search

Karen Bro: »Min feministiske kamp har været ikke at tale om det«

»Jeg er den første kvindelige chefredaktør på Ekstra Bladet. Men indtil for nylig har min attitude været, at jeg slet ikke gider at snakke om det der med køn,« siger Karen Bro i Journalistens serie om kvindelige mediechefer. I JP/Politikens Hus er kun hver tredje chef kvinde trods 10 års fokus

»Forget about it! Sådan havde jeg nok reageret, hvis nogen for bare fem år siden havde fortalt mig, at jeg skulle blive chefredaktør. Det havde jeg aldrig troet. Jeg er jo dybest set en lille genert pige nede fra Haslev, og faktisk havde jeg i mange år en ambition om, at jeg ikke ville være chef. 

[[nid:35114]]

Allerede i min praktiktid i sekretariatet på Dagbladet i Ringsted fandt jeg ud af, at jeg virkelig godt kan lide at sidde i hjertet af avisen. I orkanens øje. Da jeg blev ansat på BT som ganske ung, ville jeg rigtig gerne ind og være den, der sidder i den varme stol og skruer avisen sammen om natten. Det gik jeg helt uforfærdet op til chefredaktøren og sagde. Jeg tror, han tænkte, at nu må hun lige slappe lidt af. Men han lod mig alligevel prøve, så allerede som 26-årig sad jeg faktisk og lavede avis. 

Det passede mig rigtig fint, at det ikke på papiret var en lederstilling. Jeg sad jo alligevel der, hvor man kommer til at tage beslutninger og leder slagets gang – så hvorfor skulle det formaliseres med en titel? I virkeligheden var jeg nok lidt en pivskid. Jeg turde ikke rigtig at springe ud i det for alvor. Men så mødte jeg Poul Madsen. Vi havde gået i klasse sammen på journalisthøjskolen, og nu var han blevet chefredaktør på 24timer og ville have mig med over som nyhedschef. Det var min første formelle lederstilling. Poul er god til at få losset en til at gøre nogle ting, man ikke lige havde tænkt, man skulle. 

 

»Efterhånden er jeg blevet bedre til at give slip og prioritere min tid. På den måde er det virkelig et job, som du uddanner dig i undervejs,« siger Karen Bro. –– Foto: Sofie Amalie Klougart

 

Et job, man uddanner sig til undervejs

At være chefredaktør er virkelig et stort og ansvarsfuldt job. Det er sådan et job, hvor du er mærkelig, hvis du ikke kigger på dig selv og tænker: Kan jeg det? Det spurgte jeg selvfølgelig også mig selv om. Det er et stort ansvar, og du tager en voldsomt stor part ind i dit privatliv, når du siger ja til sådan et job. Det talte jeg også med min mand om inden. Kan det her job overhovedet være i vores forhold? 

Jeg begik den fejl i starten, at jeg troede, jeg skulle sidde med poterne nede i alting og være inde i alle detaljer. Men det knækker du altså halsen på, hvis du ikke passer på. Efterhånden er jeg blevet bedre til at give slip og prioritere min tid. På den måde er det virkelig et job, som du uddanner dig i undervejs. Det dummeste, du kan gøre, er at tro, at du er verdensmester fra starten. Du er nødt til at søge sparring og turde vise sårbarhed og tvivl.

Jeg blev skilt tidligere på året. Det er der mange forskellige årsager til, men det har helt klart spillet en rolle i det, at jeg har det her job. Det er der ingen tvivl om. Fordi jeg arbejder så meget, som jeg gør. Når du har en hverdag, hvor du tager mange beslutninger hele tiden, så sker der også noget med dig, når du kommer hjem. Det kan være svært at komme ud af det gear, du kører i, når du er på arbejde. Jeg kunne nogle gange høre mig selv blive temmelig urimelig. 

Kønsforskelle skal italesættes

Jeg er den første kvindelige chefredaktør på Ekstra Bladet. Men indtil for nylig har min attitude været, at jeg slet ikke gider at snakke om det der med køn. For det er ikke noget issue. Og lige så snart man gør det til et issue, så opfører man sig som det svage køn. Så min feministiske kamp har været ikke at tale om det. Det har været min kønskamp. Men jeg er begyndt at se anderledes på det. I dag synes jeg faktisk, det skal italesættes. Der er nogle forskelle mellem kønnene, og det er godt at være bevidst om dem.

Jeg tror, nogle kvinder er mere tilbageholdende, end mænd generelt er, med at lade jobbet influere deres privatliv. Eller også er de bare bedre til at forudse, at det faktisk vil ske. Jeg kan selv blive helt forpustet, når jeg ser unge kvinder, som både kører familieliv og hardcore karriere. Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle have børn. Det har ikke noget at gøre med, at jeg er chef – sådan har jeg bare altid haft det. Jeg tror simpelthen, de har glemt at programmere mig med det der moderinstinkt.

Jeg har altid været en drengepige; jeg har hængt ud med drengene, og jeg har altid set drengefilm, lavet drengeting, hørt rockmusik og alt det der. Ekstra Bladet er jo også en meget maskulin avis – både i sit udtryk og i omgangsformen indadtil. Tingene bliver sagt meget ligeud, og der er en rimelig rå facon uden så meget pis. Jeg tror ikke, man skal underkende, at du bliver en rollemodel, når du som kvinde får et job på højt niveau i sådan en lidt mandsdomineret verden. Og rollemodeller betyder meget. Min far døde, da jeg var 13, og jeg er vokset op med en mor, som kunne det hele. Det har betydet meget for mig.« 

 

[[nid:35119]]

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen