
Nørrebro/Nordvest Bladet er en af otte ugeaviser, Hovedstadens Mediehus udgiver. Foto: Jo
Når medarbejderforeningen for journalister i Hovedstadens Mediehus holder generalforsamling på fredag, kan de se frem til at være højst fem forsamlet.
Det er udsigten, efter Hovedstadens Mediehus – der står bag ugeaviser som Frederiksberg Bladet, Amager Bladet og Østerbro Avis – i dag har fyret to journalister fra ugeaviserne.
”Vi har sagt farvel til yderligere to kollegaer i dag, så det er nummer fire inden for to måneder,” konstaterer Bo Børresen, tillidsrepræsentant i Hovedstadens Mediehus.
Ifølge hans optælling er der tale om den syvende sparerunde på tre et halvt år.
I november sidste år blev ugeavisernes sidste fotograf sparet væk, og med udgangen af marts blev yderligere to redaktionelle stillinger sparet væk.
Dermed er der otte menige redaktionelle medarbejdere tilbage på de otte ugeaviser med et samlet oplag på 283.000. Heraf er fem medlemmer af medarbejderforeningen
“Alarmerende ondt på økonomien”
Det er Jysk Fynske Medier, der for nylig overtog ejerskabet af Hovedstadens Mediehus, der står bag sparerunden i dag. Jysk Fynske Medier har også foretaget en fyringsrunde på Helsingør Dagblad, hvor to redaktionelle medarbejdere er bleet fyret.
Foreløbigt har de redaktionelle medarbejdere i Hovedstadens Mediehus ikke fået stillet i udsigt, at der skal udkomme færre avistitler, eller at produktionen på anden måde bliver justeret for at kompensere for de færre hænder.
De seneste uger er ugeaviserne udkommet med lavere sidetal end normalt på grund af corona og den afledte annoncekrise.
Hvordan kommer læserne til at kunne mærke sparerunden?
”Det er godt nok for tidligt at kunne sige. Hvis vi fortsætter med at lave så små aviser, som vi gør nu, så gør det ikke lige så ondt, men så gør det til gengæld alarmerende ondt på økonomien,” siger Bo Børresen.
Rettet i rubrik, underrubrik og brødtekst 01.03.2021 kl. 16.45:
Tidligere hed rubrikken: “Hovedstadens Mediehus fyrer to af syv journalister”, men Journalisten er blevet gjort opmærksom på, at der var ti og ikke syv journalister på redaktionen før sparerunden. Derimod var der syv journalister i medarbejderforeningen og efter sparerunden fem.
Underrubrikken hed tidligere: “På syv måneder er antallet af redaktionelle medarbejdere på ugeaviserne i København og på Frederiksberg halveret fra ti til fem,” men det er antallet af medlemmer af medarbejderforeningen, som er halveret og ikke antallet af medarbejdere på redaktionen.
I brødteksten er: “Dermed er der fem menige redaktionelle medarbejdere tilbage på de otte ugeaviser med et samlet oplag på 283.000.” ændret til, at der er otte menige redaktionelle medarbejdere tilbage.
Journalisten beklager fejlene.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
-Jesper