Amerikansk linebacker fanget i kæmpe medie-fup

En amerikansk fodboldspiller blev berømt, da han rejste sig efter kærestens død. I går blev det afsløret, at kæresten nok aldrig har eksisteret. En central twitter-profil i sagen har lovet nye afsløringer i aften

Glem alt om iscenesatte demonstrationer og falske pressemeddelelser om diskoteker. Amerikanerne slår os med flere længder, når det kommer til at rapportere falske historier. I øjeblikket udvikler der sig en meget bizar historie i USA:

I september bliver den amerikanske college-fodboldspiller Manti Te’o mediedarling. Både hans kæreste og bedstemor dør få timer efter hinanden, og alligevel går han efterfølgende ud og fører sit hold til en kæmpe sejr med blændende spil i en vigtig kamp. Efter kampen beretter han, hvordan han ærede kærestens og bedstemorens minde ved at spille.

Han har senere beskrevet, hvordan kæresten, der led af leukæmi, i breve bad ham om at spille, uanset hvad der skete med hende:
”Babe, hvis der sker mig noget må du love mig, at du bliver og spiller, og du ærer mig med din præstation.”

Sådan en historie er for god til, at amerikanske medier kan lade den ligge. Manti Te’o's fortælling bredte sig hurtigt i mediebilledet – også ud over sportspressen. Blandt andre bragte den amerikanske tv-station CBS’s morgen-tv et tre minutter langt indslag om sagen.

I går kunne den amerikanske sportshjemmeside deadspin så afsløre, at kæresten Lennay Kekua sandsynligvis aldrig har eksisteret. Efter et anonymt tip finder de ud af, at der ud over nogle få profiler på sociale medier ingen tegn er på, at der nogensinde har eksisteret en kvinde, der hedder Lennay Kekua. Ingen nekrologer, ingen annoncering af begravelse og ingen dokumenter om hende på Stanford, hvor hun angiveligt skulle have gået på universitetet.

Til gengæld opsporer deadspin.com den rigtige kvinde, der er på de billeder, som man kan finde på Lennay Kekua’s sociale profiler på internettet, og hun har intet med Lennay Kekua at gøre.

Afsløringen fik onsdag aften amerikansk tid sportsdirektøren for Manti Te’o’s universitet, Notre Dame, til at indkalde til et pressemøde. Her lød forklaringen, at Manti Te’o ikke kunne vide, at hans kæreste, Lennay Kekua, i virkeligheden var et fupnummer, fordi de kun kendte hinanden gennem internettet og telefonsamtaler.

Te’o selv uddybede i en pressemeddelelse onsdag:

"Vi bibeholdt, hvad jeg troede var et autentisk forhold ved ofte at kommunikere online og snakke i telefonen sammen, og jeg begyndte at holde meget af hende. (…) Det er smertefuldt og ydmygende at indse, at jeg har været offer for, hvad der tilsyneladende var en eller andens konstante løgne og syge joke.”

En af journalisterne bag afsløringen på Deadspin.com tvivler dog på Manti Te’o’s forklaring. Han påpeger blandt andet, at medier har berettet om mødet mellem Manti Te’o og Lennay Kekua i 2009. Blandt andet har South Bend Tribune i Indiana beskrevet deres romantiske møde, hvor Te’o kigger ind i Lennay Kekua’s ”sjælfyldte øjne”. Den historien blev ifølge avisen skrevet på baggrund af interviews med Manti Te’o’s familie og trænere. Artiklen er nu trukket tilbage.

Siden har historien om Manti Te'o og Lennay Kekua fået en endnu mere bizar udvikling. Den amerikanske tv-station ESPN har bragt en udtalelse fra NFL-spilleren Reagan Mauia, der siger, at han har mødt den rigtige Lennay Kekua.

I morges dansk tid har den Twitter-profil, som angiveligt tilhørte Lennay Kekua, tweetet følgende:

"It isn't fair to drag Reagan and Troy into this … a lot of truths and myths need to be addressed here, and they will be at noon PST tomorrow," står der i Twitter-beskeden.

Hvem der end står bag profilen, har altså tænkt sig at redegøre for myter og sandheder, når klokken bliver 12 i Californien. Det svarer til klokken 21 i aften dansk tid.

2 Kommentarer

Massimo
17. JANUAR 2013
Manti Te'o er for øvrigt ikke
Manti Te'o er for øvrigt ikke nogen hr. Hvemsomhelst i College-Football. Mange mente det var uretfærdigt at han ikke vandt Heisman Trophy - årets College-spiller - men "kun" blen nr. 2.
Mathias
17. JANUAR 2013
Den Twitter-konto var så
Den Twitter-konto var så heller ikke troværdig. http://www.sbnation.com/college-football/2013/1/17/3885600/lennaykay-twitter-manti-teo