search

Ibyen.dk trækker fup-historie tilbage

Bagmændene bag en happening til modeugen løj om, at kendisen Mary-Kate Olsen ville komme til Danmark. Ibyen.dk bragte nyheden videre, og det beklager Politikens.dk's redaktionschef nu.

Bagmændene bag en happening til modeugen løj om, at kendisen Mary-Kate Olsen ville komme til Danmark. Ibyen.dk bragte nyheden videre, og det beklager Politikens.dk's redaktionschef nu.


Under modeugen skrev Ibyen.dk historien "Internationale kendisser lander midt i modeugen", som nu er fjernet fra deres hjemmeside. Grunden er, at artiklen beretter at Mary-Kate Olsen ville komme til den Københavnske modeuge, og overvære et modeshow af designeren Ruben Storck. Men det var løgn, skriver Politiken.dk.

Der findes ingen designer, der hedder Ruben Storck, og oplysningen om Hollywood-stjernens ankomst var plantet af en gruppe fra satiresitet funnyhaha.dk, for at få opmærksomhed om den falske modedesigner.

»Vi beklager selvfølgelig, at vi har bragt en historie, der ikke passer. Men folkene bag funnyhaha.dk har gjort sig store anstrengelser for at binde os en løgnehistorie på ærmet, og vi må blankt erkende, at vi er hoppet på den. Det er vi kede af, for vi er et medie, der lever af høj troværdighed, så den slags må selvfølgelig ikke ske, og vi vil gøre vores yderste for, at det ikke sker igen«, siger Christian Lindhardt, der er redaktionschef for Politiken.dk

Ideen bag det falske designer-stunt var at gøre grin med den københavnske modeuge. Ruben Storcks "modeopvisning" viste sig at være nøgne mennesker, der gik catwalk ved siden af tv-billeder af terrorangreb, sultende børn og døende mennesker.

Holdet bag den falske modeopvisning oprettede en hel hjemmeside til formålet, kørte en look-a-like Mary-Kate Olsen rundt i en Jaguar i København, fik modeshowet med den opdigtede designer med i modeugens officielle program og oprettede midlertidige telefonnumre.

Kasper Colding, som er ansvarlig for satiresitet funnyhaha.dk fortæller, at de blev kontaktet af gruppen bag ideen:

»Formålet fra deres side var at ironisere over modeugen, og fra vores side lagde vi bare platform til, fordi vi syntes, at det lød som en sjov ide, der ville more en masse mennesker«, siger Kasper Colding til Politiken.dk

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen