search

Debat: Pressens kønskvoter er åbenlys diskrimination af mænd

Inden for pressen er der en hel bølge i gang for at sikre ’kvindeandele’. Det går ud over journalistikken og almindelige mænds ytringsfrihed, skriver professor Hans Bonde, der er aktuel med ny bog

I min nye bog ’Vi vil have vores fair andel – på vej mod fifty-fifty-kulturen’ (medvirken: Torsten Skov, Gyldendal) viser jeg, at der omkring år 2020 er tale om opstart af en hel bølge af favoriseringspolitik over for kvinder.

Fifty-fifty-princippet, der sigter på, at kvinder skal opnå mindst 50 % af alle topposter uanset kvalifikationer og interesse, forsøges indført i forskning, kulturlivet, det offentlige, det private erhvervsliv, EU-politik og ved regeringsdannelser. Men det er kun toppen af isbjerget.

Ideologien er blevet så massivt indlejret i hverdagen, at det kan være svært at danne selv en mindre arbejdsgruppe eller en bedømmelseskomité uden hele tiden at skele til kønssammensætning.

Køn som kriterie

Inden for pressen er der en hel bølge i gang for at sikre ’kvindeandele’. Når det er vigtigt at fremhæve dette, er det, fordi det er i pressen, at den frie samfundsmæssige dialog udfoldes, og holdninger, argumenter og synspunkter deles. Man kan spørge, hvor fri denne debat er, når indlæg fra borgerne sorteres ikke alene ud fra kvalitet og relevans, men også ud fra deres kønsidentitet.

Toneangivende medier som Politiken, Information og DR-programmet ’Deadline’ forsøger drastisk at øge andelen af kvinder og personer med anden etnisk baggrund end dansk som kilder til avisens historier. Hermed risikerer man, at det ikke bliver det mest centrale vidne, men en repræsentant med det rigtige køn eller etnicitet, der interviewes eller får optaget et indlæg.

Politiken startede i 2015 en medarbejderkampagne med det mål at øge andelen af kvinder og personer med anden etnisk baggrund end dansk blandt kilderne til avisens historier. Målet var i 2018 at have 50 % kvindelige og 10 % ’anden etnisk end dansk’-kilder. ”Det handler om at lave bedre journalistik,” sagde chefredaktør Anne Mette Svane. Det lykkedes dog kun at nå op på 40 % kvinder frem mod 2018.

Ikke alle medarbejdere var lige begejstrede for initiativet, og med Politikens indlandsredaktør Bo Søndergaards ord: ”Nogle medarbejdere har været meget begejstrede for målsætningen, mens andre mener, at man ikke kan sætte journalistik på formel på den måde.”

Journalisterne på Information skal registrere kønnet på deres kilder i kategorierne mand, kvinde eller ’ikke-binær’, defineret som ’andet end mand og kvinde’. For chefredaktør Rune Lykkeberg er målet at få flere kvinder i spalterne, men det er ikke ukontroversielt. Med hans egne ord: ”Vi har været uenige, men nu gør alle det.”

De nye regler trådte i kraft i oktober 2018, og i februar 2019 var andelen af kvindelige kilder vokset marginalt – fra 34 % til knap 36 %, de mandlige kilder var faldet fra 65 % til knap 64 %, mens de non-binære kilder var faldet med godt en halv % og fyldte 0,16 % af kilderne.

’Deadline’ opererer også med kvinderepræsentation og havde i november 2017 indfriet sin målsætning om at løfte andelen af kvindelige kilder fra 25 til 38 %. En tavle på redaktionen angiver kildernes køn, og der er indført en regel om, at der skal være mindst ét kvindenavn på blokken, når der skal findes mulige kilder til det kommende aftenprogram.

Er det ikke uskyldigt?

Er det ikke ret uskyldigt, at man udskifter f.eks. en mandlig med en kvindelig interviewperson? Ikke ganske. Ifølge den amerikanske professor i politologi og kommunikation Lance Benneth er den vigtigste forklaring på pressens brug af kilder en såkaldt ’indeksering’, dvs. at pressedækning i høj grad beror på den samfundsmæssige elite. Dels fordi der i eliten foretages beslutninger med rækkevidde for mange borgere, dels fordi det er pressens opgave at holde et kritisk øje med elitens overskridelse af dens magtbeføjelser.

Når eliten i højere grad består af mænd end kvinder, vil fordelingen af mænd og kvinder blandt kilderne også gøre det. Med Bennetts ord: ”Denne indekseringsstandard bygger i en vis grad på almindelig demokratisk sund fornuft: Idéen om, at eliters konflikt eller enighed på en eller anden måde afspejler den offentlige interesse.”

Ministre er næsten per definition interessante at dække journalistisk. Hvis der er flere mandlige end kvindelige ministre, vil der også være flere mandlige ministre blandt kilderne, f.eks. via syv kvinder og 13 mænd i den nuværende socialdemokratiske regering. At Mette Frederiksen i perioder dominerede sendefladen under corona-krisen i 2020, havde ikke noget med hendes køn at gøre, men var et udslag af samling om landets politiske leder i en skæbnestund. Når medieorganisationer forsøger at sætte et nyt parameter ind i de rutiner, i dette tilfælde køn, så kortslutter man altså de principper, der normalt er gældende for god journalistik.

Konsekvenser af kønsselektionen

Det samme gælder eksperter. I den såkaldte ’magtudredning’ (Togeby 2003) foregik der en opgørelse af pressens brug af eksperter – forstået som forskere. Her var der en klar overvægt af mænd, hvilket ikke skyldes en bias hos medierne, men derimod, at hovedparten af topforskerne er mænd. Når medierne vil hente en høj procentdel kvinder ind som kilder, kan det derfor betyde, at man ikke får fat på de bedste eksperter eller måske slet ikke de egentlige fageksperter inden for et givet område.

Med sådanne former for kønsselektion risikerer vi kort sagt, at magthaveres og eksperters viden og ekspertise ikke i fuldt omfang udnyttes, og at magthaverne i mindre grad stilles til ansvar for deres handlinger. Samtidig vil der blandt mediebrugerne brede sig en holdning om, at kvindelige beslutningstagere er mindre dygtige eksperter end mandlige.

Det kan dog ikke udelukkes, at nogle medier holder fast på, at eksperterne og magthaverne skal tages fra øverste hylde. I så fald risikerer man, at de fylder så meget i den mandlige andel af kvoten, at ytringsfriheden er drastisk nedsat for almindelige mænd, der skal være mere end ualmindeligt heldige for blot at få et læserbrev igennem.

Af egen drift

Der er dog også journalister, der mener, at kvinder af egen drift burde bidrage mere til den demokratiske dialog ved at melde deres mening oftere ud i medierne. Således skrev Politikens debatredaktør, Susan Knorrenborg, den 8. marts 2020:

”Jeg kan berolige Cevea-folkene med, at de ikke er de eneste, der tæller. På Politikens debatredaktion gør vi det på daglig basis. Det gør vores ledelse også. For nylig indførte den sågar en tavle, der løbende optæller kvindelige kilder, og det er nærmest umuligt at hente en kop kaffe uden at skulle passere skammens alter. Det er nemlig sin sag at få damer i avisen. Langt færre kvinder end mænd sender indlæg ind, og når man opfordrer dem til at blande sig i debatten, nøler de langt mere end mænd.”

Kvinder dominerer kønsdebatten

Der er dog ét felt, hvor kvinder dominerer: Kønsdebatten. Her kræves der dog aldrig ’kønsbalance’. Inden for denne genre gælder den identitetspolitiske tendens til, at man ikke lytter til argumentets styrke, men snarere skeler til afsenderens køn. Derfor må mange mænd nærmest starte med en undskyldning for overhovedet at udtale sig. Som det her rammende og med et glimt i øjet fremstilles af den fhv. professor i statskundskab Ole P. Kristensen, der indleder en artikel om køn, ledelse og uddannelse: ”Selv om det er uklogt og farligt for en hvid, heteroseksuel mandlig ’boomer’, der formodes at være privilegieblind og forstokket, at kloge sig på ligestilling mellem mænd og kvinder, prøver jeg alligevel.”

Kun få taler åbent om særbehandlingen af kvinder i medierne. En af dem, der gør, er Amalie Lyhne: ”Der er ulemper ved at være kvinde, men der er også store fordele – for eksempel nyder man godt af de uformelle kvindekvoter.” Hun skriver:

I mit virke som skribent og debattør bliver jeg ofte inviteret til at deltage i debatter, og som regel sker det på baggrund af noget, jeg har skrevet. Men ikke altid. Nogle gange får jeg en invitation, som ikke giver mening, fordi jeg ikke har beskæftiget mig med emnet. Jeg ved godt, hvorfor det sker, men jeg morer mig alligevel over at spørge om årsagen, for der er tale om et tabu, og tabuer er sjove at bryde: ”Hvorfor inviterer I egentlig mig? Er det fordi, I ikke kunne finde nogle relevante kvinder, og I vil ikke kun have mænd med? Altså, I inviterer mig, fordi jeg er kvinde?” Som regel bliver der helt stille i den anden ende af røret i flere pinlige sekunder, og så kommer det obligatoriske ”nej, nej, overhovedet ikke!” Det er naturligvis løgn. Den slags uformelle kvindekvoter eksisterer overalt, og det er der sådan set ikke noget galt med.”

Amalie Lyhne fortsætter:

”Hvis jeg var en ung mand, som gerne ville frem i verden og flere gange havde oplevet at blive sorteret fra på grund af de uformelle kvindekvoter, ville jeg godt nok mærke en følelse af uretfærdighed boble indeni – og da især, hvis jeg ikke måtte tale åbent om det. For lad os lige holde fast i, hvad kvindekvoter egentlig er (formelle eller uformelle): Det er den aktive fravælgelse af mænd, som er bedre kvalificerede, i bestræbelsen på at få en mere ligelig kønsfordeling. Barren er altså i mange sammenhænge lavere for kvinder.”

Diskrimination af mænd

Amalie Lyhne har også blik for, at det nu er feminister, der er begyndt at sortere på køn i stedet for at se på hele personligheden, hvilket rammer mange introverte mænd. For ”der er tale om diskrimination af mænd”, når man ”gør en ekstra indsats for at opdage kvinder, der endnu ikke har gjort deres indtog på den offentlige scene, eller er trådt ind i karrierens rampelys, men ingen ekstra indsats for at opdage mænd i en tilsvarende situation … Man hører stort set aldrig mænd klynke over det her. Ja, ingen taler i det hele taget om det. Men det bør vi gøre – for fuldstændighedens og den oplyste debats skyld.”

Hvem ved, måske vil denne åbenlyse diskrimination af mænd i medierne en dag føre til, at almindelige mænd samler sig i en partsinteresse for at opnå samme ytringsfrihed som almindelige kvinder.

Hans Bonde er professor, dr.phil.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen