Trods skæve mandat-tal: DR og TV 2 tilfredse med exitpolls

Hverken DR eller TV 2 ramte den rigtige mandatfordeling i deres exitpolls ved EU-valget i går. ”Jeg er godt tilfreds,” siger DR’s nyhedschef. ”Jeg synes ikke, vi kunne tage flere forbehold, end vi gjorde,” siger hans kollega på TV 2

I tre stive timer øjnede Socialdemokratiet i går aftes mulighed for et kanonvalg med fire mandater i Europa-Parlamentet, fordi DR’s exitpoll spåede, at S ville få fire mandater – et mandat mere end Venstre.

I samme tidsrum måtte Kristian Thulesen Dahl og resten af Dansk Folkeparti svare på spørgsmål fra journalister om de to exitmålinger fra DR og TV 2. På TV 2 var DF blot reduceret med to mandater, på DR var reduktionen tre mandater.

”Jeg sætter mine penge på TV 2,” sagde Kristian Thulesen Dahl klokken 21.15 søndag aften.

Desværre for socialdemokraterne ramte DR ved siden af i sin exitpoll. Socialdemokratiet blev ikke det største danske parti i Europa-Parlamentet. Det gjorde Venstre. Og desværre for Kristian Thulesen Dahl ramte også TV 2 ved siden af. DF endte ikke på to mandater, men på blot et enkelt mandat.

Dermed har kritikken af brugen af exitpolls fået fornyet kraft.

“Husk nu, at det kun er en EXIT poll, vi må vente på den endelige dom til #presselogen på søndag!” skrev Stefan Kirkedal på Twitter.

DR’s valgekspert Kasper Møller Hansen har forklaret, at DR’s exitmåling blev ramt af, at mange vælgere åbenbart besluttede sig i sidste øjeblik.

Nyhedschefer: Exitpolls er aldrig præcise

Tilbage i 2013 lavede DR en katastrofal exitpoll fra kommunalvalget. Målingen blev offentliggjort allerede om eftermiddagen på valgdagen og ramte helt ved siden af valgresultatet for især socialdemokraterne.

I går blev de to målinger fra DR og TV 2 først offentliggjort, da valgstederne var lukket klokken 20. Men de ramte heller ikke helt rigtigt.

Nyhedschef på TV 2 Nyhederne Jacob Kwon er dog tilfreds med præcisionen i exitmålingens mandatfordeling.

”Det er, hvad man må forvente. En exitpoll er ikke det samme som det endelige valgresultat, og det har vi heller ikke sagt.”

Nyhedschef i DR Nyheder Thomas Falbe er også tilfreds med DR’s måling.

”Den ligger inden for skiven i forhold til den forventede usikkerhed. Det er ikke overraskende, at der er nogle mandater, som ændrer sig – nemlig et mandat, der gik fra S til V. Jeg er godt tilfreds,” siger han.

Men en fejl på et ud af 14 mandater er også en forholdsvis stor fejlmargin?

”Det er den margin, man kan forvente. En exitpoll kan aldrig ramme det eksakte resultat,” siger Thomas Falbe.

Jacob Kwon hæfter sig ved, at TV 2 hele aftenen huskede at præsentere usikkerheden ved målingen.

”Jeg synes ikke, vi kunne tage flere forbehold, end vi gjorde. Vi viste det også grafisk på skærmen,” siger Jacob Kwon.

Holder igen på valgdagen

Det særlige ved valg til Europa-Parlamentet er, at valgresultatet ikke må offentliggøres før klokken 23.

Det betød i går tre timer, hvor politikerne skulle forholde sig til spørgsmål fra journalister om to exitpolls, der siden viste sig ikke at ramme helt plet.

Ifølge Thomas Falbe er den form for brug af exitpoll en del af en valgaftens dramaturgi.

”Det ville være underligt, hvis vi ikke foreholdt politikerne de indikationer, som en måling viser. Det særlige ved valget i går var, at der gik så lang tid,” siger Thomas Falbe.

Jacob Kwon supplerer:

”Jeg synes ikke, det er et problem, hvis man bare gør det klart, at målingerne er forbundet med usikkerheder. Det forbehold var vi gode til at tage i går,” fortæller Jacob Kwon.

Valgnatten giver ikke DR eller TV 2 anledning til at bruge målinger på en anden måde ved det kommende folketingsvalg, hvor tre nye partier stiller op.

Thomas Falbe, vurderer I, at der er større usikkerhed, fordi der er tre nye partier?

”Der er ingen empiri, der tyder på øget usikkerhed. Med den historik, vi har, ligger det snorlige. Da Alternativet stillede op første gang i 2015, ramte vores meningsmålinger og exitpolls inden for en meget lille margin. Det mener vi, at vi kan gøre igen,” lyder det fra Thomas Falbe.

Jacob Kwon mener, at der er behov for at skrue op for forbeholdene.

”Der er tre nye partier, og det vil gøre målingerne endnu mere usikre, end hvis der ikke var nye partier. Det skal vi selvfølgelig sørge for at oplyse om,” siger han.

Både TV 2 og DR bringer den første exitmåling efter klokken 20 den 5. juni, og ingen af stationerne vil bringe meningsmålinger på selve valgdagen.

0 Kommentarer