search

PRE25

I år er det både 25 år siden, månedsbladet PRESS kom på gaden første gang, og 10 år siden, det sidste blad udkom. Holdet bag bladet fortæller om kassekreditter og Cavling-druk, om masseresearch og montageartikler. Og om at dreje nøglen om til et af dansk presses mest banebrydende medier.

I år er det både 25 år siden, månedsbladet PRESS kom på gaden første gang, og 10 år siden, det sidste blad udkom. Holdet bag bladet fortæller om kassekreditter og Cavling-druk, om masseresearch og montageartikler. Og om
at dreje nøglen om til et af dansk presses mest banebrydende medier.

I 1980'ernes modpresse lærte en flok unge journalister, layoutere og fotografer hinanden at kende på Ugeavisen København. De drømte om at lave verden om. Og det skulle ske gennem journalistikken. Morten Bohr, Keld Vrå Andersen, Erik Valeur og Bo Sørensen havde derfor en plan om at lave deres eget blad som modvægt til det, de betragtede som massemediernes mainstream.

Bo Sørensen, layouter: Ugeavisen København var Ekstra Bladet i en rød udgave. Den hurtige, skarpe avis med store overskrifter. Den form havde sine begrænsninger, for vi blev ikke taget alvorligt nok. Der var et behov for at lave et medie, der var 100 procent gennemtjekket og 100 procent researchet. For kun hvis man ikke kunne sætte en finger på sandhedsværdien af det, vi skrev, kunne vi få rykket noget politisk. Og det var det, vi ville.

Morten Bohr, redaktør: Vi havde gået en del år og småflirtet med tanken om at lave noget andet. Bare noget andet. Tanken om at skulle ud i det almindelige arbejdsliv var fuldstændigt uudholdelig. Jeg var nok den af os, der var mest desperat. Hvad skulle jeg ellers lave?

Erik Valeur, journalist: Vi samlede en gruppe på 20 stykker, der mødtes for at snakke om, hvad der kunne stå i sådan et blad. Vi havde inviteret både DR-producere, avisjournalister, skolelærere og en tidligere heroinjunkie. Men da snakkeperioden var slut, ville journalisterne ikke slippe deres jobs, og vi måtte indse, at vi var en layouter og tre journalister til at sætte det i gang.

Ib Sørensen, forretningsfører: I februar 1985 var prøvenummeret ved at blive lavet. Min bror, Bo, sagde, at de manglede en forretningsfører. Okay, sagde jeg, det kan jeg godt være med til. Jeg havde lidt flair for økonomi. Da jeg kom, bestod administrationen af en kassebog og en pengekasse. Og der var ingen penge i den kasse.

Martin Breum, journalist: Jeg var med til at lave et blad, der hed Relief. Da det gik ned med et brag, strøg jeg ned til de andre og var med til at lave prøvenummeret af PRESS.

Morten Bohr: Det var et rimeligt forfærdeligt år. Vi havde ingen penge, og samtidig gik vi og fortalte, at vi skulle lave et blad. Det kom bare ikke. Det var ultra pinligt. Vi forsøgte at få en kassekredit, men fik afslag efter afslag og blev mere og mere tyndslidte.

Ib Sørensen: Det havde karakter af spøgelsesblad. Får vi nogen penge? Duer ideen overhovedet? Men så fik vi endelig en kassekredit i Fælleskassen på omkring 200.000 kroner, som vi selv kautionerede for. Og dét var kapitalgrundlaget.

Morten Bohr: Vi skulle udkomme første gang efter sommerferien i '85. Men så ringede Lars Møller fra Ugeavisen København og spurgte, om det ikke var en ide at flytte udgivelsesdatoen, så bladet ville udkomme 2. september – samtidig med at Børsens Nyhedsmagasin udkom første gang. De havde kørt en millionkampagne, som vi kunne koble os på som et modstykke. Det var pissegodt set. Vi forærede medierne en vinkel: Her har vi de rige tosser og de unge, fattige journalister. De købte den alle sammen.

Ib Sørensen: TV Avisen ringede og ville lave et interview med chefredaktøren, men Morten ville ikke stille op.

Morten Bohr: Jeg skulle ikke nogen steder! Jeg tror, det var en blanding af sceneskræk og af, at vi egentlig ikke anede, hvad det var, vi havde lavet.

Ulrik Dahlin, journalist: Så spurgte de mig – selv om jeg stadig var på København – om jeg ville gå i fjernsynet og lade, som om jeg var chefredaktør. Det ville jeg da gerne. Jeg spurgte, hvad jeg skulle sige. Det vidste de ikke, men de havde lavet et slogan – noget i stil med 'Danmark på 2. Klasse'. Så jeg sagde til TV Avisen, at det jo ikke er alle mennesker, der er rige, og at det også var på tide at skrive om de fattige. Det fik dem til at banke hovedet ind i væggen. Det lød alt for venstreorienteret. Det var slet ikke det, de havde tænkt sig.

Morten Bohr: Selvfølgelig spillede venstrefløjen en kæmpe rolle for os, men det helt afgørende for PRESS var en kærlighed til journalistikken og dens betingelser. Vores glød var at lave ordentlig journalistik. Ikke at være venstrefløjspropagandister.

De første numre af PRESS udkom i et oplag på 20.000. Bladet opnåede økonomisk støtte fra Dagspressens Finansieringsinstitut og tiltrak en stor flok aktivister.

Henrik Saxgren, fotograf og ansvarlig for PRESS' billedserier: Da jeg så det første nummer, blev jeg dybt chokeret over, at arbejdet havde været i gang så lang tid, uden at jeg havde været involveret. Så jeg gik op til Morten og Erik og sagde: "Jeg er med".

Ulrik Dahlin: Vi, der stadig var på København, kunne godt se, at det her blad var noget helt anderledes. På København var det ofte bare et spørgsmål om at få lortet på gaden. På PRESS satsede de på at være rigtig dygtige. Vi sad og blev mere og mere misundelige og forsøgte at time det, så vi ikke alle sammen gik over til PRESS samtidig.

Bo Sørensen: Dengang var det tusinde gange nemmere at etablere et frivilligmiljø, end det er i dag. Der var stor arbejdsløshed. Og ånden var der stadigvæk.

Ulrik Dahlin: Vi knoklede hårdt for at få en troværdighed, fordi vi kom fra Ugeavisen København. Der skulle ikke være tvivl om, at det, der stod i PRESS, var rigtigt. Da vi eksempelvis skrev om, at landsholdets succes i Mexico havde påvirket træningen af de yngste fodboldhold i en mere målsøgende og mindre legende retning, var det ikke nok at snakke med tre-fire børn. Vi snakkede med en helvedes masse børn.

Henrik Saxgren: Når der blev diskuteret historier, foregik det på en meget usentimental måde, fritaget for hensyn. Hvis folkene i buret – med Morten i spidsen – mente, at en historie ikke holdt, så lagde de den bare ned. Også selv om folk havde brugt månedsvis uden at få en øre for det.

Ulrik Dahlin: Man besad ikke selv retten til det, man skrev. Det var et problem for mange af dem, som syntes, de skrev som en halv Hemingway. De brød sig ikke om, at deres ting blev skrevet igennem af andre.

Agnete Vistar, journalist: Egentlig synes jeg aldrig, PRESS var specielt banebrydende på andre områder end det formmæssige.

Erik Valeur: Vi var inspireret af radiomontagen og lavede det, vi kaldte trykt montage eller scene-på-scene – vi satte informationer ind i en fortalt sammenhæng og klippede mellem scener. Det er det, der senere er fløjet ind fra USA som fortællende journalistik, og hvad man ellers kalder det. Vi kendte det ikke fra nogen lærebog eller skabeloner. Vi udviklede det selv.

Efter 10 numre gik bladet i betalingsstandsning, men kom hurtigt på benene igen. Ud over en lang række afslørende artikler om flygtninges forhold i Danmark bragte bladet også – blandt andet – en reportage fra dronningens besøg i Gilleleje, tegneserier, en artikel om konsekvenserne af de ulovligt tilbageholdte familiesammenføringer for herboende tamiler, 18 sider lange fotoserier. Og en tom spalte, for hver gang Socialdemokratiets socialordfører Torben Lund undlod at kommentere PRESS' flygtninge-kampagne.

Morten Bohr: Vi havde nogle historier, som fik en betydning. Men det, der var fedt, var, at vores tone virkelig ramte noget derude. En tone af en vis anstændighed og ordentlighed.

Ulrik Dahlin: Vi lå på alle hot-listerne. Jeg så engang et møbelkatalog, hvor det interiør, der udgjorde "det unge" værelse, havde det nye nummer af PRESS liggende på skrivebordet. Så tænkte jeg: Nu er vi ved at være der. Nu er vi ved at blive lige så almindelige som cowboybukser.

Morten Bohr: Jeg tog telefonen, da Cavling-komiteens formand ringede og sagde, at vi havde fået prisen. Han henstillede til, at det ikke blev mig, der modtog den, for jeg var medlem af HK.

Ulrik Dahlin: Vi insisterede på, at det var Morten, der stod frem og modtog statuetten. Til gengæld skulle vi love, at alle dem med pressekort stillede sig lige bag ved ham, når billedet skulle tages. Det var jo latterligt.

Poul Rasmussen, billedredaktør: Vi modtog Cavlingen med en følelse af, at alle dem med de mange penge og ressourcer ikke var i stand til at lave noget bedre end os – Vorherre bevares! På den måde tænkte vi som underdogs.

Morten Bohr: Da vi havde modtaget prisen, spiste vi på en eller anden halvbillig etnisk restaurant, og så gik vi på druk på Istedgade.

Ulrik Dahlin: Vi blev tordnende fulde. Da den sidste gik hjem, var den der Cavling-statuette væk.

Agnete Vistar: Jeg havde taget den med hjem for at passe på den. Men det var der ingen, der havde registreret. Dagen efter blev der panik over, at den var forsvundet. Da jeg så kom dappende med den, stod de andres øjne ud ad hovedet. I begyndelsen blev statuetten hængt op i en snor fra loftet. Så fandt vi ud af, at det nok ikke var særlig respektfuldt …

På PRESS fik kun meget få noget, der mindede om løn. Resten arbejdede gratis.

Ulrik Dahlin: Dagpengereglerne var ret lempelige. Hvis man inden for tre år havde været i beskæftigelse i 26 uger, kunne man få dagpenge. Vi havde lige præcis råd til at ansætte hinanden på skift. Det var meget pauvert.

Poul Rasmussen: Vi ville gøre verden bedre og mere retfærdig. Det betød, at alt var underordnet bladet. Folk var meget dedikerede, der var en arbejdsom og indædt atmosfære.

Martin Breum: Vi levede og åndede der døgnet rundt. Der var ingen, der havde børn eller villaer, der skulle finansieres, eller biler, der skulle afdrages på.

Poul Rasmussen: Johan Ehrenberg, dynamoen på det svenske magasin ETC, kom på besøg på Nørrebrogade, hvor vi sad. Der var rod over det hele. Vi knoklede løs og var ubarberede og så ud ad helvede til. Så sagde han: "Pas nu på. I skal også holde fri engang imellem". På PRESS accepterede man ikke, at folk kunne brænde ud. Hvis nogen fik børn, tænkte man: "Åh nej, nu kan de ikke være her om natten. Hvad gør vi så?"

Et par år efter lanceringen af PRESS havde redaktionen brug for nye kræfter. De kom i form af freelancebureauet Sidelinjen, der netop var startet af en flok nyuddannede journalister. Bureauet blev inviteret med på et sommerseminar med det formål at knytte dem til bladet.

Morten Bohr: De havde lige lavet deres eget bureau og ville ikke med over på PRESS.

Ulrik Dahlin: For at få dem med på vores galej forærede vi nærmest bladet til dem.

Morten Bohr: Det havde happeningens præg. Jeg sagde bare: "Værsgo. I får bladet".

Karen Gahrn, journalist: Jeg tænkte, "Gu' skal vi da ej op til alle de der sure gamle mænd". Men så blev vi grebet af det alligevel og flyttede vores relativt tjekkede IKEA-borde ned i vores ende af redaktionen, mens Gammel-PRESS fik den anden ende. Vi insisterede på, at der skulle se ordentligt ud, og at vi ville sidde for os selv … Der gik fem minutter, så var det hele kastet sammen.

Martin Østergaard, journalist og chefredaktør: Vi var et lille hippiekollektiv, som flyttede sammen med de der stærkt venstreorienterede rullekravesweaterdrenge. Vi kom med peace, love and harmoni og skal vi ikke kramme? De smed øllerne på bordet, røg smøger og snakkede om politik og væsentlighed.

Peter Øvig Knudsen, journalist og chefredaktør: Selv om vi havde fået bladet, havde mange fra den første generation svært ved at slippe det. Det var jo deres barn.

Martin Østergaard: Da Peter og jeg blev redaktører, tog vi pis på venstrefløjen og sagde, at vi skulle have redaktørjakkesæt sponseret af Hugo Boss. Det var som at smide en bombe. Kim Bildsøe-Lassen, som rendte rundt i Peru-sweatre og lædersnor om halsen, sagde, vi talte magtens sprog.

Henrik Saxgren: Peter og Martin startede med at interviewe hinanden om at onanere. Det sad os gamle helt sikkert nede på Sabines og bagtalte. I stedet for at interessere sig for andre mennesker blev bladet pludselig navlepillende.

Martin Østergaard: Vi havde vores egen mission. Vi fik en ide om at give al magt til lysten. De der benhårde nu-ringer-vi-til-1.000-vandmiljøkonsulenter-journalister, de gloede bare på os, som om vi havde drukket af potten.

Peter Øvig Knudsen: Vi ville drive bladet på kommerciel basis, fordi det var den eneste mulighed for, at det overhovedet kunne overleve.

Martin Østergaard: Vi tog på en studietur til ETC i Sverige, hvor Johan Ehrenberg spurgte til økonomien. Jeg sagde, bladet ikke løb rundt. "Det duer ikke," sagde han. "Det holder ikke en meter."

Peter Øvig Knudsen: Men der var for mange, der ikke ville være med til at drive det som en forretning. Det kulminerede til en fest, hvor en del fra første generation sad i en rundkreds og svinede mig og Martin til – selv om Martin var gået. Det var meget Tvindsk. Om jeg ikke kunne indse, at jeg forrådte alt, hvad der var godt i denne verden?

Folkene fra Sidelinjen faldt fra, endnu en ny generation rykkede ind i PRESS' lokaler i Studiestræde. Op gennem 1990'erne gennemgik månedsbladet et nyt generationsskifte med cirka to års mellemrum. Oplagstallene kom aldrig op at toppe salget fra bladets storhedstid, og i 1997 gik bladet i betalingsstandsning, mens chefredaktør Ivan Rod forsøgte at skaffe penge nok til at rekonstruere det.

Ivan Rod, chefredaktør: Alt stod opmagasineret på det gamle B&W-værft i noget, der hed Dø Hule. I den tid, PRESS ikke udkom, faldt folk fra. Da bladet genopstod med hjælp fra Dagspressens Finansieringsinstitut, var det – igen – med en helt ny generation og mig som den eneste genganger.

Anne Sofie Kragh, journalist: Ud over Ivan var vi tre ansatte journalister, der fik 10.000 kroner om måneden.

Nynne Bjerre Christensen, journalist: Det var et sted båret af meget høje ambitioner, der ikke stod mål med de kræfter, vi havde på redaktionen. Den journalistiske side af sagen vidste vi lidt om, men det med at drive forretning var vi ikke gode til.

Anne Sofie Kragh: Det var på PRESS, jeg lærte at skrive. Ivan var en vanvittig dygtig redaktør, som fik os til at skrive vores artikler igennem fem-seks gange. Men lige så dygtig en redaktør han var, lige så elendig en købmand var han. Og bladet var konstant i fare for at blive lukket. Da vi nåede til jul, kom der et brev om, at der snart ville blive slukket for strømmen. Ivan var i Vietnam, så vi andre måtte sidde og finde frem til de få annoncører, der var, og få dem til at betale, hvad de skyldte. Det var helt grotesk.

Ivan Rod: Jeg var bestemt ikke en god købmand, men det skyldtes blandt andet, at vi bestræbte os på at sælge en vare, som der ikke var tilstrækkeligt mange kunder til.

Nynne Bjerre Christensen: Det var hårdt, men også pirrende og spændende. Vi følte, at det, vi lavede, var vigtigt. Vi forvaltede en arv, der var stærk og fin.

Portostøtten forsvandt. Annoncørerne svigtede. Til sidst bad Ivan Rod Informations daværende direktør, Henrik Bo Nielsen, om hjælp. Sammen med Information skød Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Thura Film en million kroner i PRESS og overtog dermed ejerskabet af bladet.

Ivan Rod: Vi troede, at nu ville der komme styr på tingene. Nu var vi sammen med professionelle bladfolk. Men de havde fokus et andet sted, fordi deres egne aviser led på hjemmefronten.

Henrik Bo Nielsen, direktør:
Vi satte ret mange penge af, men ikke nok energi. Set i bakspejlet fik vi ikke tilført bladet det, det havde brug for. Men man kan også diskutere, om det overhovedet lader sig gøre at tilsætte penge til et frivilligt foretagende som PRESS. Det bliver på en eller anden måde naturstridigt. Bliver bladet professionaliseret, skal folk også have løn, og fotografen, som du hidtil har snydt, skal betales. Du spiller pludselig på en bane, som er pæn og ordentlig og nobel. Og PRESS' bane var alt andet end dét.

Anne Sofie Kragh: Jeg var lige landet i New York, da jeg fik en SMS fra Nynne om, at nu var bladet definitivt lukket.

Ivan Rod: På den ene side var det en lettelse, fordi det havde været konstant op ad bakke. På den anden side var det en stor frustration. Fordi et vigtigt forsøg på at lave en gedigen form for journalistik kuldsejlede.

Det sidste nummer af PRESS udkom i december 2000. Bladet lukkede endeligt i januar 2001. I dag står Cavling-statuetten hjemme hos bladets første forretningsfører, Ib Sørensen.

Bo Elkjær, journalist:
PRESS efterlod et hul, som ikke er blevet fyldt op af andre. Artiklerne i Euroman er derhenad. Weekendavisen kan også til en vis grad trække noget af læsset. Men der findes ikke en samlet pakke, hvor man får de anderledes vinkler og en research, der virkelig går i dybden.

Grundlæggende er det aktivistånden, der mangler. Et samlingssted for dem, der er drevet af andet end månedslønnen. Så hvis man kan finde en flok aktivister, der kan fylde det hul op, som PRESS efterlod, så er det bare om at komme i gang. Der er en kæmpe mulighed, som står klar til at blive udnyttet.

Kommentarer
2
Thomas Berdal
08.06.11 16:59
Re: PRE25
...er det muligt at finde gamle numre af Press. Evt. i elektronisk form på nettet?
Fremhævet af Journalisten
Mads Nyvold
30.09.11 13:40
Gamle udgaver af PRESS

Hej Thomas

Tror næppe de findes elektronisk, men de fleste større biblioteker f.eks. i København, Odense og Århus er forpligtet til at gemme en hulens bunke af magasiner udkommet i Danmark. Heldigvis herunder også PRESS. Alle numre ligger derfor sirligt i ringbind fra PRESS #1 til allersidste udgave. Eneste ulempe er, at du ikke kan låne ringbindene hjem.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen