Artikel på kommunikationsforum.dk hylder Clement Kjersgaard som 'demokratiets største håb'. Men det fremgår ikke, at artiklen er baseret på et speciale, som en af Clement Kjersgaards nærmeste medarbejdere har været med til at skrive. K-forum beklager: »Det er en fejl« (Rettet)
Et af den senere tids mest læste artikler på branchesitet Kommunikationsforum præsenterer DR's Clement Kjersgaard under overskriften "demokratiets eneste, sidste og største håb." Artiklen er skrevet af Marcus Lantz, der bruger sit retorikspeciale fra Københavns Universitet til at udpege de bedste ordstyrere på tv.
Det fremgår imidlertid ikke, at specialet er skrevet sammen med en af Clement Kjersgaards nærmeste medarbejdere, Magnus Boding Hansen, redaktør på magasinet RÆSON, som Clement Kjersgaard udgiver.
Ifølge redaktør på Kommunikationsforum Timme Bisgaard Munk er det en klar fejl, at det ikke fremgår, hvem ophavsmændene til specialet er.
»Der burde stå, at specialet er skrevet sammen med redaktøren for RÆSON, som udgives af Clement Kjersgaard. Det beklager vi. Det retter vi,« siger Timme Bisgaard Munk til journailsten.dk.
Marcus Lantz, der underviser i retorik på Krogerup Højskole, siger til journalisten.dk, at han valgte at undlade at nævne Magnus Boding Hansen, fordi det ville tage fokus fra substansen.
»Hvis det skal skæres ud i pap, ville jeg undgå den reaktion, der hedder, at Magnus har været med til at skrive specialet. Han arbejder for Clement Kjersgaard, og derfor synes vi, at Clement Kjersgaard gør det godt,« siger Marcus Lantz.
I specialet fremgår det, at Marcus Lantz og Magnus Boding Hansen var været opmærksomme på, at der var et interessesammenfald. Derfor valgte de ikke at interviewe Clement Kjersgaard personligt til specialet.
Marcus Lantz siger, at de nok skulle have været mere tydelige i artiklen på Kommunikationsforum og nævnt Magnus Boding Hansen.
»Jeg ville have skrevet det i bunden af artiklen. Jeg ville ikke have sat det op øverst.«
Marcus Lantz siger, at Magnus Boding Hansen ikke har bidraget til artiklen, hvor det blandt andet fremgår at Clement Kjersgaard "kan få selv de mest rutinerede politikere og debattører til at forholde sig til de sværeste dilemmaer og umiddelbare selvmodsigelser i deres offentlige og politiske virke".
Rettelse:
Journalistens artikel er ikke dækkende, derfor præciserer vi nu:
Det fremgår af journalisten.dks artikel, at Kommunikationsforum har undladt at fortælle, at det speciale, der fremstår som kilden til Kommunikationsforums anprisning af Clement Kjergaard, blandt andre er skrevet af Magnus Boding Hansen, der arbejder sammen med Clement Kjersgaard.
Det er korrekt, at Magnus Boding Hansen ikke er nævnt som forfatter til specialet i den konkrete sammenhæng, hvilket kommunikationsforum nu har rettet på baggrund af journalisten.dks artikel.
Men det er først i den konkrete anvendelse på kommunikationsforum at specialet får tilført sætninger, der fremstår anprisende over for Clement Kjersgaaard. Disse sætninger er tilført af den anden forfatter på specialet, der har skrevet artiklen på kommunikationsforum.
Som det fremgår af artiklen på journalisten.dk har Magnus Boding Hansen ikke bidraget til artiklen på Kommunikationsforum.
Journalisten beklager, at vi ikke i tilstrækkelig grad efterprøvede om specialet i sig selv var anprisende.
På den baggrund har journalisten.dk rettet rubrikken:
»Skjulte at hyldest af Clement kom fra hans egen redaktør«
til:
»Speciale brugt til at hylde Clement«
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvordan man kan kalde DR's Clement Kjersgaard under overskriften "demokratiets eneste, sidste og største håb." Er over min forstand. Han er irriterende, selvfikseret og højtråbende. Men måske det bare står virkelig dårligt til for demokratiet....
Det er vist det, der kaldes journalistisk kursmanipulation.