
Foto: Stine Heilmann/Ritzau Scanpix
Hun har været den første kvinde på posten som chefredaktør på Ekstra Bladet.
Men snart er den tid forbi. Karen Bro og JP/Politikens Hus har i dag meddelt, at hun stopper på posten ved udgangen af august. I stedet skal hun lave et internationalt medie for kvinder i alderen 40 til 60 år. Det har været en tid, hvor oplagstallet og læsertallet er dalet markant på print, mens der samtidig er kommet flere læsere til digitalt.
”Det har været nogle helt vilde år,” siger hun.
”Jeg er så gammel, at jeg selv har siddet og layoutet og sendt avisen til typografer, som satte den op med skalpel. Der er sket alle mulige ting i den måde, vi udkommer på. Det er fantastisk, at der er så mange nye muligheder for at udkomme, men kernen er det samme: Journalistikken.”
Printproblemer var et wakeup-call
Overordnet mener Karen Bro, at hun forlader Ekstra Bladet et godt sted.
”Man har snakket om, at papiraviserne ville dø lige om lidt. Men vi udkommer stadig syv dage om ugen, og der kommer også mange andre papiraviser i Danmark hver dag. Men det vigtigste for mig er, at journalistikken overlever,” siger hun.
Er der noget, du kunne ønske var gået bedre i forretningen?
”Jeg har mest gode ting at sige om det. Især når jeg tænker på den bekymring, der globalt set har været for, hvor frygteligt det ville gå. Journalistikken lever i bedste velgående, og vi er i kontakt med en million mennesker om dagen. Det er en kæmpe sejr i forhold til dommedagsprofetierne.”
Hvad tænker du om nedgangen på print?
”Det er en udvikling, alle medier har været igennem over længere tid. Det var et wakeup-call. Der er intet, der er en selvfølge. Vi blev nødt til at se på, hvordan tingene var indrettet, og jeg synes, vi har været gode til at tilpasse os virkeligheden,” siger hun.
”Så er det ikke altid, at du er en af drengene”
Lysten til at starte et internationalt medie, der er rettet mod kvinder, kommer i høj grad også fra Karen Bros egne erfaringer som kvindelig leder.
”Jeg har altid elsket at være i journalistik og at være en af drengene. Det var lige, indtil jeg kom op og arbejde på et vist niveau med rigtig mange mænd, hvor jeg var den eneste kvinde,” siger Karen Bro.
”Så er det ikke altid, at du er en af drengene. Der er en forskel. Det gør, at jeg har fået øjnene op for nogle mekanismer, som jeg kan påvirke. Der sker rigtig meget her i øjeblikket, og toppen af dansk erhvervsliv tripper efter at få flere kvinder i ledelserne.”
Det er også noget af det, det nye medie til kvinder skal formidle.
”Jeg brænder for den passion, der lige nu er blandt kvinder i især min alder. De rykker i øjeblikket. At kunne formidle det igennem stærke, journalistiske historier gør, at det går op i en højere enhed for mig,” siger hun.
”Det er et medie til kvinder, der gerne vil tage lederskab og være kreative. Kvinder, der inspirerer og vil inspireres.”
Ikke den sidste kvindelige chefredaktør
Hun tager også sit journalistiske ophav fra Ekstra Bladet med sig ind til det nye medie.
”Det er blandt andet kærligheden til den stærke, personlige historie. Og den anden er den dedikation, der er hos medarbejderne på Ekstra Bladet for hver dag at være de bedste og være parate til at gå en ekstra mil for mediet,” siger hun.
Ifølge Karen Bro har Ekstra Bladet under hende holdt fast i at være magtkritiske. At være et vigtigt medie.
”Vi holder øje med magthaverne og med, om de forvalter deres magt på ordentlig vis. Det er gjort godt her,” siger hun.
Hvad det nye internationale kvindemedie skal hedde, hvornår det går i luften, og hvem der sammen med Karen Bro står bag det, vil hun endnu ikke sige noget om. Men i forhold til Ekstra Bladet er hun ikke i tvivl: Kvinder er kommet for at blive i toppen.
Tror du, at du er den sidste kvindelige chefredaktør på Ekstra Bladet?
”Nej. Det tror jeg ikke.”
Ekstra Bladet udnævner en ny journalistisk chefredaktør i løbet af efteråret.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.