»Nogen svarede, at de havde været der i
syv år. Så førte han en finger langsomt hen
over halsen, mens han lavede en rallelyd.
'Er det så ikke på tide at komme videre?'
spurgte han. Der var helt stille i lokalet.«

                    –Journalist Oliver Stilling om TV 2 direktør Per Mikael Jensens efterkritik af Euroman.

Cheferne kommer videre fra TV 2 med rekordfart.

Det går i det hele taget ualmindelig stærkt i Odense og København. Men ikke for stærkt – ja snarere for langsomt – hvis man udelukkende ser på de kommercielle udsigter for traditionelt analogt reklamefinansieret tv.

Man går sjældent galt i byen ved at kaste et blik over there for at se, hvad der venter rundt om hjørnet. I USA gider de unge ikke se tv. Stationerne deler sig selv op i stadig flere kanaler med færre seere. De, som stadig sidder tilbage i sofaen, bruger de 30 millioner harddiskoptagere til at sortere reklamerne fra, og annoncørerne svarer igen med at flytte over på nettet, så der bliver færre penge til ordentlige programmer, og endnu flere seere går online.

Sådan ser den onde spiral ud. Den vil også ramme Danmark.

Derfor er der god købmandsmæssig logik i, at Per Mikael Jensen har travlt med at bruge TV 2s brand til at brede viften ud til betalingskanaler, magasiner som Vi med hund, forlagsvirksomhed, radio og måske endda et nyhedsbureau.

Organisationskulturen i TV 2 kunne også godt trænge til et spark.

Efter de første fede år var TV 2 ved at blive kvalt i selvglæde. De gamle pionerer sad tungt på stationen og holdt idéer fra nye medarbejdere nede. Sådan lød konklusionen i hvert fald i en fortrolig rapport fra Bysted Kommunikation i 1997.

»Vi præges af en ulyst til at forny os og smide de slidte ud,« lød det fra en medarbejder.

Samme ulyst har ikke præget Per Mikael Jensens virke.

Direktøren blev i foråret med god grund modtaget som en rockstjerne på TV 2, for her var en mand, der ville noget. Som mediemenneske er der da også grund til at juble over, at de fleste nye initiativer står på en bund af journalistik. Derfor bærer man let over med en vis brutalitet. Men Per Mikael Jensen balancerer på en knivsæg, hvor han risikerer at få medarbejderne imod sig.

Som han selv konstaterede i et interview i Politiken forud for tiltrædelsen: »En fyring er tegn på, at der er noget, både medarbejderen og virksomheden ikke har gjort godt nok.«

Hvad er en håndfuld så tegn på?

Begejstringen er ved at løje af. For direktøren har taget »ledelse ved lynnedslag« og direkte frygt med sig ind ad døren, lyder nogle af skudsmålene i dette nummer af Journalisten. Mange medarbejdere stortrives med alle de nye udfordringer, en del føler sig utrygge, mens enkelte bryder fysisk sammen for øjnene af kollegerne.

Per Mikael Jensen risikerer at løbe så langt foran sine medarbejdere, at han taber dem. Engang talte han om at sætte sig ud i de enkelte afdelinger og suge til sig. I stedet oplever man nu, at chefen sidder bag en lukket dør med økonomidirektør Anders Kronborg og træffer de centrale beslutninger. Det vil på sigt tære på engagementet og forhindre, at de gode idéer kommer nedefra. TV 2 kan ikke tiltrække de dygtige og kreative ledere og medarbejdere, hvis koncernen bliver topstyret. Umotiverede og uerfarne ansatte kan og vil ikke blive ved med at gribe alle de bolde, Per Mikael Jensen smider op i luften.

Kronborg & Jensen mangler et empatisk sidekick til at forankre initiativerne, med mindre direktøren gør alvor af sin gamle plan om at flytte chefstolen ud i organisationen og slå ørerne ud. Måske ville Per Mikael Jensen opfange, hvad det er »virksomheden ikke har gjort godt nok.«