»På vores arbejdsplads er samtaleformen i orden. Generelt kommer nok lidt an på almindelig gængs omtaleform. Hvis vi er enige om, at vi har et frit sprog, kan det indimellem være befriende at sige tingene lige ud. På den anden side kan man vel godt føle, at man kommer i klemme, når der bliver talt dundertale til én. Afsender bør vurdere budskabet i forhold til modtager og modtagers psyke, så vi også får prioriteret hensynet til modtageren. Generelt forrås kommunikationen og det lykkes konstant at få skubbet grænserne. Det er en forråelse, som vi ingen af os kan være tjent med på sigt.«
Bjarne Egelind,
journalist på Lastbil Magasinet

»Det afhænger af de medarbejdere, der har været med til at opbygge kulturen. Hovedreglen er, at ironi og sarkasme bruger man bare ikke, for man træder næsten altid nogen over tæerne. Der er næsten altid en gran af alvor i det, selv om det er pakket ind i, at det bare er sjov. Ironi skaber typisk usikkerhed, og selv en lille bemærkning kan være konfliktoptrappende. Grunden til, at især cheferne ikke må bruge ironi og sarkasme, er, at cheferne er kulturbærende. Eftersom chefen er rollemodel, vil det sige, at det jeg gør, må andre også gøre. Hvis chefen bruger ironi, er spørgsmålet også, om man som medarbejder må bruge det tilbage. Det tror jeg sjældent, at medarbejderen slipper godt af sted med.« /
Carsten Rasmussen
journalist og billedredaktør på Magasinet Finans