
I sit seneste job har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina. Foto: Thomas Borberg
”Nyligt hjemvendt fra et par års fantastisk arbejde i Mellemøsten stævnede jeg sommer-glad af sted på salig sejlferie i de danske farvande – ja, nærmest lykkelig, fordi jeg med ombord tilmed også havde udsigt til et nyt, spændende job. Men ak og ve, med Coronas trælse bølger herhjemme og verden rundt, kan jobbet nu desværre alligevel ikke lette anker.”
Sådan skrev journalist og tidligere nyhedsvært Jeppe Nybroe for godt og vel to uger siden i et facebookopslag, hvor han åbent søgte efter nyt job.
Og nu ser jobjagten ud til at være lykkedes. Den 47-årige journalist skal nemlig være redaktionschef på Jysk Fynske Mediers landsdækkende flagskib, Avisen Danmark.
Jeppe Nybroe har senest arbejdet som kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina. Før det har han via sit arbejde været involveret i flere opsigtsvækkende sager.
Lydmanipulation og gidseltagning
I 2007 måtte Jeppe Nybroe således fratræde sin stilling i DR, efter at der var sået tvivl om to af hans indslag: Dels et indslag i TV Avisen i 2007, hvor Jeppe Nybroe rapporterede fra ladet af et militærkøretøj, at soldaterne og han selv var på vej ud af Irak, mens han i virkeligheden var på vej ind i Irak.
Derudover blev det afsløret, at han havde lagt tre granateksplosioner ind i lydsporet under et indslag fra Irak den 16. januar 2006.
Daværende chef i DR Nyheder Ulrik Haagerup lagde over for Journalisten vægt på, at det var det ’samlede forløb’ med Jeppe Nybroe og ikke de enkelte nyhedsindslag, som førte til, at Nybroe måtte fratræde sin stilling.
I 2014 blev Jeppe Nybroe taget som gidsel hos en islamisk gruppe i grænselandet mellem Libanon og Syrien i forbindelse med sit arbejde som freelancejournalist. Året efter udkom Jeppe Nybroes bog ’Kidnappet’ om forløbet, og igen blev der sået tvivl om Jeppe Nybroes troværdighed.
Tv-vært Adam Holm, som anmeldte bogen for Weekendavisen, skrev blandt andet:
”Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”
En anmeldelse, forlagsredaktør Jakob Kvist på People’s Press beskrev som ’tæt på at være et karaktermord’.
Har gode erfaringer med
Nu lander Jeppe Nybroe altså på den hjemlige danske journalistiske bane.
Chefredaktør Peter Rasmussen skriver i en pressemeddelelse om ansættelsen af Jeppe Nybroe på Avisen Danmark, at avisen står midt i en oprustning af redaktionen. Især erhvervsjournalistikken, den undersøgende journalistik og den fortællende journalistik skal styrkes.
Her kommer Jeppe Nybroe til at spille en ’central rolle’.
”Jeppe Nybroe har solid journalistisk erfaring fra de fleste større medier i Danmark – og så har han været med til at bygge tv-stationer op i for eksempel Libyen og Mongoliet. Det er gode erfaringer at have med i det arbejde, Jeppe Nybroe skal i gang med nu,” lyder det fra Peter Rasmussen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.