Med mottoer ”stuff you can turn” har et nyt magasin om teknologi set dagens lys. Bladet henvender sig til kvinder, der elsker gadgets, apps, digital kultur og lækkert design – men mænd må også gerne læse med. Det siger kvinden bag magasinet, Christiane Vejlø.
På forsiden af det første nummer på 34 sider ser man ”fem seje digitale damer” Malou Aamund, Pernille Rosendahl, Natasha Friis Saxberg, Tine Thygesen og Christiane Vejlø selv. Det valg er ikke tilfældigt, fortæller Christiane Vejlø. Gadgets-blade til mænd plejer nemlig at have en ung bikinimodel på forsiden, som intet aner om teknologi.
»Jeg vil gerne vise et intelligent alternativ, der henvender sig til alle de kvinder i miljøet, der interesserer sig for teknologi. Derfor har vi fremhævet fem digitale kvinder på forsiden,« siger hun til journalisten.dk.
Female Inclusive
Magasinet er gratis, kommer på nettet to-tre gange årligt, og ambitionen er at formidle historier om teknologi på en anden måde. I det første nummer anbefaler fotograf Sif Meincke forskellige gadgets, der er en undersøgelse af kvinders mobile liv og præsentation af elektroniske dimser, der kan fremme motivationen for at løbe.
»Teknologistof bliver altid kommunikeret som noget kompliceret, hvor det handler om teknik og performance. Men det er jo ikke sådan, almindelige mennesker ser på teknologi,« siger Christiane Vejlø, der kalder konceptet ”Female Inclusive”. Det vil sige, at kvinder er tænkt som målgruppe, men det henvender sig også til mænd, der deler kvinders ønske om teknologi med høj brugervenlighed, funktionalitet og lækkert design.
»Der er i dag ikke noget magasin, der dækker teknologiområdet på den måde. Ikke engang på verdensplan. Jeg er i hvert fald ikke stødt på det.«
Der er blevet talt meget om, at Danmark trænger til et intelligent dameblad. Er Elektronistas magasin det?
»Jeg vil gerne have, at det bliver opfattet som et intelligent blad, fordi vi ikke taler ned til målgruppen. Bladet taler tydeligt til kvinder, men vi udelukker ikke mænd. Så måske er der både mænd og kvinder på forsiden næste gang,« siger Christiane Vejlø.
Hun har talt med 800 kvinder mellem 25 og 55 år om deres interesse i teknologi. Der er ofte tale om købestærke kvinder, som producenter af teknologi ofte overser.
»De aner ikke, at halvdelen af befolkningen også er deres målgruppe. De henvender sig kun til mænd og kommunikerer ofte i et meget mørkt og traditionelt sprog. Og når de skriver til kvinder, bliver det ofte alt for lyserødt og cocktailagtigt – og præsenteret lidt dumt, så det ikke ser for besværligt ud,« siger Christiane Vejlø.
Når de skriver om mobiltelefoner, tager de for eksempel også et billede af en lyserød mobil.
»Så der også er noget for kvinderne.«
Christiane Vejlø, der også er vært på radioprogrammet Elektronista på Radio24syv, siger, at magasinet ikke bliver Elektronistas hovedprodukt, men et gratis tilbud, der skal supplere de andre aktiviteter i firmaet, blandt andet rådgivning og trendseminarer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.