Du er lige blevet Head of Entertainment for podcast-platformen Podimo. Hvad betyder det?

”Det betyder, at jeg skal sørge for, at der kommer en masse underholdende podcasts ind på vores platform Podimo, som bliver lanceret til efteråret, og som skal gøre det nemt at finde og bruge podcast. Jeg skal også producere selv – men først og fremmest hjælpe folk i gang med at producere, og så skal jeg hjælpe nogle af dem, der allerede er godt i gang, ind i folden.”

Hvornår fandt du ud af, at du skulle være journalist?

”Efter gymnasiet vidste jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg havde et sabbatår, hvor jeg lavede spareribs på en restaurant i Herning, og det var sådan set dejligt nok. En dag tænkte jeg, at journalisthøjskolen lød spændende, så jeg prøvede at søge ind. Jeg kom ind og konstaterede, at det var sgu ret spændende. Det havde ikke været en livslang drøm, men jeg har aldrig fortrudt. På en eller anden måde har jeg måske altid kunnet tænke mig at arbejde med medier. Når vi lavede avis i skolen, syntes jeg, det var fedt at skrive artikler. Jeg fik engang trykt én i et foreningsblad i Sdr. Felding, og jeg var ved at revne af stolthed. Og når jeg kedede mig derhjemme, kunne jeg finde på at skrive artikler af fra Herning Folkeblad – så hurtigt jeg kunne. Men så kom internettet, og så var der andet at bruge computeren til.”

Hvilken slags journalist ville du gerne være, da du kom ind på skolen?

”Jeg havde en idé om, at jeg skulle skrive lange artikler. Måske lange features til Politiken. Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle være benhård nyhedsjournalist, for jeg har aldrig haft det der drive til at afsløre alt muligt. Det er der mange andre, der er meget bedre til. Jeg ville hellere lave noget … underholdende. Det var i begyndelsen det skrevne ord, der optog mig, men da jeg prøvede at lave radio på skolen, tænkte jeg: Hold kæft, det er fedt. Det var lige mit medie. Jeg prøvede alt radio, jeg kunne komme i nærheden af, og var også lige ved at få et job på Midtjylland Guld FM. Jeg var til stemmeprøve og lærte at smile med stemmen og gå op i tonelejet, du ved, men så blev jeg overhalet indenom af en praktikplads på P3.”

Det må man sige. En periode var du nærmest folkeeje som ‘praktikanten’ i først ‘De sorte spejdere’ og siden ‘Det nye talkshow’ med Anders Lund Madsen. Hvad gjorde du for at komme af med det stempel igen?

”Ja, det hang ved i mange år. Jeg hører det stadig en gang imellem, men nu skal jeg godt nok ud i de helt fjerne egne af Jylland. Jeg har aldrig haft noget imod det. Det, vi lavede, var jeg jo stolt af, og det har aldrig været en hæmsko for mig. Så jeg har ikke gjort noget for at slippe af med det – ud over at blive ved med at lave nye ting under mit eget navn selvfølgelig.”

Hvordan var det at komme til DR?

”Det var en stor oplevelse for en lille dreng fra Jylland. De fysiske rammer er jo kæmpe store – jeg havde aldrig før været steder, hvor man kunne blive væk. Og alle dem, man kendte fra tv og radio, de gik bare rundt. Alene til samtalen på panikdagen var det Adam Duvå Hall, der sad og skulle ansætte mig. Det tog lang tid, før jeg ikke længere var fascineret af det.”

Hvad var det bedste ved DR?

”Størrelsen. At alt og alle er samme sted. Alt kan lade sig gøre. Hvis du brænder for noget, så er rammerne der for, at du kan få det ført ud i livet.”

Hvad er så det værste?

”Nok også størrelsen. Der kan være langt fra idé til produkt, fordi huset er så stort. Så det er et tveægget sværd.”

Hvorfor kaster du dig ind i podcast?

”Fordi podcast er vildt fedt. Alle, der har en telefon med en mikrofon, kan i princippet lave deres eget program. Hvis du brænder for noget, som kun fem andre i landet brænder for, så har du en platform. Det er jeg stor fan af.”

Men er der ikke for mange produkter af for lav kvalitet på markedet?

”Der er mange podcasts, som jeg aldrig hører, og mange, jeg kun hører en enkelt gang. At noget ikke interesserer mig, eller at nogen – i min optik – tager lidt let på det, er ikke et problem. Men det er klart, at nogle af dem, som gør sig ekstra umage, også er dem, der får succes. Hvis du optager dit program på en telefon i blæsevejr og ikke har en vinkel, så bliver det nok ikke en stor succes – men du skal da have muligheden.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Det er nok i virkeligheden, at alt er muligt og oppe i luften, og at alle har en kanal. Det betyder, at der ikke er mange samlende medier tilbage. Vi søger derhen, hvor dem, vi gerne vil høre, er, men de siger som regel også det, vi gerne vil høre. At blive udfordret på sin egen holdning er blevet lettere at undgå, og det er et problem.”

Hvad er løsningen?

”Jeg tror meget på, at man skal uddanne de unge mennesker til at være nysgerrige og kritiske medieforbrugere. På et tidspunkt, da jeg var i DR, var der et program, der hed ’I sandhedens tjeneste’, hvor Erkan Özden tog ud på folkeskoler og underviste ungerne i at være kritiske. Det tror jeg er vejen frem. Sørge for at vise dem, at hvis de er nysgerrige og kritiske, så ligger der mange gode ting og venter på dem.”

Og hvordan gør man det?

”Sådan et initiativ er et godt eksempel. Jeg er også stødt på folkeskolelærere, der har brugt ’Ultra Nyt’ i deres undervisning. Det gælder om at pode en interesse for samfundet fra begyndelsen, men også vise, at der er en verden uden for deres Facebook- og Instagram-feed. Mange af de voksne kan vi lige så godt opgive, tror jeg, men børnene er løsningen på en stor del af vores problemer.”

Når du i dit nye virke udvælger og udvikler podcasts, tænker du så i uddannende public service-agtige baner, eller er du bare kommerciel?

”Min baggrund i DR betyder, at jeg er flasket op med, at der skal være noget for alle – og en grund til, at man udkommer med det, man gør.”

Foto: Sofia Busk