Og det emperiske grundlag for
Og det emperiske grundlag for analysen? Ikke eksisterende. Men når nu det er politisk korrekt at udpege en svensk kvinde, gør det jo heller ikke så meget.

Fedt!
Fedt!

Hvad med at præmiere
Hvad med at præmiere samfundets svindel i forhold til borgerne?

En replik til en artikel på journalisten.dk, der stjal et udsagn af mig fra Radio24syv´s Cavling Komiteen og smed det ind uden sans for nuancer. Det handler om journalistik, kvindelige og mandlige journalister, kvindelige og mandlige stofområder og Cavlingpriser - samt kvinder og mænd i almindelighed

Af HANNE DAM
Er der forskel på kvindelige og mandlige journalister? Er der kvindelige og mandlige stofområder i medierne? Er de traditionelt mandlige stofområder for svære for kvinder?
Så dumt kan man spørge. Og kommer man ubevidst til at spørge efter læsning af artiklen ”Carolina er en af verdens bedste graverjournalister” på journalisten.dk, Dansk Journalistforbunds netavis. Artiklens hensigt er at præsentere læserne for en 28-årig svensk, ofte prisbelønnet journalist, Carolina Neurath, der skriver om økonomi. Det er hende, der i artiklen bl.a. siger, at hun ikke mener, man kan tale om kvindelige og mandlige stofområder.
God journalistik er kritisk, og det vil Jakob Albrecht på journalisten.dk også gerne være. Så han giver Neurath modspil og artiklen kontekst ved hjælp af to løsrevne linjer hentet i et debatprogram i radioen, mere præcist Cavling Komiteen (Radio24syv) den 12. september. Her siger en tidligere Cavlingvinder, journalisten Hanne Dam, følgende om et forslag fra en af de øvrige debattører om at indstille journalisterne Sebastian Gjerding og Henrik Moltke til Cavlingprisen for deres NSA-afsløringer i Information:
”Det er et rigtig maskulint valg og fuldstændig efter en almindelig Cavling-norm. Det er hårdt stof, som er svært at gennemskue. Det er traditionelt maskulint.”
Punktum.
Hvor ville jeg dog gerne have haft lejlighed til at udbygge både i Cavling Komiteen og på netavisen, hvor jeg nu fremstår som en betonklods fra 70´erne. Hvilket fremfor at stimulere kønsdebatten bare gøder de normer, der i årevis har forhindret os i at komme konstruktivt videre.
Artiklens aktører, Caroline og jeg, taler tydeligvis i øst og vest hen over generationer, historik og et hav af mellemregninger.

JO – DER ER EN FORSKEL
Ingen ved deres fulde fem vil vel nægte, at der - mange års ligestillingsdebat og mange tegn på opløsning af de faste kønsroller til trods - stadig er en tendens til, at kvinder interesserer sig mere end mænd for at skrive om fødsler, ligestillingslovgivning, bæredygtigt tøj og mad, skilsmisser osv. Jeg ser mænd skrive om de samme emner. Det glæder mig og forhindrer en generalisering, men skævheden er ikke ophævet.
Tilsvarende ser jeg en række kvinder drage i felten og med tørklæde om hovedet skildre krigens gru. Jeg kender adskillige kvinder, der skriver om økonomi, miljø og politik. Det betyder bare ikke, at der ikke stadigvæk er flest mænd på Christiansborg-redaktionerne. Eller at der ikke er flere mænd, der finder det naturligt at interessere sig for PET og overvågning.
Min pointe er ikke, at overvågning er ”uoverskueligt” og derfor ikke noget for kvinder. Overvågning er formentlig ikke mere uoverskueligt for en dygtig journalist med god tid end adoptionssvindel og anden magtmisbrug på såkaldte bløde områder. Jeg anser ikke kvinder for at være mindre intelligente end mænd. Eller mindre vidende.
Det er bare sådan, at nogle kvinder – måske de fleste – stadig har mest lyst til at beskæftige sig med eksistentielle problemstillinger i forlængelse af den traditionelle kvinderolle. Nogle kvinder bliver simpelthen mere oprørte over, at en pædagog nu skal passe yderligere ti børn på de samme antal kvadratmeter, at kvinder får en abortpille, så de kan spare samfundet for udgifter ved at abortere derhjemme alene - eller at kvinder i dag sendes hjem to timer efter en fødsel og selv må praje en taxa på gaden i nok så iskold en nat, end de bliver ved tanken om, at nogen overvåger deres telefon eller deres land.
Selvfølgelig kan kvinder lave undersøgende journalistik om overvågning og økonomisk svindel. Det handler ikke om, at kvinder er ligeglade med økonomi – mange af os synes bare ikke, det er det vigtigste i livet. Mange kvinder føler sig mere tilfredse ved fx at afsløre de svindlere, der tjener tykt på at fuppe medborgere i ulande til at bortadoptere deres børn, eller afsløre uanstændige arbejdsforhold for gravide rengørings- og butiksassistenter. Måske fordi vi har nemt ved at identificere os med dem? Men også fordi – hvem fastholder ellers de emner i medierne? Mændene skriver og laver lyd om bløde emner engang imellem. Men hvem bliver ved og ved, til der sker en forandring?
Hvad jeg kæmper imod er, at mit fag anser det for ”finere” at afsløre gedulgt banksvindel og diverse mørkemænd end åbenlys fortræd a la velfærdssamfundets svindel med begreber som værdighed og respekt i forhold til levende mennesker. Er det ikke lige så værdifuldt at afsløre fællesskabet i at bilde borgerne ind, at det må være slut med fx rengøring til de gamle eller hjælp til at lære at amme sin nyfødte, når det i den grad er et spørgsmål om fordeling af eksisterende ressourcer?
Modsat hvad man kunne tænke efter det løsrevne citat af mig i Cavling Komiteen, er det ikke mit feministiske mål at bevare kønsforskellen på hverken det journalistiske eller andre arbejdsmarkeder. Vi flytter os hele tiden og heldigvis for det. Charlotte Aagaard rejser rundt i krigsramte lande for Information på linje med sine mandlige kolleger på andre medier. Christine Cordsen og Mette Østergaard analyserer i henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken, hvad der sker i dansk politik osv. Osv. Min pointe i Cavlingdiskussionen var alene, at jeg ikke forstår, hvorfor det udelukkende er journalistik efter den traditionelt mandlige skabelon, der indstilles til prisen?
ER UNDERSØGENDE JOURNALISTIK ”FINERE?”
Hvorfor går Cavlingprisen oftest til mænd, der skriver om penge og magt? Lad os udvide synsvinklen til også at fange skæve, herunder traditionelt kvindelige, blødere emner. Min egen - ifølge medieforskeren Ida Willig - højst utraditionelle Cavlingpris fik jeg for i Information at give kønsrolledebatten en ny dimension med afsmitning til de øvrige medier. Hvad jeg reelt gjorde, var såmænd bare at indtage en kvindelig synsvinkel og give kvinder ordet, hvad journalister ikke havde for vane i 70´erne og 80´erne. Når der var arbejdsløshedsdebat i Folketinget, satte jeg mig fx ikke bare i presselogen og lyttede, men undersøgte, hvad ændringerne betød for kvinderne. Og så fremdeles.
Den fremgangsmåde er tiden løbet fra. I stedet har vi nærmet os det, hele min indsats som kønspolitisk reporter gik ud på: At nedlægge stillingen og få også de mandlige reportere til at inddrage kønssynsvinklen. Det går heldigvis fremad. Men vi ikke i mål. Der er stadig flest mænd, der skriver om overvågning og flest kvinder, der skriver om aborter.
Jeg er muligvis overfølsom, men jeg fornemmer ikke desto mindre, at artiklen på Journalisten.dk oser af den holdning, at undersøgende journalistik er mere krævende end anden journalistik. Det synes jeg ikke, man kan sige generelt. Al god journalistik er undersøgende.
ER det mere undersøgende at sætte tre måneder af sit liv af til vedholdende og hver dag at grave sig frem til en afsløring af magtmisbrug end det er år ud og år ind i måske 20 år at grave historier frem, der artikel for artikel øger forståelsen for fx klimaforandringer eller kønsroller?
Indstillingerne til Cavlingprisen inspirerer mig hvert år til at stille det spørgsmål. Nu må det slutte.