Jysk Fynske Medier har købt Midtjyske Medier. Hvis konkurrencemyndighederne godkender salget, bliver Jysk Fynske Medier landets næststørste private mediehus – kun overgået af JP/Politikens Hus.
Men hvad kommer fusionen til at betyde for journalistikken og mediebranchen? Journalisten har spurgt tre mediefolk:
- Jens Otto Kjær Hansen, rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
- Esben Seerup, direktør på TV 2 Fyn, tidligere Odense-redaktør på Fyens Stiftstidende
- Lasse Jensen, mediejournalist
1. Hvad betyder opkøbet for magtbalancen i mediebranchen?
”Fusionen cementerer, at Mediedanmark vest for Valby på den enkelte egn nu reelt kun består af tre selvstændige redaktioner med uafhængig, kritisk journalistik. Reelt har landets lokal- og regionalaviser ikke længere en aviskonkurrent i det daglige. Eneste undtagelse er Aarhus, hvor jeg er nysgerrig på Jyllands-Postens reaktion.”
Esben Seerup, TV 2 Fyn
2. Hvad er opskriften på journalistisk succes for Jysk Fynske Medier?
”Det vigtigste er værdiskabelse. Man skal tilbyde indhold, så brugerne bliver klogere, bedre stillet eller i bedre humør. De skal gøre sig til et centralt sted i lokalsamfundet, som folk gerne vil betale direkte og indirekte for. Det handler om at gøre sig til en uundværlig del af den lokale informationsudvikling. Hvis de kan det, vil de overleve.”
Jens Otto Kjær Hansen, rektor DMJX
3. Kommer der flere opkøb?
"Opkøbet kom jo for tidligt, har ledelsen selv meldt ud, men pludselig var Midtjyske Medier til salg, og så sprang man til. De næste par år eller tre har de mere end nok at se til med at få fusionen til at køre. Fusioner af den her karakter tager lang tid, fordi de skal finde en ny fælles ånd. Hvis de ikke gør det, overlever de ikke, fordi det er lokaljournalistik, der skal bære den her fusion.”
Lasse Jensen, mediejournalist
4. Hvem skal føle sig truet?
”Kampen kommer til at stå på annoncerne i ugeaviserne, som jo er det område, hvor pengene kommer fra. Der vil være kamp om annoncerne i alle de byer, hvor Politikens Lokalaviser også befinder sig. Og hvis jeg kender JP/Politiken ret, er det en kamp, de er parat til at gå ind i.”
Lasse Jensen, mediejournalist
5. Hvad betyder det nye Danmarkskort for DR's regioner og TV 2-regionerne?
”Vi skal på public service-medierne i DR og TV 2-regionerne de kommende år fortsætte med at skærpe vores egne redaktionelle nyhedslinjer. Ellers bliver den lokale og regionale debat om samfundsforhold, politik, erhvervs- og kulturstof dresseret, søvnig og kedelig, fordi aviserne i hver af de fire fusionskoncerner i provinsen selvfølgelig deler markedet op mellem sig.”
Esben Seerup, TV 2 Fyn
6. Hvad bliver nemmere med opkøbet?
”Det bliver lettere for Jysk Fynske Medier at udvikle digitale platforme og nye forretningsmodeller i overgangsårene fra papir til skærme – og at blive mere omkostningsbevidste og effektive på administration, teknik og systemer.”
Esben Seerup, TV 2 Fyn
7. Hvad bliver sværest med opkøbet?
”På enhver lokal- og regionalavis er der en stor stolthed og identitet i at være sig selv og en del af lokalområdet. Ved hvert eneste lille centraliseringsskridt mister man en smule af sig selv, og her ligger kimen til enhver fusionsfiasko. Ét er to fynske aviser i én region; noget andet at forene 12 dagblade – og 46 ugeaviser – spredt fra Storebælt og op til Limfjorden i en ny kultur. Det sker ikke fra fredag til mandag.”
Esben Seerup, TV 2 Fyn
8. Hvilke muligheder har Jysk Fynske Medier for at sætte nyhedsdagsordenen?
”Med så mange dygtige journalister – og så stor kapital – har Jysk Fynske Medier en enestående mulighed for at præge den journalistiske dagsorden. Selvfølgelig lokalt og regionalt, men også nationalt. Jeg er spændt på, om der de kommende år også vil blive investeret i ambitiøse, undersøgende og gravende journalistiske projekter, der med afsæt på Fyn og i Jylland kan flamme ud over hele landet.”
Esben Seerup, TV 2 Fyn
9. Hvad betyder det for kommunikatører, der vil afsætte historier, hvis dagbladene i Jysk Fynske Medier går sammen om at lave ét fælles ugentligt tillæg om for eksempel bolig, biler eller hus/have?
”Det letter opgaven for kommunikationsfolkene, som kun skal henvende sig ét sted. På den anden side stiger konkurrencer om at komme ud på de attraktive platforme. Jeg tror, konkurrencen vil øges så meget, at det nok ikke vil spille en forskel, for jo mere lokalt et medie er, jo lettere er det at komme ind som kommunikatør, hvis du kan tilbyde en lokal vinkel. Det bliver sværere, hvis målgruppen udvides.”
Jens Otto Kjær Hansen, rektor, DMJX
3