
Siden 2020 har Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Skive Folkeblad hørt sammen under Mediehusene Midtjylland Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix
Skive Folkeblad og Herning Folkeblad er blevet enige om en sammenlægning, der fremtidssikrer udgivelsen af Skive Folkeblad. Det skriver Herning Folkeblad.
Fusionen betyder, at Skive Folkeblad bliver en del af Mediehusene Midtjylland, der i forvejen udgiver dagbladene Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis, 11 ugeaviser, 6 radiokanaler og en række digitale nyhedssites. Dermed forsvinder en af de sidste selvstændige aviser fra medielandskabet.
Med de 50 medarbejdere fra Skive Folkeblad når Mediehusene Midtjylland samlet set op på cirka 210 ansatte.
Tillidsrepræsentant Asmus Søgaard Jørgensen siger til Journalisten, at medarbejderne har taget imod meddelelsen om fusionen med blandede følelser.
”Det er trist, at det er slut med 140 år som selvstændig avis, men fusionen kan måske betyde, at vi har en avis i de næste mange år,” siger han
Redaktionen skal være i Skive
Det er planen, at Skive Folkeblad skal bevare sin stærke lokale forankring og fortsat skal have til huse i Skive.
”Det er vi naturligvis tilfredse med. Lokal forankring er vigtig for god lokaljournalistik,” siger Asmus Søgaard Jørgensen.
Skive Folkeblad har været udfordret økonomisk, og chefredaktør Ole Dall ser derfor aftalen som både god og nødvendig.
”At forsøge at klare sig helt alene ville være alt for risikabelt for Skive Folkeblad,” siger Ole Dall.
De to mediehuse har i to år haft samarbejde på annoncer og det digitale område.
”På den måde har vi lært hinanden at kende i et meget forpligtende samarbejde,” fortæller Alex Nielsen til Herning Folkeblad.
Alex Nielsen bliver bestyrelsesformand i det nye fælles selskab Skive Folkeblad A/S.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.