search

Panikdagen efteråret 2015, hvor medier og studerende for første gang måtte lave forhåndsaftaler. Forsøget blev droppet. Mathilde Bech

i

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’

Et sygt system. En kaotisk dag. En årelang opvisning af lyssky aftaler og kreative krumspring. Gennem årene har tusindvis af mediestuderende oplevet panikdagen på nærmeste hold. Men nu er årtiers kamp mellem junglelov og orden slut – en kamp, som ingen tror et nyt computersystem kan vinde

Panikdagen – også kendt som Store Match Dag – har i årtier stået som en af mediebranchens mest ikoniske begivenheder. Alene de seneste 10 år har skønsmæssigt 5.000 studerende været igennem dagen, der er blevet beskrevet som et ”freakshow” og et ”darwinistisk sækkeløb” med adrenalin, båthorn og gråd på gangene.

”Stemningen ude i bunkeren på panikdagen er jo sådan noget, man kunne lave en reality-dokumentar om,” siger Per Thiemann, der har været praktikantvejleder hos Politiken de fleste af årene siden 2010.

Og fra praktikantvejleder på DMJX Pia Færing lyder det:

”Panikdagen er udviklet som et forsøg på at organisere noget, hvor kaos er værre. Det er ikke en gennemtænkt organisatorisk konstruktion. Det er derfor, mange ryster på hovedet af den,” siger hun.

Men i morgen afvikles den for sidste gang i sin kendte form. Næste år tager et computersystem over for at skabe mere ro over situationen. Og fordi DMJX flytter til nye lokaler i Aarhus, hvor der ikke er plads til de mange mediechefer og studerende.

Computersystemet fik også opgaven i november sidste år, men serveren gik i stå midt i det hele. Derfor er den fysiske udgave vendt tilbage for sidste gang i morgen.

Teknikerne har dog lovet, at it-problemerne vil være løst til næste år, oplyser praktikvejleder på DMJX Pia Færing.

”Det tror jeg på, indtil det modsatte er bevist,” siger hun.

 

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’ 2

Pia Færing på panikdag, efterår 2015. Mathilde Bech

Panikken tog fart i 90’erne

Går man tilbage i tiden, var de studerendes praktiksøgning tidligere en mere fredsommelig affære. I 80’erne rejste de studerende rundt i landet for at møde medierne, efter at ansøgningerne var afleveret. Processen kunne tage flere dage, og medierne betalte rejsen.

Seks eksempler på koks i panikdagen

1998

De journaliststuderende foreslår, at et udvalg på skolen skal finde det bedste match mellem praktiksteder og ansøgere. Men på panikdagen bryder aftalen sammen efter en time, fordi Politiken gør, som de plejer og ansætter med det samme.

Men i 90’erne kom aviskrigen, og situationen spidsede til.

”Medierne blev så konkurrencemindede om alt. Og de så det som helt essentielt at rekruttere de rigtige praktikanter. De havde en forestilling om, at hvis vi får de rigtige folk ind nu, så vinder vi,” siger Jens Nørlem – praktikvejleder på journalisthøjskolen fra 1998 til 2002.

Medierne kunne enten vente på, at posten kom med ansøgningerne, eller de kunne få dem udleveret på journalisthøjskolen – der i dag hedder DMJX – klokken 8.00, hvorefter de straks kunne begynde at ansætte.

Jens Nørlem husker, hvordan flere og flere valgte den sidste løsning. Og panikdagen, som vi kender den, tog form.

Haagerup og postsækken

2009

Der indlægges halvanden times læsepause, før praktikstederne må kontakte ansøgerne.

B.T. får karantæne, fordi avisen kontakter en ansøger før tiden.

Undervisningsministeriet underkender dog senere karantænen.

En af de mediechefer, der dengang ansatte praktikanter, var Ulrik Haagerup, daværende chefredaktør for Jyllands-Posten. Han beskriver mediernes tilstedeværelse i Aarhus sådan her:

”Det var som et ulvekobbel, klar til at angribe nogle får inde i midten, som var rystende skræmt ved udsigten til, at de ikke blev spist.”

Selv fandt han en måde at ’hacke’ systemet på uden at bryde reglerne.

Jyllands-Posten fik 60-80 ansøgninger per gang, og Ulrik Haagerup mente, det var nødvendigt at læse dem, inden klokken slog 8. Ellers risikerede han, at medier med færre ansøgninger snuppede de mest eftertragtede praktikanter – inden han selv nåede at læse sine ansøgninger.

 

2013

28 ud af 161 ansøgere oplevede, at medier kontaktede dem personligt før den seneste Store Match Dag, viser undersøgelse fra Danske Journaliststuderende. Der er typisk tale om opkald eller sms-beskeder, før dagen officielt bliver skudt i gang.

”Derfor gjorde jeg det – og det fortæller også, hvor sygt systemet var – at jeg tænkte: Hvornår kan jeg få fat på de her kuverter?” husker Ulrik Haagerup.

”Og så er det bare at regne baglæns. På et eller andet tidspunkt er der nogen, der putter dem i en postkasse. Og så bliver den postkasse tømt og kørt ned på et postkontor, hvor det bliver fordelt. Og så bliver det kørt ud til et sted, hvor postbudene henter deres post,” siger han.

”En kæmpe konkurrencefordel”

Ulrik Haagerup sørgede for, at hans private adresse stod på kuverterne, og fandt ud af, at Ry Posthus var mellemstation. Her lærte han de mennesker at kende, der sorterede posten om natten.

”Jeg vidste præcis, hvilken postsæk jeg skulle hoppe ned i for at få fat i de kuverter,” siger han.

Så når konkurrenterne fik deres ansøgninger klokken 8.00, havde Ulrik Haagerup læst Jyllands-Postens ansøgninger – og var klar til at ansætte.

 

2015

For første gang må medier og studerende lave forhåndsaftaler inden panikdagen. Ændringen betyder dog, at panikdagen udvikler sig til en ”panikuge”. Forsøget droppes.

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’ 3

Ulrik Haagerup i 2002. Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

 

2016

Medier og praktikanter skal finde hinanden ”i ro og mag” ved en praktikmesse i Odense. Men kort inden messen melder TV 2 ud, at de vil ansætte deres praktikanter tidligere. De andre store praktiksteder reagerer ved at trække sig fra aftalen.

”Og det gjorde så, at Jyllands-Posten i en årrække, op gennem 90’erne, fik nogle af fagets allerdygtigste praktikanter og bagefter kunne ansætte dem. Det var en kæmpe konkurrencefordel,” husker Ulrik Haagerup.

Men det er ikke alle, der synes lige godt om metoden.

”Ulrik Haagerup er meget skyld i, at systemet er, som det er i dag. Man lukkede et damp-barn ind. Det var ham, der pressede citronen.”

Pia Færing, DMJX

 

2018

Panikdagen afløses af et computersystem, der matcher praktikaftalerne med grønne, gule og røde farver. Systemet bryder dog hurtigt sammen på panikdagen.

”Ulrik Haagerup er meget skyld i, at systemet er, som det er i dag. Man lukkede et damp-barn ind. Det var ham, der pressede citronen,” siger Pia Færing fra DMJX.

Til kritikken skriver Ulrik Haagerup i en mail:

”Man skal holde reglerne. Selv de underlige. Og hvis man som mediechef synes, at udvælgelse og uddannelse af praktikanter er så vigtigt, at det er værd at stå tidligt op for, så lever man fint med at få sat diagnoser på sig.”

Aviskrigen var kun starten

Panikken fik endnu et nøk op, da SDU og RUC sendte deres første journaliststuderende til panikdag i slutningen af 90’erne.

Som praktikvejleder på DMJX skulle Jens Nørlem pludselig skaffe godt 100 nye praktikpladser.

”Det lykkedes,” siger han.

Men de studerende var ikke lige interesseret i alle pladserne.

”De ville alle sammen gerne på de store landsdækkende medier, DR Ung eller de mest attraktive af DR’s regioner og TV 2 Regionerne. De klassiske journalistiske arbejdspladser har altid været i højest kurs,” husker Jens Nørlem.

Trods den stigende panik var panikdagen dog ikke den værst tænkelige løsning, mener Jens Nørlem.

”Det var en hurtig og effektiv måde at få det til at fungere på, uden at de kunne skyde skylden på andre end sig selv,” siger han.

Udvalg på hårdt arbejde

Det er Praktikudvalget – hvor de studerende, medierne og uddannelserne er samlet – der igennem årene har besluttet, hvordan panikdagen skulle være.

Udvalget har utallige gange forsøgt at skabe mere ordnede forhold. Der er blevet henstillet til musketer-ed, fair play og at overholde ”ånden” i de indgåede aftaler.

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’ 7

Foto: Tobias Studsen

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’ 6

Panikdagen efterår 2015. Der koordineres med ansøgere og deres telefonpassere! Mathilde Bech

Der er også indført en læseperiode, så medierne først må ansætte, halvanden time efter at de har fået ansøgningerne, og en Åbent Hus-uge, så de studerende kan se medierne før panikdagen.

Men indtil videre er det ikke lykkedes at komme panikken og kritikken til livs.

Journalisten fanger journalist Emma Ellegaard over telefonen. Hun var til panikdag i 2014. I en artikel i Euroman har hun kaldt dagen for ”det mest opstyltede, selviscenesættende, nedbrydende show, jeg nogensinde har været igennem”.

Hun siger, at panikdagen skaber en forventning om, at de studerende skal optræde som en slags rockstjerner.

”Jeg synes, det er vildt, at man skal fokusere så meget på sig selv som person,” siger hun.

På hendes første panikdag fik hun ikke en praktikplads, fordi hun – kort fortalt – stillede sig foran den forkerte dør.

”Jeg følte mig egentlig ikke som en taber. Men jeg kunne da godt mærke efter panikdagen, at det skulle jeg måske lige overveje, om jeg var,” siger hun.

”Det er helt klart blevet værre”

Flemming Ahlgreen var praktikvejleder på journalisthøjskolen fra 1993 til 1998. Og de efterfølgende 20 år deltog han i panikdagen på vegne af Horsens Folkeblad, indtil han sidste år gik på pension.

Set fra mediernes position er panikdagen blevet gradvist bedre siden 90’erne, mener han. Blandt andet på grund af de mange Åbent Hus-arrangementer og bedre tid til at gennemlæse ansøgninger. Men:

”Det er helt klart blevet værre fra de studerendes side,” vurderer Flemming Ahlgreen.

”Det er blevet helt anderledes og meget mere intensivt. Bare det, at antallet af studerende er vokset, har gjort dagen meget mere panikagtig,” siger han.

DMS-formand: Et forkert koncept

Mie Hovmark er konstitueret formand for Danske Mediestuderende (DMS). Hun er heller ikke imponeret over den hidtidige model.

”Vi har længe været tilhængere af, at man finder en anden version,” siger hun.

Hvad mener I, der har været galt med panikdagen?

”Hele konceptet. At du skal løbe ud og finde en praktikplads, og så kan du stå og ikke vide, om du er købt eller solgt. Og så skal du til at finde noget andet, hvis det sted, du havde regnet med, ikke har dig på listen,” siger hun.

Mie Hovmark forklarer, at DMS håber, at det nye it-system kan tage toppen af panikken.

I systemet skal medierne først sige ja, nej eller måske til de studerende. Dernæst har de studerende 10 minutter til at svare.

”Du kan sidde stille og roligt ved en computer og finde ud af, hvad du vil, på en anden måde – i stedet for at der er båthorn, folk, der løber rundt omkring dig, og telefoner, der ringer,” siger Mie Hovmark.

Systemet fik dog den modsatte effekt, da det gik i stå sidste år.

”Folk er sgu lidt panikslagne,” rapporterede en studerende i situationen dengang til Journalisten.

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’ 4

Årtier med snyd, gråd og bristede illusioner – nu slutter panikdagen i ’bunkeren’ 5

Studerende ved panikdagen i maj 2019. Tobias Studsen

Medier snyder hinanden

Idéen med panikdagen er, at medierne først må ansætte på selve panikdagen. Det lyder som en regel, der er nem at forstå og overholde.

Gennem tiden har der været stor debat om, hvor meget kontakt medierne må have med de studerende, før ansættelserne begynder. Det står stadig ikke mejslet i granit. Og Pia Færing fra DMJX fortæller, at hun har modtaget adskillige klager fra medier, der mente, at andre medier havde snydt og tyvstartet.

Journalisten har da også gennem årene beskrevet, hvordan medier og studerende har kontaktet ansøgere, før de officielle aftaler underskrives på panikdagen.

I 2008 fik TV 2 Østjylland karantæne for at kontakte en praktikant. Direktør Peter Kramer var uforstående:

”Alle er velvidende om, at denne praksis har foregået i branchen i årevis, og så falder praktikudvalget gudhjælpemig over os,” sagde han dengang.

I november sidste år indrømmede Dagbladet Børsen at have forhåndsaftaler med deres nye praktikanter. På Twitter viste avisen billeder frem af de nye praktikanter foran redaktionen i København – få minutter efter at panikdagen var ovre.

”De prøver ikke engang at lade, som om de tager systemet alvorligt,” lød det vredt fra Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen.

Omvendt forsvarede mediechef hos Børsen Jørgen Andresen sig med det nye it-system.

”Vi var i en situation, hvor vi simpelthen ikke stolede på det her system. Og dét viste sig at være en god idé, for lortet brød jo sammen,” sagde han.

Færing: Tilliden er væk for altid

Pia Færing fra DMJX vurderer, at slaget mod forhåndsaftaler blev tabt, da åbent hus blev normalt i 00’erne.

”For så har alle en idé om, hvad de vil, og det kommer til at handle endnu mere om at komme først. Det bliver værre og værre. Og dér ryger måske den sidste tillid mellem medierne,” siger hun.

”Hold da op, hvor har vi forsøgt at genindføre tilliden mange gange. Men den er væk for altid,” siger Pia Færing.

Men det er ikke alle, der ser forhåndsaftalerne som et problem.

Bent Falbert – tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet – var blandt de første til at indkalde studerende til samtale i forbindelse med Åbent Hus. Han har været med til at ansætte godt 300 praktikanter og mener, at modstanden mod forhåndsaftaler er ”noget pjat”.

”Herregud. Jeg synes, det afgørende er, at der er det bedst mulige match. Og alt, hvad der kan fremme det, går jeg ind for. Så er jeg ligeglad med, om man overtræder nogle rigide regler,” siger han.

Jungleloven består

Pia Færing tror ikke, at det nye it-system kan bekæmpe forhåndsaftalerne. Det gør DMS-formand Mie Hovmark heller ikke.

”Vi så jo sidste gang, at der stadig var forhåndsaftaler. Og det er ret ærgerligt. Man må simpelthen finde ud af, hvad man kan gøre for at få en proces, hvor folk ikke føler, at de er nødt til at lave forhåndsaftaler,” siger Mie Hovmark.

”Erfaringerne viser, at folk kan snyde i selv de smartest udtænkte systemer.”

Per Thiemann, Politiken

Per Thiemann fra Politiken tror også, det bliver svært at komme fænomenet til livs.

”Jeg vil ikke afvise, at det kan lade sig gøre. Men jeg er ikke selv klog nok til at regne ud, hvordan man kan gøre det. Erfaringerne viser, at folk kan snyde i selv de smartest udtænkte systemer,” siger Per Thiemann.

På DMJX vurderer Pia Færing dog, at flertallet stadig har glæde af fælles spilleregler.

”Der er også nogle, der foretrækker kaos. Men der er rigtig mange, der går ind for et system, fordi alternativet er en masse spild af tid,” siger hun.

Pia Færing siger, at forhåndsaftalerne gør hende ærgerlig. Men samtidig pointerer hun, at det i bund og grund ikke er hendes hovedpine.

”De snyder jo hinanden,” siger hun.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen