Lokalradio har planket sladderartikler: ”Det er jo skamløst”

Sydfynske Radio Diablo får hård kritik for at bryde med god citatskik i det daglige program ’Dig, mig og Diablo’. ”Vi lægger os fladt ned,” siger chefredaktøren og lover, at programmet ændrer praksis. Radio Diablo er hovedejer af Radio Loud

”Det er jo skamløst.”

Sådan lyder det spontant fra chefredaktør på Ekstra Bladet Pernille Holbøll, efter at hun har lyttet til, hvordan der i radioprogrammet ’Dig, mig og Diablo’ på Radio Diablo bliver læst højt fra blandt andre Ekstra Bladets artikler.

Vel at mærke uden at Ekstra Bladet eller andre medier bliver krediteret.

”De læser jo op én til én. Det har ikke noget med journalistik at gøre. Det er jo en joke. Så synes jeg, folk skal læse eb.dk i stedet for at lytte til Radio Diablo,” fortsætter Pernille Holbøll.

Det er journalista.dk og indblik.net, som sammen har fundet 16 eksempler på, at værten i programelementet ’Den Røde Løber’ i eftermiddagsprogrammet ’Dig, mig og Diablo’ læser lange passager fra andre mediers artikler op uden at kreditere de andre medier. De fleste eksempler er fra B.T. og Ekstra Bladet.

Chefredaktør og direktør på Radio Diablo Martin Brandt Larsen erkender fejlene og beklager.

”Vi lægger os bare fladt ned og siger: Der er simpelthen sket en fejl, og det er jeg træt af og ked af, og jeg kan kun beklage,” lyder det fra Martin Brandt Larsen.

Sladder skal komme fra Ritzau

Han fortæller, at han tirsdag har holdt møde med de ansatte, som laver ’Den Røde Løber’, og at programmet fra og med tirsdag skal laves efter en ny ’procedure’.

”Jeg kan kun undskylde og beklage, at der har været en praksis, som dybest set bunder i en misforståelse af, hvor meget og hvor lidt man må citere andre medier. Jeg har talt med den medarbejder, som er på udsendelsen, om det,” siger Martin Brandt Larsen.

’Den Røde Løber’ er baseret på sladder- og celebrity-stof. Hidtil har reporteren ifølge Martin Brandt Larsen fundet store dele af indholdet til radiosekvensen via sociale medier. Fremover skal stoffet til den godt to minutter lange radiosekvens primært komme fra Ritzau, fortæller Martin Brandt Larsen.

”Vi vil i højere grad bruge det indhold, vi betaler Ritzau for at levere til os. Det er en procedure, der er blevet gennemgået og er i fokus med det samme,” siger Martin Brandt Larsen.

Leverer Ritzau tilstrækkeligt med celebrity-stof til ’Den Røde Løber’?

”Det må vi jo se på,” siger Martin Brandt Larsen, som ikke udelukker, at der også fremover bliver citeret fra andre mediers historier i Radio Diablos eftermiddagsflade.

”Men nu bliver det selvfølgelig inden for rammerne af god citatskik,” understreger chefredaktøren.

Kender ikke omfanget

Journalista og Indblik.net har fundet 16 eksempler på, at lange passager fra andre mediers artikler bliver læst højt, uden at medierne bliver krediteret. Men i hvor stort et omfang har det her fundet sted?

”Det har jeg ikke fuldt overblik over. Jeg har forholdt mig til de her eksempler og set på, hvordan det er opstået. Det har vi nu fået belyst, og det vil vi agere på.”

Vil det sige, at det har fundet sted dagligt?

”Det har i et eller andet omfang været praksis. Men det er klart, at vi er bekendt med, hvordan materiale skal håndteres, og vi har samlet op i forhold til Ritzau, så det bliver efter en anden procedure nu,” siger Martin Brandt Larsen.

Medejer i Radio Loud

Ud over at være lokalradio på Sydfyn er Radio Diablo den primære ejer i ejerkredsen bag public service-kanalen Radio Loud, og det gør sagen så meget desto mere kritisk, mener Pernille Holbøll på Ekstra Bladet.

”De er i ejerkredsen af Loud. Det er alligevel ret vildt, at man kan lave sådan noget, når man ejer en skattebetalt radio – for at sige det pænt,” mener hun.

Martin Brandt Larsen mener ikke, det gør hverken fra eller til, at hans radiokanal er medejer af en skatteyderfinansieret radiokanal.

”Jeg mener, at et hvilket som helst medie skal have styr på, hvad det laver, og hvad det gør. Derfor er jeg ked af, at der har været noget, som en medarbejder ved Radio Diablo ikke har været opmærksom på,” siger han.

Det er usikkert, om han kan se frem til et erstatningskrav fra B.T. eller Ekstra Bladet for brud på god citatskik i ’Den Røde Løber’.

”Jeg vil starte med at se, om det ikke stopper af sig selv. Ellers må vi få dem til at tænke sig om,” siger Ekstra Bladets Pernille Holbøll.

Det er ikke lykkes at få et interview med B.T.’s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, til nærværende artikel. Han skriver i en sms til Journalisten, at han ’som udgangspunkt’ ikke vil kræve erstatning. Men:

”Hvis det viser sig, at det er foregået systematisk i stort omfang/foregår endnu, så kan det da ikke udelukkes.”

4 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
19. MAJ 2020
Når det handler om regulært sladder-journalistik, så er det tåbeligt, at snakke om en solo-historie, men hvis vi stækker os meget langt, så vil det i nogle tilfælde være relevant, at kreditere den som kommer først med historien.

Her i den digitale tidsalder, der bliver det hurtigt en diskussion om længden på kejserens skæg, hvis der er nogle minutter imellem, at to medier publicerer den samme sladder-historie.

En kilde kan jo sagtens ha’ lækket den samme sladder-historie til flere medier, og et medie skal vel ikke straffes fordi det har brugt lidt mere tid på, at lave en gennemtjekket historie.
Ditte Okman
19. MAJ 2020
Sludder Anna G. Jensen!
Jeg citerer altid, når jeg læser op fra en artikel. Og hvis jeg refererer en solo-historie fortæller jeg altid, hvem der har gravet den frem.
Der er absolut ingen ændring i praksis, der.
Men kom endelig med et eksempel.

Tak.

Vh. Ditte
Martin Sejer Lützen
30. APRIL 2020
“Himler op”...? Ahhh, vel...
Anna G. Jensen
29. APRIL 2020
Sjovt at Jonas Kuld Rathje sådan himler op. Hører man B.T egen podcast “Det vi taler om” citerer de stort set aldrig Ekstra Bladet for alle de historier de omtaler som netop stammer fra Ekstra Bladet. Dette var anderledes da programmet blev sendt på radio 24/7.

Læs også

Hvad må du egentlig gøre med andres billeder?

04. MAJ 2018

Nye EU-regler for ophavsret på vej. Men får journalisterne flere penge?

18. FEBRUAR 2019