Hvorfor blev du journalist?

”Egentlig var jeg fast besluttet på, at jeg ville være kok, og jeg kom også i kokkelære, men jeg var ikke særlig god til det. Om aftenen, når der kom gæster, havde jeg ikke det overblik, der skulle til, når man havde en torsk i ovnen og en perlehøne på panden. Det hele brændte på, og min køkkenchef blev mere og mere desperat. Jeg havde en gammel drøm om at søge ind på journalisthøjskolen, men havde nok aldrig gjort alvor af det af frygt for at få afslag. Beviset for ikke at være klog nok. Men da jeg stoppede på restauranten, søgte jeg ind – og kom ind lige med røven i vandskorpen.”

Hvordan var det at gå der?

”Der åbnede sig en helt ny verden af mening. Jeg kan huske følelsen af at ringe til kloge mennesker og sige, at jeg var journaliststuderende, og at de så tog sig tid til at snakke med mig. Og lyduniverset, radio, hvad en stemme kan og hele den historiefortælling, der pludselig var mulig. De første tre semestre boede jeg nærmest på skolen.”

Du kom i praktik på Bornholm, hvordan endte du der?

”Jeg søgte P4 København og P4 Bornholm og besluttede mig for, at den, der ringede først, ville jeg sige ja til. Det var Bornholm. Så jeg flyttede ind i en lejlighed i Rønne og havde det som en fisk i vandet. Det var det mest fantastiske praktiksted. En blanding af ældre kolleger, der virkelig kunne deres håndværk, og en chef, Erik Nielsen, som jeg den dag i dag skylder en stor tak. Jeg fik lov til en hel masse. Op til kommunalvalget i 2013 efterlod jeg for eksempel mobil og penge på redaktionen og tog rundt på øen på tomlen i en uge. Idéen var, at jeg skulle overnatte hos kilderne, leve på deres nåde og  tage de emner op, som de syntes var vigtigst i valgkampen. Det var første gang, det gik op for mig, hvor langt der kan være bare fra en lille by på Bornholm og til en redaktion i Rønne.”

Siden nåede du også at arbejde på DR i København. Hvorfor bosatte du dig i Jylland, efter at du var blevet færdiguddannet? 

”Min kæreste blev gravid, og jeg ville gerne bo lidt tættere på mine forældre, nu jeg skulle være far. Radio24syv søgte en ’provinsreporter’, der skulle køre ud i landet og få lyden af Danmark ind i deres morgenprogram. Det, tænkte jeg, var lige sagen. Jeg fik jobbet, og det første halvandet år var jeg alene i Aarhus med en Opel Astra og noget radioudstyr. Da jeg afleverede bilen efter tre år, havde den kørt omkring 110.000 kilometer. Jeg har lavet hundredvis af små radioreportager fra alle afkroge af Jylland og Fyn. Der opstår altid noget, når man er på reportage, man kommer altid hjem med en anden historie, end man havde troet. Så det var et unikt job i en medievirkelighed med færre og færre redaktionelle medarbejdere og flere og flere deadlines.”

Men du sagde alligevel op?

”Ja. Der indfandt sig en metaltræthed, og til sidst følte jeg, det var bedre, at der kom en ny til med mere gejst. Da jeg sagde op, var vi syv medarbejdere i Aarhus, og jeg følte, at nu var det bygget op; missionen var lykkedes, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at Radio24syv ville stoppe i den form, vi kender det. Som det så ud dengang, ville vi byde på kanalen og bygge en stor redaktion op i Aarhus.”

Hvad synes du om udflytningskravet?

”Det er fuldstændigt tåbeligt. For det første er det en myte, at Radio24syv er en københavnerkanal. Hvis du alene ser på tallene, har radioen godt fat i lyttere i alle regioner. At ville flytte den, fordi det er en københavnerradio, er udtryk for den modstand, man politisk forsøger at etablere mellem provins og hovedstad. Og så er det tåbeligt af den årsag, at når politikere går ind og detailstyrer, hvor medier skal have deres medarbejdere placeret, så bliver public service-vilkårene for rigide. Det kommer ikke lytterne til gode. Radio24syv har lavet afslørende, god journalistik fra hele landet. Der er et problem med journalistisk centralisering, men udflytning af journalistiske arbejdspladser er ikke kuren.”

Hvad er branchens største udfordring?

”At journalisterne – og dermed journalistikken – har mistet forbindelsen til danskerne. Vi må spørge os selv som branche: Hvorfor vil færre og færre betale for et abonnement på en avis? Måske fordi den ikke er et spejl af deres virkelighed. Jeg havde en gruppe på journalisthøjskolen her i foråret, som tog toget til Langå og talte med folk på gågaden om, hvad der optog dem. Når de præsenterede sig som journaliststuderende, sagde folk: ’Vi er helt stoppet med at læse avis, for den portrætterer ikke et Danmark og et liv, vi er en del af.’ Det er et meget alvorligt problem. Gennem årene har mange redaktører sagt, at journalistikken har en økonomisk krise, men ikke en indholdskrise. Jeg er uenig. Journalistikken har en indholdskrise. Ikke fordi der bliver lavet dårlig journalistik, tværtimod bliver der lavet helt enestående undersøgende journalistik. Men vi kan ikke sælge vores journalistik på, at vi selv synes, den er god. Folk må synes, den er så vigtig, at de pinedød må betale for den, og jeg tror, at vi har bevæget os for langt væk fra folks dagligdag, til at de kommer til det.”

Så hvad er løsningen?

”Jeg tror, vi skal lade være med at arbejde så lemmingeagtigt, som vi gør, men i stedet acceptere, at nogle gange har et medie en historie, og så er det dem, der har den. Og så skal vi tænke over, hvor meget der er proces, og hvad der reelt er vigtigt. Brexit er vigtigt, det er historieskrivning as we speak, men jeg ved ikke, hvor mange aftener ’TV Avisen’ er begyndt med, at ’nu træder vi ind i et afgørende døgn i Theresa Mays politiske liv’. 20 gange måske. På et eller andet tidspunkt må folk spørge: ’Kan det blive ved med at være afgørende?’ Hvis medierne kunne løsrive sig fra ’Vi dækker alting’-mantraet, ville det frigive en masse kræfter til, at journalister kunne tage på reportage, på nysgerrige ture og snakke til baggrund uden konkrete historier i pipelinen.”