Håb for digital panikdag – systemet brød ikke sammen i test

Panikdagens digitale system blev testet i dag uden at bryde sammen. Praktikkoordinator tror, at næste panikdag kan afholdes digitalt, men han tør ikke garantere det endnu. ”Der er nogle enkelte fejl, som vi skal se på”

Det digitale praktiksystem, der skal matche studerende og praktiksteder, skulle i dag igennem en stor test.

Den er nu ovetstået. Og den umiddelbare melding fra praktikkoordinator Martin Vestergaard fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er, at testen gik godt.

”Det gik langt bedre end tidligere. Før har vi oplevet serverproblemer, hvor systemet ikke kunne klare, at der var så mange på. Det var der ikke nogen antydning af her. Der var 253 på under testen, og den frøs ikke. Så stresstesten gik fint,” siger han.

Inden testen havde Martin Vestergaard onsdag i sidste uge til Journalisten sagt:

”Hvis testen ikke lykkes, ved jeg ikke, hvad vi gør. Ingen kan huse det her arrangement fysisk mere. Hvis det digitale system ikke virker, må vi ud og leje lokaler et eller andet sted. Det vil være en kæmpestor udfordring,” sagde Martin Vestergaard.

Men lige nu ser det ud til, at frygten var ubekymret – ”med det forbehold, at jeg ikke har set alle tilbagemeldinger endnu”, siger Martin Vestergaard.

Enkelte fejl i testen

Martin Vestergaard kan dog ikke love, at Store Match Dag – der også er kendt som Panikdagen – kommer til at køre digitalt.

”Det ville være for tidligt. Der er nogle enkelte fejl, som vi skal se på, hvor dybt stikker. Jeg skal heller ikke være lalleglad optimistisk,” siger han og tilføjer:

”Vi får en masse feedback fra studerende og praktiksteder. Der var nogle, der ikke kunne trykke på nogle knapper og lignende, og det ser it-folkene på lige nu. Så er spørgsmålet, om det er en fejl i systemet eller hos dem, der testede det,” siger Martin Vestergaard.

”Men det er små ting i det store billede. Overordnet er responsen god.”

Mangler stadig digitalt matchroom

I testen gik praktiksteder og studerende igennem de tre runder, der skal være på den digitale panikdag. I hver runde tilkendegiver medierne, hvilke praktikanter de vil have, hvorefter praktikanterne kan se, hvem der er interesserede i dem, og vælge, hvor de vil i praktik henne. Journalisten har tidligere beskrevet, præcis hvordan det er planen, det skal fungere.

Efter de tre matchrunder er det meningen, at studerende uden plads får en oversigt over ledige pladser. En slags digitalt matchroom.

Denne del var dog endnu ikke klar til at blive testet.

”Men det er ikke et problem for den vigtigste del af systemet, som vi testede i dag,” siger Martin Vestergaard.

0 Kommentarer

Læs også

Panikdagen er i årtier foregået i de grå blokke på DMJX i Århus. Her ses hornet, som sætter dagen i gang i 2015.

Panikdagen skal være digital: ”Hvis testen ikke lykkes, ved jeg ikke, hvad vi gør”

11. MARTS 2020
Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’

05. NOVEMBER 2019
data_usage
chevron_left
chevron_right