Jysk Fynske Medier skal spare 37 millioner kroner på redaktionerne

Der er udsigt til massefyringer i Jysk Fynske Medier, som skal spare 37 millioner kroner på det redaktionelle område ifølge en mail, journalisternes tillidsrepræsentanter har sendt ud til de redaktionelle medarbejdere i dag

37 millioner kroner. Så meget planlægger ledelsen på Jysk Fynske Medier at spare på mediehusets redaktioner næste år ifølge en intern mail.

Journalisten er i besiddelse af en kopi af mailen, som koncernens fire tillidsrepræsentanter i eftermiddag har sendt rundt til de godt 400 journalister og fotografer på Jysk Fynske Medier, efter det første forhandlingsmøde om koncernens forestående sparerunde blev afholdt i dag.

I runde tal svarer de 37 millioner kroner til 74 redaktionelle stillinger.

Derudover skal der spares yderligere godt tre millioner inden 2022. Tallene skal ses i forhold til, at Jysk Fynske Medier ifølge Mediawatch skal spare 250 millioner kroner i alt frem mod år 2022.

Den massive fyringsrunde kommer, efter Jysk Fynske Medier har været gennem fem fyringsrunder siden 2016.

Ingen af de fire tillidsrepræsentanter – Steffen Lilmoës, tillidsrepræsentant på JydskeVestkysten, Birgitte Avnesø, tillidsrepræsentant på Jyske Medier, Lene Sarup, tillidsrepræsentant på Fynske Medier og Per Schultz-Knudsen, tillidsrepræsentant på Midtjyske Medier – ønsker at kommentere situationen eller mailen på nuværende tidspunkt.

Direktør i Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener, er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.

0 Kommentarer

Læs også

Massefyringer igen

Massefyring på vej på Jysk Fynske Medier

30. SEPTEMBER 2019

Fem fyret på Jysk Fynske Medier – otte går frivilligt

28. JUNI 2018

Ny sparerunde truer hos Jysk Fynske Medier

17. MARTS 2017