search

”Hvis du er tilfreds med samfundet, så bliver du aldrig rebel”

Engang var Ulrik Dahlin ”politisk sindssyg”. Så tvang han sig selv ind som journalist på et medie, der ikke ville have ham, og siden var han med på Press, hvor han og kollegerne uden løn pudsede idealerne for den danske presse. Fredag blev han kåret som Publicistklubbens rebel

Hvorfor pokker skal sådan en gammel mand som mig kåres som rebel?

Nogenlunde sådan tænkte Ulrik Dahlin, da han fredag vandt Publicistklubbens pris som Danmarks publicistiske rebel.

”Normalt forbinder man det at være rebel med at være yngre. Jeg er 64 år. Det er pudsigt. Hvis man forestiller sig en rebel i en film, er det altid en yngre mand eller kvinde,” siger Ulrik Dahlin.

Ulrik Dahlin fik blandt andet prisen for sit mangeårige arbejde som kritisk journalist – først på månedsbladet Press fra 1986 til 1993, siden som freelancejournalist på bureauet Express, og fra 2000 til nu som fastansat journalist på Information, hvor han blandt andet har vundet Cavling-prisen med Anton Geist i 2012.

Men hvad vil det egentlig sige at være en rebel – og hvordan bliver man det?

Nej, vi har ikke brug for dig

Måske skal vi helt tilbage, til før Ulrik Dahlin begyndte sin journalistiske karriere, for at forstå, hvorfor netop han er blevet anset for at være en rebel.

Som ung var Ulrik Dahlin kommunist. Maoist, for at være mere præcis. Han var medlem af kommunistiske partier i 70’erne og ønskede, at de danske arbejdere skulle gøre et voldeligt oprør mod staten. En periode, som han over for organisationen Outsideren har beskrevet, at han var ”politisk sindssyg”.

Indignationen og lysten til at forandre noget sad dog tungt i ham – både da han i 1974 droppede ud af journalisthøjskolen, fordi han mente, den var noget “borgerligt lal”, og da han i 1982 blev journalist på Ugeavisen København. Det gjorde vildskaben også.

”Det var sådan en venstreorienteret aktivistavis. Jeg spurgte, om de havde brug for en mand, og så sagde de næh. Men jeg var som uddannet typograf vant til at stå op om morgenen, så jeg kom derind næste morgen og næste morgen igen, og så vænnede de sig til, at jeg var der,” siger Ulrik Dahlin.

”Der var jeg i fire år.”

Ikke sjovt at være sjov i længden

På Ugeavisen København var han især med til at lave journalistiske gimmicks og grov satire, der lejede med virkelighedens rammer.

”Noget af det første, jeg var med til, var at leje nogle politiuniformer, og så kørte vi to mennesker rundt og røg hash, badede i storkespringvandet og skrev graffiti, hvor der stod, ”politiet er søde”. Det blev fotograferet, og så lagde vi nogle sjove tekster med det ud i avisen,” siger han.

”Vi gjorde det så meget, at når vi endelig skrev noget alvorligt, så troede ingen på det. De tænkte bare, det var noget, vi sad og fandt på,” siger han og understreger, at han også lavede seriøs journalistik på avisen. Det blev bare sjældent taget alvorligt.

Og:

”Når man har været sjov i lang tid, holder det til sidst op med at være morsomt. Så har man fået alle de skøre idéer, man kunne få,” siger han.

Derfor blev der hos flere af Ugeavisen Københavns medarbejdere født et ønske om at gøre det stik modsatte: At være dybt, dybt seriøse.

Cavling-vindere på understøttelse

Der var nærmest ingen, der fik løn på månedsmagasinet Press. I hvert fald ikke, så man kunne leve af det. Det husker Ulrik Dahlin, der som en af de første blev inviteret med indenfor på magasinet, der i 1985 blev grundlagt som modreaktionen på den megen gak på Ugeavisen København.

”Vi trængte til at lave noget seriøst, og at vi ikke altid skulle diskutere, om vi skulle lave fis og ballede,” siger Ulrik Dahlin.

Mediet var blevet grundlagt af Erik Valeur, Morten Bohr, Keld Vrå Andersen og Bo Sørensen, som længe havde puslet med idéen om et dybt seriøst magasin i Danmark. Og det lykkedes meget godt. Allerede i 1987 vandt det Cavling-prisen for at have fornyet magasingenren.

”Vi blev kustoderne for den øvrige presses dårlige samvittighed. Vi pudsede idealerne af og satte dem i montre,” siger Ulrik Dahlin.

Men hvordan var det rebelsk at lave et magasin, som var baseret på grundig research og korrekthed?

”Vi var rebelske på den måde, at det var vores eget, vi havde selv lånt penge til det. Vi fik ikke løn for at være der, jeg gik på understøttelse som typograf, det var vi ikke meget for at sige udadtil. Det var aldrig gået i dag, hvor man hele tiden skal søge om stillinger, når man er arbejdsløs,” siger Ulrik Dahlin og fortæller, at mediet nogle gange fik lov til at få lavet bladet på kredit, fordi der ikke var de 90.000, som det kostede at få bladet trykt.

Tidslinjen over alt

På Press skrev de også gerne langt – gerne over 60.000 tegn langt.

”Der var plads til gode indledninger,” siger han.

”Og så gjorde vi i historierne meget ud af at understrege vores grundighed. Vi snakkede ikke med fem kilder til vores historier, vi snakkede med 50 kilder, og det fyldte meget i artiklerne. Det var på en måde også anderledes,” siger han.

Hvad lærte du som journalist af at være på Press?

”Først og fremmest at lave tidslinjer. Kronologier. Står du med en meget omfattende research, hvor du har båndudskrifter her, aktindsigter der, og du skal behandle det hele, kan du meget hurtigt ikke huske det hele i hovedet,” siger han.

”Det var ikke genialt, men det begyndte vi at arbejde med. Alle oplysningerne blev skrevet ind i den tidsliste. Rigtigt meget fortælling er dramatisering, og tiden er motoren i fremlæggelsen af en sag. Der sker det, så går der en måned, så sker der noget nyt. Det var et meget konkret værktøj,” siger han.

Bliv nu rebeller

Men tilbage til starten: For hvordan bliver man egentlig rebel?

Og hvorfor skal det være sådan en gammel mand som Ulrik Dahlin, der er det?

Det undrer rebellen sig selv over. For i hans øjne er der netop nu mulighed for, at de unge journalister i Danmark finder rebellerne frem i dem selv.

”Hvis nogen virkelig ville i dag, kunne de slå sig sammen og lave en medieplatform og hjemmeside og kaste sig over det samme som os på Press. De skulle i hvert fald ikke skaffe penge til tryk. Press havde pissedygtige skribenter. Det var et samlingspunkt for dem, der ville vise, de kunne noget i faget. Deri ligger nok det rebelske,” siger han.

Hvordan sørger de unge så for at blive rebeller?

”De skal have vreden i sig,” siger Ulrik Dahlin.

”Hvis du er tilfreds med samfundet, så bliver du aldrig rebel. Hvis du mener, der er noget galt, har du chancen for det. Press blev grundlagt i vrede. Vi synes, det var et sygt uretfærdigt samfund, hvor rige folk skovlede penge ind,” siger han.

Den vrede bør man også kunne mønstre – måske endda endnu mere – i dag, mener han.

”Hvorfor er der eksempelvis stadig hungersnød, mangel på vand, stigende ulighed? Du kan finde vrede mange steder. Men det er svært at blive en dygtig journalist uden vrede.”

Kommentarer
1
Eva Birgitte Jensen
15.05.19 11:13
Kære Journalisten, glimrende artikel, men det hedder altså "legede"!
På Ugeavisen København var han især med til at lave journalistiske gimmicks og grov satire, der lejede med virkelighedens rammer.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen