Smag på ordet: Minimumsnormeringer.

Et af de store temaer under valgkampen, ikke mindst efter at SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, stillede ultimative krav om netop minimumsnormeringer til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Et begreb, som fandt sin vej ind i det ’forståelsespapir’, regeringen og støttepartierne er enige om udgør rammen for regeringens politik. Og ifølge Jyllands-Posten en af de sidste knaster i forhandlingerne om næste års finanslov.

Men hvor kommer ordet egentlig fra? Til det svarer Anders Troels Damgaard, kommunikationschef i BUPL:

”Jeg ved ikke, hvem der har opfundet ordet, men det kommer fra BUPL. Det går cirka 12 år tilbage i tiden, så vidt vi kan spore. Det så dagens lys, fordi vi oplevede denne her endeløse række af besparelser på normeringerne i daginstitutionerne. Så vi havde brug for at komme op med noget, der kunne være et værn mod besparelserne.”

Han tilføjer, at det har været BUPL’s officielle politik at arbejde for minimumsnormeringer i omkring 10 år.

”På den måde er det en kæmpe sejr for os, at de sidder med det i finanslovsforhandlingerne, og at det ser ud til, at der kommer minimumsnormeringer,” siger Anders Troels Damgaard.

Han ønsker ikke at oplyse yderligere om BUPL’s 12 år lange kommunikationsarbejde for minimumsnormeringer, før finansloven er landet.

Både juridisk og moralsk binding

Spørger man Christian Kock, professor emeritus i retorik ved Københavns Universitet, var det et smart træk af BUPL at søsætte et nyt ord i lobbyarbejdet for flere eller i hvert fald ikke færre voksne i daginstitutionerne.

”Det er klart, at det udtrykker noget, som BUPL har interesse i, nemlig at man ikke må komme under en bestemt grænse, og den grænse skal være defineret helt matematisk. Hvis man tilsvarende forestiller sig nogen, som syntes, der skulle spares, kunne de opfinde ordet ’maksimumsnormeringer’,” siger han.

”Regeringen har i princippet overtaget begrebet. Om man så kan få regeringen til at efterleve det i praktisk handling, det er man jo ikke helt i mål med – vi kender ikke den færdige finanslov – men man har vundet nogle sejre,” siger han.

Christian Kock mener, der er mindst to retoriske dimensioner af ordet ’minimumsnormeringer’.

”Ikke alene må vi ikke komme under, ordet lægger altså en juridisk binding, men man lægger også op til en moralsk afstandtagen fra at komme under. Det ligger i ordet, at ’det kan vi ikke være bekendt’,” siger han.

Han ser direkte paralleller fra debatten om minimumsnormeringer til tidligere politiske debatter om ’minimumsstraffe’.

”Særligt de højreorienterede partier gik ind for, at for en given forbrydelse skulle der ikke bare være en strafferamme, sådan som der typisk står, at en forbrydelse straffes med ”op til”, men der skulle være minimumsstraffe, så dommerne ikke måtte gå under en vis fængselsstraf. Det vred dommerne sig meget over,” siger Christian Kock.

Modstanderne vil være fri af binding

Mens tilhængere af minimumsnormeringer som for eksempel BUPL altså gladeligt bruger ordet, er det også klart, hvorfor modstanderne nøler mere med at tage ordet i deres mund. De vil gerne slippe for den binding, der ligger i ordet, mener han.

”Minimum det er jo at fastlægge en rigid og bindende undergrænse. Og det er klart, det reagerer man imod, hvis man gerne vil have fleksibilitet eller mulighed for at gå under denne grænse med eller uden gode begrundelser,” siger Christian Kock.

Faktisk blev minimumsnormeringerne nævnt i Thornings regeringsgrundlag fra 2011, men da statsministeren i maj 2015 var med til at fremlægge den daværende regerings børnepakke i maj 2015, optrådte ordet ikke i udspillet.

Ifølge Berlingske knyttede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt denne kommentar til udspillet:

”Normeringer er vigtige. Det er meget vigtigt, hvor mange voksne der er omkring vores børn. Det siger sig selv. Men det er ikke sikkert, at minimumsnormeringer løser alle de udfordringer, vi har i vores dagtilbud. Det kan også være, at opkvalificering løser en del af udfordringerne.”

Tilsvarende sagde daværende børne- og socialminister Mai Mercado i januar 2017, hvor hun lagde afstand til at indføre minimumsnormeringer ifølge DR:

”Med minimumsnormeringer skal der være et bestemt antal pædagoger i alle minutterne af åbningstiden, og jeg tror ikke på, at det er den bedste anvendelse, fordi der er jo forskel på sådan en dag.”

Her ser Christian Kock en tydelig parallel netop til debatten om minimumsstraffe.

”Det er en binding af dem, som skal træffe beslutningerne, og det slår de sig i tøjret imod,” siger han.

Overføres i den virkelige verden

BUPL’s 12 år gamle ord er altså på forhandlingsbordet i Finansministeriet, og nu lader det til, at diskussionen står om, præcist hvordan begrebet skal udmøntes, som bl.a. Altinget har skrevet.

Tæller det for eksempel som minimumsnormeringer, hvis det bliver opgjort på kommunalt niveau, eller er ambitionen at opfylde kravet om et bestemt antal børn per voksen opgjort på de enkelte daginstitutioner?

Uanset hvordan finansloven præcist lander, mener Christian Kock, at BUPL har vundet en sejr ved at få minimumsnormeringerne på dagsordenen og i finanslovsforhandlingerne.

”At man har fået skrevet noget ind i regeringens forståelsespapir, som koster penge, det er i sig selv en stor sejr,” siger han, som også hæfter sig ved, at begrebet er blevet allemandseje.

”Det er et ord, der er gledet ind og er blevet et, som alle kender betydningen af. Det er også den normale udvikling af nye ord – de første gange, man bruger det, skal man måske på en eller anden måde sørge for, at det bliver forklaret, men efterhånden så kan det bruges bare som en selvfølge,” siger han.

Og i den sammenhæng er det ikke opsigtsvækkende, at der er gået 12 år, siden BUPL opfandt ordet, mener han.

”Det er et langt sejt træk at komme igennem med sådan et nyt begreb og få det overtaget som et ord, der bruges af alle. Det er noget, der godt kan tage mange år, og det har det så også gjort.”