen af jordens befolkning, og de var drivkraften i en af samtidens store bevægelser: Opbruddet i de traditionelle familiemønstre og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. De tendenser sporede Birgitte Seymour ikke med et eneste ord i en hel uges tv.

»Kvinder var altid bipersoner. De skulle helst ikke være over 35, de skulle se exceptionelt godt ud og have en sød og smilende fremtræden,« siger hun. 
Da specialet var færdigt, gik Birgitte Seymour til DR. Resultaterne blev taget op i Radiorådet, og konsekvensen blev, at DR ansatte en ligestillingskonsulent. Konsulenten skulle bane vejen for flere kvinder i produktionen og skabe en ny bevidsthed om de stereotype måder, DR skildrede kvinder på. Da Birgitte Seymour således havde søsat sit skib, tog hun sin embedseksamen i klinisk psykologi. Hun fik ansættelse ved forsvaret, siden ved universitetet og til sidst i privat praksis, og aldrig siden beskæftigede hun sig professionelt med ligestilling i medierne.

»De færreste mænd bliver jo ledere, og når konkurrencen så blev øget, fordi kvinderne kom. Det er klart, de blev rasende.« Lone Kühlmann, journalist. Foto: Ricky John Molloy

Journalist Lone Kühlmann havde allerede arbejdet på DR i flere år, da Birgitte Seymour afleverede sit speciale. Her var hun også, da den næste store analyse kom. Det var i 1982, og undersøgelsen var bestilt af Nordisk Ministerråd. 

Lone Kühlmann husker den godt. Hun husker især, hvor provokeret hun var af studiet. Konsulenten gik sociologisk til værks, og TV Avisens kvindelige journalister følte sig betragtet som dyr i en zoo.

Lone Kühlmann var irriteret over det dissekerende øje. Men hun var afgjort interesseret i blikkets genstand: Det ligestillingsmæssige problem. I 17 dage fulgte Nordisk Ministerråds konsulent produktionen af nyheder på TV Avisen. Hun fandt blandt andet ud af, at kun 14 procent af TV Avisens kilder var kvinder, og hun kom med sine bud på, hvorfor det forholdt sig sådan. En af de vigtigste forklaringer var den prominente plads, som nyheder fra staten altid fik i udsendelserne.

Dengang var DR underlagt politisk styring i form af Radiorådet. Institutionen var også underlagt det såkaldte alsidighedsprincip, der dikterede, at programmerne skulle leve op til en række retningslinjer for saglig og alsidig information. Statslige organer blev per definition opfattet som neutrale. Af disse grunde fik styringen den praktiske konsekvens, at politik og nyt fra staten altid var højt prioriteret i dækningen. Som konsulenten skrev i sin analyse:

»De statslige styringsimpulser i forskellig politisk iklædning præger den landsdækkende nyhedsformidling i Danmarks Radio på en måde, der tilsigter en formidling af statslige nyheder til befolkningen i højere grad end en formidling om, hvad der foregår i samfundet.«

Med andre ord blev ‘’nyheder’ i høj grad forvaltet som nyheder fra staten og magtens centre, hvor mænd herskede. Og på Danmarks dominerende medie var det afgjort en faktor, der vred ligestillingen af led: ”Den måde, Danmarks Radios alsidighedsprincip forvaltes på, inddrager nemlig ikke kvinder som den del af virkeligheden, de er,” skrev konsulenten.

Lone Kühlmann delte konsulentens interesse for ligestilling. Men hun var »ikke så dum« at lufte sin deltagelse på jobbet. Ligestilling var noget, der foregik »med hængebarm og smækbukser« og indbød til »total latterliggørelse«. Men også Lone Kühlmann havde for længst lokaliseret, hvorfor kvinder havde så trange kår i nyhederne, og hendes iagttagelser stemte overens med konsulentens analyse:

»I bunden af udsendelsen var ’det andet stof’, som det hed. Det var defineret ud fra det, det ikke var – politik og økonomi. Det var præster med bare knæ og børn og kvinder. Og det havde ledelsen ingen holdning til, viden om eller interesse for. Det var fuldstændigt tilfældigt, hvad der kom med, for de havde ingen baggrund for at bedømme, om det var interessant eller væsentligt. Det eksisterede ikke i deres begrebsverden,« siger hun.

Lone Kühlmann kæmpede i de år. Nyhed for nyhed sloges hun sammen med sine kvindelige kolleger for en bredere forståelse af, hvad en væsentlig historie var. De brugte »de undertryktes teknikker«. Hvis én havde en historie, startede de andre en debat ved at stille kritiske spørgsmål på redaktionsmødet. 
Hun forstod godt, at nogle mænd »reagerede aggressivt« på de kvinder, der busede frem overalt i samfundet: »De følte sig jo truet på deres privilegier. De færreste mænd bliver jo ledere, og når konkurrencen så blev øget, fordi kvinderne kom. Det er klart, de blev rasende.«

Men udviklingen var ikke til at stoppe. Lone Kühlmann husker, at hun var »lammet« af forbavselse, da hendes chef, Ole Sippel, sagde ja til, at hun rejste til Mexico for at dække FN’s første kvindekonference. 
Efterhånden lykkedes det at bringe andre mennesker ind i nyhederne.

»Jeg har altid i min egen journalistik defineret nyheder på en anden måde end de der patriarkalske nyhedskriterier. Det lyder kvalmende, men det har taget udgangspunkt i erfaringer og mennesker mere end i institutioner. Det slog igennem i stigende grad i 80’erne,« husker hun.

[[nid:30753]]

Undersøgelsen fra Nordisk Ministerråd er den sidste store, som Journalisten har opsporet, indtil vi ramte det nye årtusinde. Her skyllede til gengæld flere analyser ind, som om en ny ligestillingsbølge ramte Danmark med to årtiers opsparede kræfter.
I 2006 slog undersøgelsen ’Dagspressens Kilder’ fast, at otte ud af ti aviskilder var mænd. Fire år senere udkom ’Who Makes The News’, der analyserede alle danske nyhedsmedier på en enkelt dag: Tv, radio, dagblade og web. Den fandt, at 69 procent af kilderne var mænd, og at mænd var bedre repræsenteret end kvinder, uanset hvilket stofområde teamet bag rapporten dykkede ned i.

»Vi har været vant til, at mænd er autoriteter, og vi er vant til at tænke på dem som sådan.« Stine Carsten Kendal, udviklingsdirektør, Information. Foto: Ricky John Molloy

Stine Carsten Kendal er udviklingsdirektør på Information. Men i 2010 var hun en del af holdet bag den store analyse. Stine Carsten Kendal har ligestilling på cv’et: Hun har blandt andet været en del af styregruppen bag kvindenetværket K2 og er stadig en del af et tilsvarende netværk, Protocol. Spørger man hende, er det et nedslående faktum, at kun hver fjerde kilde i nyhederne var en kvinde i 2010:

»Hvis man synes, at medierne er et sted, hvor hele samfundet skal komme til orde, så nej, så går det ikke hurtigt nok,« siger hun.

[[nid:30755]]

Der er da også to pointer i ’Who Makes The News’, som i særlig grad peger på, at medierne hang mere fast i det kønsstereotype dynd, end kvindernes plads i samfundet i øvrigt kunne forklare.

Den ene pointe handlede om den politiske journalistik. I 2010 var tiden løbet fra mændenes monopol på magt på Christiansborg. I Folketinget var 63 procent af medlemmerne mænd, blandt ministrene var det over halvdelen, og blandt partiformændene var kønsfordelingen lige. Men når journalisterne greb mikrofonen for at interviewe kilder til en politisk historie, spurgte de stadig mænd i 72 procent af tilfældene. Samme pointe gør sig gældende i undersøgelsen fra EU’s ligestillingsinstitut, EIGE, om mænds og kvinders optræden på tv.

Årsagen kunne være, at der var flere mandlige journalister på Christiansborg, for undersøgelsen viste også, at kvinder har større tilbøjelighed til at interviewe kvinder, forklarer Stine Carsten Kendal. Men der var også en anden mulighed. Kunne det være, at journalisterne endnu sad fast i den gamle tradition om, at magtens elite var mænd?

»Der er en indbygget konservatisme i mediernes kildebrug. Når man først er etableret som kilde, vil man være det i mange år, og det tager lang tid, før nye måder at bruge kilder på slår igennem.
Vi har været vant til, at mænd er autoriteter, og vi er vant til at tænke på dem som sådan,« siger Stine Carsten Kendal.

Men ’Who Makes The News’ blotlagde endnu en foruroligende tendens. For når kvinderne endelig var i medierne, optrådte de jævnligt i de samme gamle roller, som i 1976 drev Birgitte Seymour ud i sit korstog mod sexismen i Danmarks Radio.

Stine Carsten Kendal og holdet fandt blandt andet, at kvinder havde dobbelt så stor chance for at blive portrætteret i kraft af deres familie end mænd. I et eksempel fra BT sås Michelle Obama, smilende, med sagligt nedslåede øjne, mens Barack Obama hviskede hende i øret. Brødteksten handlede om, hvordan man scorede en præsident og holdt på ham.

»Det siger jo nok noget om, hvad det er for skabelonhistorier, man er vant til at skrive. Man har gjort det i årtier og fortsætter med det: Kvinder har familier, og mænd har viden. Det kræver noget bevidst at ændre det,« siger Stine Carsten Kendal.

»Vi kan ikke komme uden om, at langt størstedelen af topchefer inden for kulturlivet er mænd.« Stéphanie Surrugue, vært og redaktionschef. Foto: Per Arnesen, TV 2

Den bevidsthed er nok til stede på de danske redaktioner. I hvert fald på dem, som Journalisten har spurgt. Stéphanie Surrugue er vært og redaktionschef på ’Kulturen på News’, som indgik i Journalistens stikprøve. Både her og helt privat er hun optaget af spørgsmålet om mænd, kvinder og de lige muligheder. ’Kulturen på News’ tænker på køn, både når de ansætter nye medarbejdere, når de vælger deres kommentatorer, og når de jævnligt laver indslag, der handler om ligestilling. Set i det lys så Stéphanie Surrugue gerne, at taletiden blev fordelt mere lige i hendes program:

»Vi skal ikke føre ligestillingskamp i ’Kulturen på News’. Men vi skal undgå at præsentere vores seere for en verden befolket af københavnske mænd, for sådan ser verden ikke ud.«

Men ét forhold spænder bestandigt ben for de gode bestræbelser. Nemlig det dogme, der dikterer, at de væsentligste nyheder kommer fra magtens top. Og her er Stéphanie Surrugue ikke villig til at gå på kompromis:

»Vi går efter hårde nyheder. Når vi gør det, skal vi også have nogen, vi kan stille til ansvar. Vi kan ikke komme uden om, at langt størstedelen af topchefer inden for kulturlivet er mænd. Det er meget svært for os at lave et seriøst nyhedsprogram og hele tiden opfinde kreative sidevinkler på kilderne. Der vil vi gerne gå direkte til magten,« siger hun.

Kulturverdenen boomer af kuratorer, kunstnere og dygtige kvindelige formidlere, som nok er værd at få i studiet. Stéphanie Surrugue erkender, at redaktionen godt kunne dyrke disse kilder mere vedholdende. Men nyhedskriterierne ligger fast, og det er dem, hun må navigere efter:
»Jeg er først og fremmest journalist. Det er jeg ansat som, ikke feminist, og sådan bliver rækkefølgen nødt til at være for mig,« siger hun.

Cirka hver femte kilde på Politiken er kvinde, og det er bare, ja, deprimerende. Og et dybt suk efter den sætning.« Anne Mette Svane, chefredaktør. Foto: Ricky John Molloy

Anne Mette Svane er chefredaktør på Politiken. Hun har det journalistiske ansvar på avisen, der i en kampagne markedsførte sit indhold som »feministisk bøsseævl«. Men Politiken er altså ikke så femipræget, at det smitter af på kildevalget, og det er chefredaktøren ked af.

»Det er deprimerende, fordi det ikke flytter sig mere. Cirka hver femte kilde på Politiken er kvinde, og det er bare, ja, deprimerende. Og et dybt suk efter den sætning,« siger hun.

Ligesom Stine Carsten Kendal peger Anne Mette Svane på, at vanen ofte styrer valget af kilder, når journalisterne skriver: De kendte kilder bliver ringet op igen og igen, og de er for det meste mænd.  
Derfor ligger den afgørende indsats hos ledelsen:

»Det kræver et vedvarende og konstant ledelsesmæssigt fokus i den måde, vi evaluerer og udvikler vores journalistik, hvis vi skal rykke os mere,« fastslår Anne Mette Svane.

For problemet er jo nok, at mange løsninger er prøvet allerede. Kvinfo oprettede deres database over kvindelige eksperter i 1998. Siden starten af 80’erne kæmpede Lone Kühlmann og kollegerne for at give en ny type historier med en mindre maskulin appel en plads i nyhedsstrømmen. Og nyhedsredaktionerne har debatteret spørgsmålet om kvinderne og kilderne med jævne mellemrum, siden Birgitte Seymour skrev sit speciale i 1976.

Og dermed slutter denne artikel, hvor den startede. For måske byder ældre tider stadig på en forklaring, vi kan bruge i dag. Måske har Birgitte Seymour fat i en flig af en sandhed, da hun til sidst i interviewet med Journalistens journalist lufter en aldeles kontroversiel tanke:

»Jeg tænkte i hvert fald dengang, at det ikke var gennem DR, at ændringen ville ske. Ligestilling ville aldrig blive en hjertesag for dem. Danmarks Radio var jo i den grad mandsdomineret. Hvorfor skulle de give slip på deres positioner? Hvorfor skulle de ikke være omgivet af søde og glade kvinder, der holdt mikrofonen for dem? De havde fat i den lange ende, og når man har det, så holder man jo fast.«

Lagde du mærke til, at alle kilder i denne historie er kvinder? Det var slet ikke svært! 
 

Kilder

Birgitte Seymour: ’Kvinden i TV – en undersøgelse af, hvilke kvindeopfattelser, der formidles gennem dansk tv’, 1976

Else Jensen og Madeleine Kleberg: ’Kvinnors roll i TV-Nyheter och underhållningsprogram’, 1982

Kvinfo og Kontrabande: ‘Who Makes The News’, Global Media Monitoring Project 2010

 
 
Kommentarer
1
Mikkel Holmberg
06.03.14 15:17
Endnu en debat, hvor mænd gør
Endnu en debat, hvor mænd gør bedst i at holde mund eller være enig.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen