DR samarbejder med Altinget, Berlingske søsætter et nyt blogunivers, og Fyns Amts Avis kommer til at bruge flere mandetimer end ved folketingsvalg.
EU-valget i maj kommer til at få mere medieopmærksomhed, end EU-valg plejer. Sådan lyder det fra tre mediechefer, Journalisten har talt med.
Tre chefer lover tæt dækning
»Vi kommer til at satse mere massivt, end man har set før. Vi vil tage de største succeser fra kommunalvalget og bruge igen. Der lykkedes det at få folk til at forstå, at det betyder noget for deres hverdag og liv. EU kommer tit til at virke fjernt og bureaukratisk,« siger DR2’s kanalchef, Michael Thouber, til Journalisten.
»Vi vil gå all-in på substansen. Vi har gemt os bag, at det er svært, eller det forstår læserne ikke. Nu har vi besluttet, at det simpelthen er for fattigt. Hvis det er vigtigt, så er det også vigtigt på Fyn, og så fortæller vi det. Vi vil ikke tale ned til vores læsere, vi vil tale op til dem,« siger Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis.
Også Berlingske lover en usædvanligt tæt dækning af EU-valget. Fokus skal være på de store spørgsmål frem for blyantspenge, fastslår udlandsredaktør Jesper Larsen.
»Vi vil i højere grad prøve at hæve os op i helikopteren, så vi ikke kun dækker EU-valget og patentdomstolen, men også Europas store udfordringer. Vi vil spørge: Er Europa en succes?«
DR og Altinget laver kandidat-database
DR barsler blandt andet med en kandidat-database, som udvikles sammen med Altinget. Det bliver et samarbejde i stil med det, DR og Altinget kørte ved kommunalvalget.
»Vi kommer først og fremmest til at dække det over alle platforme, som DR har. Den gennemslagskraft er vigtig. Vi kommer også til at lave en kandidatdatabase på nettet, så du kan se, hvem du er mest enig med, og hvilke synspunkter der er centrale i valgkampen,« siger Michael Thouber.
Kandidat-databasen bliver lavet i samarbejde med Altinget, ligesom ved kommunalvalget.
Michael Thouber understreger, at DR også kommer til at dække valget med mere skæve fortælleformer inspireret af for eksempel P3’s 'Monte Carlo'.
»Noget andet, vi lærte ved kommunalvalget, var at få nye grupper til at tage stoffet til sig. For eksempel, da 'Monte Carlo' rejste landet tyndt og dækkede valgkampen fra både gymnasier og cafeer og senere sendte live på selve valgaftenen. Det kom et helt andet sted fra og skabte nogle øjeblikke, som løftede sig.«
Kommer I til at lave noget med 'Monte Carlo' og EU?
»Man kan forestille sig mange ting, og meget er i støbeskeen lige nu. Mere kan jeg ikke sige. Vi kommer til at lave et mix af klassisk journalistik, reportage og så noget andet, der trækker nye grupper ind.«
Web-tv og blogs fra Berlingske
Berlingskes udlandsredaktør, Jesper Larsen, har årelang erfaring med stoffet, både som EU-korrespondent, studievært og politisk redaktør.
»Jeg har dækket Europa-Parlamentsvalg i 20 år i træk. Og jeg må sige, at EU-valg har haft en em af gab over sig. I år har vi sagt til hinanden på Berlingske, at nu skal vi kraftedeme gøre, hvad vi kan for at banke ny energi og entusiasme ind i valgkampen,« siger han.
Berlingske har allerede lanceret et blogunivers – ”Spidskandidaterne” – hvor EU-politikerne kan skyde valgkampen i gang. Derudover lover Jesper Larsen en tæt dækning af valget.
»Det kommer til at ske i særtillæg og i store temaer. Vi vil også lave det samme, som vi lavede til folketingsvalg og kommunalvalg – faktatjek, kandidatpræsentationer, og i modsætning til tidligere meget mere web-tv.«
Så lidt blyantspenge som muligt
»Vi vil tale til kongerne i folk, ikke til stodderne,« tilføjer han.
Det betyder blandt andet, at Berlingske ikke vil tage udgangspunkt i historier om de såkaldte "blyantspenge" – beløb, som medlemmerne af Europa-Parlamentet får udbetalt til kontorhold og egne ansatte.
»Vi vil gøre så lidt ud af rejsepenge, diæter, blyantspenge og den slags som muligt. Hvis nogen pludselig kommer med noget vildt, vil vi selvfølgelig gå efter det, men vores dagsorden er ikke at finde ud af, om nogen har stjålet af frimærkekassen.«
Har det præget EU-dækningen før?
»Ja, sådan har det været lige siden Grauballe-manden! Det kunne godt være, man havde ædle motiver, men det er ofte endt i ”de snyder hele tiden”-historier. Se på parlamentets rejsecirkus. Ja, det er forargeligt, men det er ikke Europa-Parlamentets skyld. Det bliver ikke den slags, vi fokuserer på,« siger Jesper Larsen.
Flere ressourcer end til folketingsvalg
Hos Fyns Amts Avis afsætter de flere ressourcer til at dække EU-valget, end de plejer til et folketings- eller et kommunalvalg,
»Vi ser det som en udfordring, at der er tale om et EP-valg, der ikke nødvendigvis skaber folkelig begejstring og hurra-råb, og samtidig en folkeafstemning om noget så svært forklarligt som en patentdomstol. Det bliver næppe mere ufolkeligt. Men samtidig er det vigtigt,« siger chefredaktør Troels Mylenberg.
Han fortæller, at det er en vigtig lektie fra kommunalvalget, at læserne godt vil have substans.
»Vi gør det med velberåd hu, for vi gjorde det samme med kommunalvalget. Vi fik næsten en redaktionel åbenbaring, for vi insisterede på at skrive om alt det, vi normalt synes er lidt tungt, kedeligt, og som vi ikke regner med, læserne gider læse. Vi skrev mindre om personslagsmål og proces. Og vi synes, at vi blev belønnet for den beslutning af læserne. Vores læsertal går jo frem,« siger han.
»Vi har i medierne i årevis råbt og skreget, at EU er vigtigt, og at vi skal dække det. Men når det kommer til stykket, har mange af os fejlet. Vi har sagt, at det er vigtigt, men alligevel er vi ikke kommet op med andet, end vi plejer.«
Hvordan kommer vi konkret til at se ændringer i jeres EU-valgdækning?
»På mængden af stof. Vi vil lave rigtig meget, og vi har sat mange ressourcer af til det. Vi har allerede sat medarbejdere af i lange perioder til at dække valget, og vi planlægger at begynde den substantielle dækning allerede efter påske. Vi afsætter sådan set mere tid til EU-valget, end vi plejer til folketings- eller kommunalvalg.«
Troels Mylenberg lover også, at man både kan læse om forsvar og retspolitik i Fyns Amts Avis, selv om det ikke har en fynsk vinkel.
»Man vil også se, at vi ikke er bange for det svære stof. Vi skal ikke absolut finde en kilde fra Sydfyn til hver artikel om Europa, eller sætte det i en pixibog-kontekst, fordi vi tror, læserne er dummere, end de er. Vi kan godt bedrive substans på væsentlige emner som fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik eller hvad der sker med østarbejdere. Alt det bliver temaer i valgkampen, og det smider vi ikke bare væk, fordi der skal være en fynsk vinkel,« siger han og tilføjer:
»Hvis det er vigtigt, så er det vigtigt, uanset om du er fra Fyn eller fra Rumænien.«
Du siger selv, at medierne tit har lovet at optrappe EU-stoffet. Hvordan kan jeg holde øje med, at du har overholdt alt det, du siger her?
»Køb et abonnement, og så kan du bare starte. Det er jo sjældent, alting går som planlagt, men vi har sat mange ressourcer af til det. Det kan godt være, vi bagefter får nogle drag over nakken – men du skal ikke kunne sige, at vi ikke har tænkt os at prøve.«
EB og TV 2 – for tidligt
Journalisten har også været i kontakt med Ekstra Bladet og TV 2.
»Det gør vi naturligvis en hel masse ud af, men det vil vi ikke sige noget om endnu. Vi er i gang med at forberede os, men det er simpelthen for tidligt,« siger eventchef i TV 2 Ulla Pors.
”Vi er ikke nået så langt i planlægningen endnu,” skriver Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro i en mail.
Politiken er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelser i sidste uge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.