Det var det samlede forløb og ikke blot den seneste afsløring af manipulation i et indslag, der har ført til et brud mellem DR og værten Jeppe Nybroe. Det oplyser chef i DR Nyheder Ulrik Haagerup.
Vært og journalist Jeppe Nybroe fik en skriftlig advarsel i begyndelsen af august, da det kom frem, at han havde manipuleret i et indslag fra Irak. Nybroe blev i første omgang sendt på orlov og skulle have været tilbage til DR efter tre måneders tænkepause. Med den seneste afsløring i Jyllands-Posten af endnu et manipulerende indslag er den chance nu brugt.
"Jeppe Nybore fik en skriftlig advarsel i begyndelsen af august måned. I det ligger der, at man får en chance til. Jeg er ked af, at det ikke lykkedes," siger divisionschef for DR Nyheder Ulrik Haagerup.
Det er således ikke den seneste afsløring i Jyllands-Posten af, at Jeppe Nybroe lagde tre granatindslag ind i et indslag fra Irak den 16. januar 2006, der alene fører til, at DR og Nybroe ophører samarbejdet.
"Der har været tale om en samlet vurdering af den seneste måneds polemik omkring primært to indslag fra Irak. Den samlede vurdering gør, at vi har lavet en aftale om, at det bedste for Jeppe Nybroe og for DR er, at parterne skilles," sgier Haagerup.
DRs nyhedschef Ulrik Haagerup ønsker ikke at oplyse, om Jeppe Nybroe har erkendt, at han manipulerede i et endnu et indslag fra Irak.
"Jeg ønsker ikke at gå i detaljer. Jeg kan bare konstatere, at vi har sagt, at der var tale om, at der ikke var lagt ekstra skud ind. Det viser sig, at det var der. Efter, at jeg har undersøgt sagen, må jeg konstatere, at det er rigtigt, at der er kopieret lyd ind, hvad man ikke kan afgøre, når man hører det, men det har en ekstern undersøgelse kunnet dokumentere," siger Haagerup
Han oplyser, at seernes og lytternes redaktør i DR, Jacob Mollerup, har fået til opgave at kigge på, om Jeppe Nybroe har lavet andre manipulerende indslag.
"Hvordan han vil gribe den opgave an, ved jeg faktisk ikke," siger Ulrik Haagerup, der lover at hjælpe alt det, han kan.
Hvad der præcist ligger i den fratrædelesordning, som DR har ingået med Nybroe, ønsker Haagerup ikke at fortælle.
"Det, synes jeg, er et personaleanliggende. Der er ikke tale om, at manden er blevet bortvist. Det er en fratrædelsesordning, som man nu laver sådan nogle, som begge parter er enige om," siger Ulrik Haagerup.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Processen mod Jeppe Nybroe fandt sin afslutning da manden efter et voldsomt pres ikke havde andet valgt end at lade sig fyre. Selv om jeg har set fantstisk meget svineri hos kollegerne, tangerer dette alligvel det mest perfide af alt: Jeppe Nybroe, som jeg iøvrigt synes er en både sympatisk og dygtig journalist, har gjort sig skyldig i at pynte på nogle reportager, og det i et omfang der højst burde kunne række til en intern røffel. Men alligevel har bl.a. JP med en nidkærhed, der er en drabssag værdig, direkte forfulgt det stakkels menneske, der i forvejen lå forslået ned. Den nye "forbrydelse" er forsidestof på alle netmedier, tv-tekst plus det løse, hvilket igen indikere, at væsentlighedskriteriet er fuldstændigt væk i danske medier.
Selvfølgelig laver vi alle fejl, og Jeppes bidrag er nærmest en brøler, men ikke en der kan bære de katastrofeoverskrifter og nå de højder. Det smålige og hævngerrige vandt atter, hvor det i virkeligheden burde have været den rene, der kastede den første sten.
John Peters
Ribe
Jeppe Nybroe beder til, at pressen lader ham være i fred. Var det ikke bedre, om det havde været omvendt. Og hvorfor er der behov for, at han skal udtale sig på vej ud af døren om, hvad han mener. Det var end ikke nødvendigt, da Nissen røg ud. At DR er sløv i optrækket, når egne fejl skal beklages, er desværre ikke nyt. Det viste også sagen om den "hårdtslående" dagplejemor. Men for mange af DRs journalister må det være rart, at der nu er ryddet op i denne sæbeopera. Det burde også være en stopper for den ynk og klynk samt tale om karaktermord, som nu er ved at blusse op. Med en smule indsigt i den journalistiske verden ved man, at den ulækre dunst af uredelighed har hængt over Jeppe Nybroe i årevis. På TV som i den trykte presse. Fra sin tid på JP burde Ulrik Haagerup vide det bedre end så mange andre. mvh. JD
Jeg er faktisk enig med V. Christensen i, at den rigtige diskussion omfatter mere end den enkelte reporter. Selvfølgelig er det fuldstændig uacceptabelt, at journalister manipulerer med virkeligheden - men grænsen mellem det dramatiske og løgnen er flydende. En skrivende journalist kan tage til Irak og skrive, at "endnu engang lyder alarmen, endnu engang kaster de danske soldater sig næsegrus i ørkensandet, endnu engang ryster jorden af et raketnedslag, det tredje inden for kort tid". Man kan så at sige skrive sig ud af, at det ikke sker inden for de samme to minutter. Det kan TV-journalisten ikke. Jeg kan godt forstå fristelsen til at skrue en anelse op for dramaet, så seerne derhjemme får en fornemmelse af, hvordan det føles. Uacceptabelt ja. Men også forståeligt.
Konkurrencen er hård. Jeppe Nybroe har senest været i Irak med en enkelt kameramand og forældet udstyr, der kun har tilladt ham at sende live på toppen af en bygning af lejren, og så har det endda lignet noget fra 70'erne. Han har været oppe imod, at TV2 har været til stede med to kamerafolk og teknik, der har tilladt stationen at sende live stort set overalt og hele tiden. Det må have været halvbittert at se på det ene velproducerede indslag efter det andet på den konkurrerende station og vide, at man måske selv kunne have gjort det lige så godt, hvis man havde haft udstyret og bemandingen. Stadig ingen undskyldning. Men stadig en forståelig mekanisme. Gad vide hvor mange journalister, der gennem tiden lige har givet historien lidt ekstra for at få den på forsiden i stedet for side 8 eller for at slå den konkurrerende avis? Og - ikke mindst - gad vide hvor mange redaktionelle ledere, der gennem tiden har banket mere afdæmpede journalister oven i hovedet for ikke at være lige så hurtige/skarpe/kritiske som konkurrenterne?
Vi skal værne om vores troværdighed. Det er vores forbandede pligt som journalister at sørge for, at vi ikke overskrider en grænse, at kontrakten mellem os og læserne/seerne/lytterne overholdes. Men det er også vores pligt som overordnede og kolleger ikke at skubbe til nogle mekanismer, der frister journalisterne til at manipulere med virkeligheden, så lederne derhjemme bliver glade for endnu et dramatisk indslag eller kæmpe overskrift, der ikke helt har hold i virkeligheden. Troværdigheden er også et kollektivt ansvar, for trods egen integritet kan det være sin sag at være den journalist, der gang på gang prøver at overbevise ledelsen om, at døgnets mest bemærkelsesværdige historie (eller redaktørens seneste sensationelle teori) er en tyndbenet omgang.
Venligst,
Susanne Sayers
JP søndag 2 september. Avisen har ikke det store udbud. I betragtning af husets størrelse og mængden af ansatte, så er der tale om en overordentlig tynd kop the. Måske så tynd, at det ligner en reel krise i Viby.
Muslimsk talsmand: Smid jøder ud af Israel. Ikke en overraskende melding fra den kant og slet ikke noget nyt.
Asmaa Abdol-Hamid sender enhedslisten ud. Den var allerede kørt i andre medier flere dage før.
Færre penge til huller i de sønderjyske veje. Ups, hold da op, sikke noget. Simpelthen for lokal til en landsdækkende avis.
Midt i al ligegyldigheden, har man trods alt en kioskbasker på hovedsektionens forside og yderligere på forsiden af Indblik sektionen.
Det afsløres at DR-stjernereporteren Jeppe Nybroe igen har gjort i nælderne. Det handler igen om manipulation, denne gang med lyd fra en eksploderende granat(er).
JP har fået forsknings- og analyseinstitutionen Delta til at analysere et indslag af Jeppe Nybroe. Og Morten Pihl gennemgår minutiøst, undersøgende og fortællende de resultater Delta når frem til. Samtidig gennemgår han, klip for klip, hvor Jeppe Nybroe har lagt lidt ekstra lyd ind og dermed manipuleret.
Resultatet er en brat afslutning på en bemærkelsesværdig karriere, som er kommenteret overalt i medierne. JP har med store fotos for alvor knust Jeppe Nybroe, et ungt menneske, måske med lidt for store ambitioner, måske lidt for smart og med en tendens til at pumpe historierne lidt op.
Men hvor er de rullende redaktørhoveder. Jeppe Nybroe er menig journalist. Det er vel, trods alt, redaktørens opgave at sørge for, at de meldinger der flyver rundt i æteren er i overensstemmelse med regler og retninglinier, sandhed og troværdighed.
Journalister udsendt på rådhuspladsen i København eller i al verdens brændpunkter, påvirkes af de situationer og begivenheder de befinder sig i. Det sker ofte, også i Nybroes tilfælde, at man omtaler sine kilder, som sine venner. Man oplever traumatiske begivenheder i fællesskab med mennesker i området og man knytter venskabsbånd og tager måske parti og indigneres og påvirkes. Og det gør historierne og indslagene også. Noget, blandt andre, den meget erfarne Ole Sippel er kritiseret for.
Derfor er det måske ikke mærkeligt, at Jeppe Nybroe, som har opholdt sig en del i Irak får lyst til at understrege de situationer, soldaterne befinder sig i med et ekstra brag på lydsiden.
Det bør ikke udløse en fyring, men snarere en diskussion om hvad der sker, når vi sender, endog meget unge reportere ud i brændpunkterne. Og Jeppe Nybroe var meget ung, da han første gang stod i Irak.
Det er ikke overvejelser JP. eller DR ledelsen har gjort. De har slagtet manden og ødelagt en lovende karriere. For hvor skal Jeppe Nybroe søge job i dag?
JP burde have taget fat i cheferne. De ansvarlige. De, som hæver en tårnhøj hyre, i sikkerhed bag skrivebordet i DR-byen hjemme i København. De, som burde chekke materialet, der sendes hjem fra verdens brændpunkter. Det er ofte produceret af mennesker med meget store ambitioner, præstationsangst, med følelserne uden på tøjet og dybt påvirket af de situationer de befinder sig i. Det gjorde JP ikke. Istedet valgte man, at slagte en mand, som allerede hang i det yderste af neglene, alene af den grund, at skabe en forside på en pinlig tynd søndags JP.
Og DR lod sig forføre af stemningen. Det er virkelig meget trist.
V. Christensen