”Kvindelige kandidater får mindre spalteplads.”

Sådan lyder overskriften i en pressemeddelelse, der i dag lancerer en ny rapport om mediernes dækning af mandlige og kvindelige kandidater op til folketingsvalg.

Pressemeddelelsen konkluderer også, at forskellen er blevet større ved det seneste valg.

Men når man graver ned i rapporten, viser det sig, at forskellen passer meget godt med, at der er flere mandlige kandidater opstillet. Så måler man omtale i forhold til antallet af kandidater, er der reelt ikke nogen diskrimination af kønnene, lyder konklusionen.

”Medierne er rigtig gode til at afspejle virkeligheden, de rapporterer fra. Og der er ikke den store forskel i omtale for den enkelte kandidat,” siger professor ved SDU Ulrik Kjær.

En gennemsnitlig kvindelig kandidat bliver derfor omtalt 6,5 gange. En mandlig 7,2 gange – også selv om mænd samlet er omtalt cirka 1.800 gange og kvinder cirka 1.200 gange.

Modsatrettede konklusioner

Er tallene et udtryk for, at medierne skaber en skævhed mellem kønnene?

”Nej. Og undersøgelsen viser også, at medierne faktisk i 2011 og 2015 var ret flinke ved de få kvindelige folketingskandidater – her blev kvinderne i gennemsnit omtalt mere end mændene. Når kvinder får mindre samlet omtale, skyldes det i høj grad, at der er færre kvindelige kandidater,” siger professor Ulrik Kjær.

Professoren mener dog ikke, at konklusionen på pressemeddelelsen er forkert.

Per person får kønnene næsten samme antal omtaler. Er jeres konklusion ikke misvisende?

”Nej. Der er to konklusioner, som ser ud til at stritte imod hinanden, men de er rigtige begge to. Gennemsnittet viser, at medierne ikke favoriserer et køn. Men hr. og fru Jensen får stadig et billede af, at en politiker oftest er en mand.”

Kan du ikke være bange for, at konklusionen i jeres pressemeddelelse bliver tolket således, at folk får et billede af, at medierne diskriminerer baseret på køn?

”Nej. Jeg vil sige det således: Medierne har måske tidligere favoriseret kvindelige politikere. Det gør de ikke længere. Den ændring synes vi, det er interessant at have en diskussion af. Vi lægger ikke op til, om der er noget galt, eller om der skal gøres noget ved det.”

Partier er skurkene

Ifølge Ulrik Kjær peger pilen på de politiske partier, når der skal placeres et ansvar for skævheden.

”Hvis man vil snakke om en skurk, er det dem. Det er partierne, der vælger, hvem der skal stå på listerne,” siger han.

”Leder man efter en skurk, er det ikke medierne,” tilføjer han.

Han fortæller samtidig, at den markante dækning af kvinder ved folketingsvalg i 2011 og 2015, hvor kvindelige kandidater i gennemsnit fik mere omtale end mandlige kandidater, godt kan have haft en positiv effekt på kønsfordelingen af politikere efterfølgende.

Her er der nemlig kommet en større andel kvindelige politikere – og i 2019 var der ifølge Altinget rekord, da 35,4 procent af kandidaterne var kvinder.

Den virkning risikerer dog at forsvinde nu, siger han.

”For kvinderne fortsætter den positive diskrimination ikke. Den kan godt have fået flere kvinder til at komme på banen. Men den er stoppet nu,” siger professor Ulrik Kjær.