
I Norge er FM-båndet blevet afløst af DAB. Det har samlet set givet færre lyttere. Foto: NTB / Scanpix
Regeringen ønsker at lukke FM-radiobåndet om to et halvt år. Det fremgår af medieudspillet, som blev offentliggjort torsdag. Men den melding kommer fuldstændigt bag på en række radiostationer, der for nyligt har investeret millionbeløb i FM-teknologi, som de regnede med at skulle bruge i mindst 10 år frem.
”Vi havde tilfældigvis bestyrelsesmøde i Jysk Fynske Medier, og så tændte vi for radioen for at høre pressemødet om medieudspillet. Da FM-båndet pludselig blev nævnt, kiggede alle hen på mig,” fortæller Alex Pedersen, der er viceadministrerende direktør.
Grunden til, at bestyrelsens øjne fæstnede sig ved Alex Pedersen, var, at han for ni måneder siden stod foran samme bestyrelse og bad om et millionbeløb, der skulle bruges til investeringer, der var nødvendige, fordi Jysk Fynske Medier netop havde opnået en tiårig sendetilladelse på FM-båndet.
Har netop fået tilladelse for 10 år
Hvis ministeren får sit ønske opfyldt, vil alt det nye isenkram være lige til at køre på genbrugsstationen om to et halvt år.
”Vi er dybt forundrede og på grænsen til at være i chok over, at det i det hele taget kan komme på tale at lukke FM-båndet i 2021. Når Kulturministeriet kørte et udbud i 1. halvår 2017, hvor hele den kommercielle og ikke-kommercielle radioverden har søgt om nye frekvenser for en tiårig periode, og samme minister så ni måneder efter foreslår, at man skal lukke FM-båndet om tre år,” siger Alex Pedersen.
127 sendemaster
Han anslår, at investeringen ligger på mellem 3 og 5 millioner kroner. Det drejer sig først og fremmest om teknologi og logistik omkring de 127 sendemaster, der dækker de områder, som Jysk Fynske Mediers radiostationer sender til. Det drejer sig om Radio Skala, Radio VLR, Classic FM og Radio Viborg.
”Vi har flyttet rundt på masterne for at kunne indfri den dækning, vi har fået. Vi har også indgået lejetilladelser med de husejere, hvor masterne sidder, og dem indgår man jo for en lang periode for at gøre det billigere. Alle de investeringer har vi foretaget ud fra en forventning om, at det skulle afskrives over 10 år. Havde vi vidst, det skulle lukke i 2020-21, havde vi ikke investeret en krone.”
Tror ikke på DAB
Hvis FM-båndet lukkes til fordel for DAB, vil Jysk Fynske Medier igen skulle ud og investere i teknologi, hvis man fortsat vil have radiostationer.
Men Alex Pedersen mener i det hele taget, det er en forkert beslutning at satse på DAB-radio.
”Personligt tror jeg ikke på det der DAB. Ser man i Europa, er det kun i Norge, man har gået planken ud, og der er lyttertallet faldet, fordi mange jo ikke har DAB-radioer. Jeg tror, DAB vil blive overhalet af streaming. Min datter på 18 hører ikke radio, men hun streamer radio og musik. Så jeg tror, at vi kommer til at springe DAB-trinnet helt over,” siger han.
Ingen grund til at føle sig snydt
Kulturminister Mette Bock skriver i et mailsvar til Journalisten, at en fremskyndet lukning af FM-sendenettet vil styrke det digitale radiomarked og spare radiostationer for sendeomkostninger, fordi de kun skal sende på ét sendenet.
Er det forståeligt, at radiostationer, der netop har fået 10 års sendetilladelse, føler sig snydt?
”Forslaget om lukning af FM-sendenettet i 2021 er ikke hugget i granit. Regeringen vil gerne omfavne den teknologiske udvikling, men vi er naturligvis opmærksomme både på de fordele og ulemper, et FM-sluk kan have for lytterne såvel som for radiostationerne. Et FM-sluk kan i praksis gennemføres på flere måder, og den konkrete model vil vi drøfte i de kommende medieforhandlinger. I Norge har man eksempelvis valgt at slukke for det landsdækkende FM-sendenet i 2017, mens lokalradioerne i Norge kan fortsætte med at sende frem til udgangen af 2021.”
Ingen kompensation
Ifølge Mette Bocks svar er der ikke grundlag for at kompensere radiostationer for deres investeringer.
”Radiostationerne har kendt grundlaget for udbuddet af kommerciel lokalradio i 2017. I bekendtgørelse om kommerciel lokalradiovirksomhed såvel som i de udstedte programtilladelser er der taget højde for, at Radio- og tv-nævnet til enhver tid uden kompensation kan inddrage tilladelserne med to års varsel, såfremt det måtte blive relevant, f.eks. på grund af overgangen til digital radio,” siger hun og tilføjer.
”Der er derfor ikke grundlag for at give kompensation. Men nu skal vi i første omgang drøfte sagen politisk, når vi påbegynder forhandlingerne om en ny medieaftale.”
Alle har investeret
Det er ikke kun Jysk Fynske Medier, der er frustrerede over regeringens udspil. Direktør i Danske Medier Research Marianne Bugge Zederkof fortæller, at det er over hele linjen, der er blevet investeret i forbindelse med de nye sendetilladelser.
”Alle har været ude og investere i nyt udstyr, som de kravlede rundt og satte i masterne hen over nytår. Alt det arbejde og de investeringer har man gjort, fordi man fortsat troede, at FM-nettet skulle være den bærende teknologi mange år frem. Så den kommercielle radiobranche er meget overrasket over, at en slukning af FM-båndet er på tapetet igen,” siger hun.
10 millioner FM-radiomodtagere
I øjeblikket er den politiske aftale, at når mere end halvdelen af den samlede mængde radiolytning foregår digitalt, skal FM-båndet lukkes efter to år yderligere. Den aftale ønsker regeringen altså at fravige.
Marianne Bugge Zederkof peger også på forbrugervinklen. Der findes 10 millioner FM-radioer i Danmark, som altså i givet fald skal udskiftes på få år.
Hun håber dog, at regeringen vil komme på bedre tanker under medieforhandlingerne.
”Vi læner os primært op ad, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet synes, det er en håbløs idé. Så jeg kan ikke se, det får en blivende plads, når de sidder ved forhandlingsbordet. Og så må vi give dem noget mere viden. Så jeg vil skrive til de politiske ordførere, departementet og så videre,” siger Marianne Bugge Zederkof.
6