»God gammel årgangsvin på virkelig flotte nye flasker«

I aften lancerer Politiken sit nye digitale magasin. Bladet kommer mest til at bestå af daggamle features, som nu kan læses i lækkert layout på Politiken.dk - renset for reklamer, lover redaktør Kim Faber. Også Jyllands-Posten har skabt en ny digital zone for feature-journalistik

I aften er det tid til at brygge en god kop kaffe og finde en lun plaid frem. Her lancerer Politiken nemlig deres nye digitale magasin ’Magasinet’ – og i den forbindelse opfordrer de i nyheden her læserne til at læne sig tilbage og nyde indholdet.

Hvis du allerede troligt læser Politiken, er du dog ikke i målgruppen. Selv om der kan være nyt indhold i 'Magasinet', vil det meste af indholdet være feature-artikler, der allerede har været bragt i papiravisen – for eksempel i søndagstillæget PS. Det lægger redaktør for 'Magasinet' Kim Faber ikke skjul på over for Journalisten:

»Vi vil sagtens kunne lægge artikler fra PS ud i ’Magasinet’ både om tirsdagen, onsdagen og torsdagen. ’Magasinet’ henvender sig nemlig til dem, der ikke allerede har læst den trykte avis. Det er de kunder, der ikke henter avisen ude på måtten hver morgen, men som i stedet bruger Politiken.dk som deres primære aviskilde,« siger han.

Intet der bimler og bamler

Politikens nye digitale magasin vil ikke få sin egen stab af skribenter, der skal levere journalistik særligt produceret til ’Magasinet’. I stedet er der tale om en særlig zone på Politiken.dk, hvor portrætter, features og fortællinger fra den trykte avis bliver præsenteret i et nyt layout, som øger læseoplevelsen.

»Man kan kalde det en slags 2. sektion på nettet,« siger Kim Faber, som forklarer, at tiltaget kommer som en konsekvens af, at Politiken.dk ikke har været gode nok til at udnytte nettets muligheder for at lade læseren fordybe sig i en artikel:

»Vi har altid bare brugt det samme layout på historierne fra PS, som vi har brugt på resten af nettet. Men det bliver anderledes nu. På de artikler, der præsenteres i det nye layout, vil der hverken være annoncer eller henvisninger til andre artikler i læsefeltet. Der vil ikke være noget, som bimler og bamler, og der vil ikke pludselig komme en Toyota kørende hen over siden,« siger han.

JP: Mere ro på nettet

Dermed ligger tankerne bag Politikens nye digitale magasin på linje med ideen bag feature-zonen 'Indblik', som Jyllands-Posten i sidste uge lancerede bag deres betalingsmur. Også her kommer tiltaget for at forbedre måden avisens feature-journalistik præsenteres på digitalt, forklarer chefredaktør Pierre Collignon:

»Før var det sådan, at vi på nettet ikke altid kunne levere en læseoplevelse og et design af samme kvalitet som journalistikken. Det er svært, når det hele er pakket ind i samme gamle nyhedsformat, som er optimeret til, at du hele tiden skal klikke videre. Men nu har vi givet magasin-historierne det design, de fortjener online. Der er mere ro og bedre mulighed for at samle tankerne,« siger han.

Ligesom på Politiken er der ikke blevet ansat nye journalister til Jyllands-Postens nye digitale feature-zone. Indholdet til den nye platform skal i stedet komme fra de allerede eksisterende redaktioner, hvor feature-genren skal prioriteres højere.

»Vi omprioriterer de kræfter, vi har, så vi kan skrive i den her form. Helt konkret må vi træffe nogle hårdere valg om, hvilke historier vi går ind i, så vi kan reservere kræfter til at give unik merværdi,« siger Pierre Collignon, som forestiller sig, at historierne fra det digitale 'Indblik'-univers ofte også vil kunne findes i den trykte avis.

Gammel vin på flotte nye flasker

På Politiken understreger Kim Faber, at der »fra tid til anden« også vil blive produceret unikke historier særligt produceret til ’Magasinet’. Men det vil nærmere være undtagelsen end reglen. Alligevel mener han ikke, at man på den måde snyder læserne til at tro, at de får unikt stof i det nye digitale magasin.

»Målet med det her er at udnytte de muligheder, vi har for at øge læseoplevelsen online. Samtidig kan nogle artikler fra avisen få mere et eksklusivt præg, ved at vi for eksempel kan bringe flere billeder og få dem mere ud i fuldskærm,« siger han.

Men er der dybest set ikke bare tale om gammel vin på nye flasker?

»Jo, det kan man til dels godt sige. Men det er fandeme nogle flotte flasker! Det ER stof, vi har produceret i forvejen – men vi giver det i et nyt format til en anden læsergruppe. Jeg vil kalde det god gammel årgangsvin på virkelig flotte nye flasker,« siger Kim Faber.

Er det ikke noget, som vil betyde, at den enkelte journalist skal løbe ekstra hurtigt, når vedkommende nu også skal tænke i digitale elementer til den store PS-feature?

»Jeg vil ikke påstå, at det her ikke kan komme til at give ekstra arbejde. Og det er også en diskussion, vi har. Journalisterne kan blive mere presset af at skulle tænke i de her nye formater – men det er min opgave at hive fat i dem og snakke om, om vi for eksempel skal have ekstra lyd eller billeder med hjem til Magasinet. Og så skal vi generelt vænnes til at tænke digitalt fra første færd,« siger Kim Faber.

0 Kommentarer