
Billederne af de afklædte skuespillere stammede fra en teaterforestilling. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Under overskriften ”Hvis der kommer en, der siger, at du skal gå op og ned ad Strøget med en agurk i røven i tre timer i regnvejr, så gør du det,” bragte Politiken i februar et billede af en nøgen skuespiller.
På billedet, der stammer fra en teaterforestilling, har en anden skuespiller hånden omring den nøgne og letgenkendelige skuespillers penis. Det illustrerede en artikel om behovet for intimitetskoordinatorer i teaterbranchen.
Men nu får Politiken kritik af Pressenævnet for avisens brug af billedet. I kendelsen lyder det:
”Pressenævnet udtaler kritik af Politiken for at have krænket privatlivets fred ved at bringe det særligt følsomme billede af skuespilleren, der optræder nøgen, uden forinden at indhente samtykke fra skuespilleren.”
Klagede over tre billeder
Det var Dansk Skuespillerforbund, som på vegne af fire skuespillere klagede til Pressenævnet over krænkelse af deres privatliv.
Skuespillerne henviser i klagen til, at medier bør være tilbageholdende med at anvende fotografier af enkeltpersoner som illustration til en generel beskrivelse, der ikke angår den pågældende person.
Ud over billedet af den nøgne skuespiller klagede skuespillerne også over to andre billeder fra en forestilling, hvor de ligeledes er i intime og afklædte situationer. Det er dog kun det ene af de tre billeder, Pressenævnet kritiserer Politiken for at have anvendt uden forudgående samtykke.
Formandens stemme blev afgørende
Hvad angår det tredje billede, var det heller ikke et enigt Pressenævn, der traf sin beslutning.
To af nævnets medlemmer, herunder formanden, udtalte kritik af Politiken for at have krænket privatlivets fred ved at bringe det særligt følsomme billede af skuespilleren, der optræder nøgen, uden forinden at indhente samtykke fra skuespilleren.
De to øvrige nævnsmedlemmer udtalte ikke kritik. Da der var stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og nævnet udtalte herefter kritik af Politiken.
Nævnet noterede sig i øvrigt, at Politiken har fjernet billedet med den nøgne skuespiller fra artiklerne på politiken.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.