search

»Jeg har forberedt min familie på, at jeg måske bliver dræbt«

Den irakiske graverjournalist Ahmed Hussein skrev om politisk korruption. Det kostede ham et fængselsophold og et ordentligt lag tæsk, fortæller han for nedrullede gardiner i hus i Bagdad til Journalisten.dk.

Den irakiske graverjournalist Ahmed Hussein skrev om politisk korruption. Det kostede ham et fængselsophold og et ordentligt lag tæsk, fortæller han for nedrullede gardiner i hus i Bagdad til Journalisten.dk.

»Jeg er ikke blevet dræbt endnu, men jeg har forberedt min kone og børn på, at det måske vil ske,« siger den irakiske graverjournalist Ahmed Hussein nøgternt, da Journalisten.dk møder ham på et diskret kontor med nedrullede gardiner i den irakiske hovedstad, Bagdad.

Journalisten.dk er taget til Irak for at undersøge, hvordan det står til med pressefriheden i et land, som blandt andet Danmark ville sætte fri med den militære invasion i 2003. Danmark begyndte at trække sig ud for snart fem år siden i 2007, fordi regeringen mente, at irakerne selv kunne overtage sikkerheden.

På 10 dage rejser vi rundt i den voldsramte hovedstad Bagdad og de kurdiske yderområder. Vi møder skræmte reportere, partipolitiske redaktører og unge bloggere, der er ved at udkonkurrere de etablerede medier.

Ahmed Hussein er allerede blevet tilbageholdt af irakisk politi to år tidligere. Den 40-årige Husseins synd bestod dengang i, at han stod bag en række kritiske historier om, hvordan kristne irakere oplever øget forfølgelse efter Saddam Husseins fald.

Han fortæller, at han blev gennembanket af politiet i sin celle, og før han blev løsladt, fik han besked om, at kritiske artikler fremover ville udløse mere end blot en omgang tæsk i fængslet.

Krigen i Irak gjorde landet til klodens farligste journalistiske arbejdsplads det seneste årti. 230 pressefolk blev ifølge Reporters Without Borders dræbt under invasionen. Det er det højeste antal nogensinde i en international konflikt.

Samtidig er 93 mediefolk blevet bortført af militser, hvoraf 13 journalister stadig holdes som gidsler. Vestlige reportere er ekstra udsatte, fordi de ofte udløser løsepenge og international opmærksomhed.

Ikke en eneste er blevet dømt for likvideringerne af journalister, selv om mange angiveligt kender bødlerne.

Siden Danmark begyndte at trække sig ud af Irak i sommeren 2007, med besked om, at landet var befriet og på vej mod velfungerende demokrati, er faren kun blevet større for de irakiske journalister:

»De oplever et stadig stigende antal trusler og overfald. Situationen for journalister i Irak og den kurdiske region er den værste i mange år,« siger Samer Muscati, Irak-ansvarlig ved Human Rights Watch, til Journalisten.dk.

Direktør for den irakiske NGO Journalistic Freedoms Observatory, Hadi Jalo Marei, fortæller, at krigens ende har betydet, at »lidt færre bliver dræbt, men det politiske og juridiske pres på journalister er steget betydeligt«.

For at kunne arbejde på gadeniveau bærer vi som danske journalister lokale klæder og arbejder med irakiske sikkerhedsfolk.

Amerikanerne er så upopulære i landet, at det er farligt for vores kilder at blive set med vesterlændinge, hvis de forkerte spotter alliancen. Samtidig bliver vi frarådet at opholde os mere end én time på hver location, så eventuelle terrorister ikke kan nå alt for langt i deres detailplanlægning.

Bagdad er næsten dagligt hærget af bombeangreb, så vi fragtes gennem byen af armerede, irakiske vagter, der er iført kilotunge, skudsikre veste. Vi sidder i en amerikansk Mercury Grand Marquis-vogn, pansret fra tag til dæk.

På kontoret i det centrale Bagdad fortæller Ahmed Hussein om den manglende pressefrihed:

»Jeg arbejdede i seks år på en avis, der var finansieret af et oppositionsparti. I en periode lå der hver morgen et trusselsbrev eller en patron foran min hoveddør. Men heldigvis var jeg altid den første ude af døren om morgenen, så min familie så ikke truslerne,« siger han.

Graverjournalisten leverer detaljerne langsomt og artikuleret og hæver aldrig stemmelejet.

En af Ahmed Husseins nære bekendte, radioværten Hadi al-Mahdi, blev september 2011 fundet dræbt på stuegulvet i familiens gule murstenshus midt i Bagdad. Efter flere dødstrusler trængte ukendte gerningsmænd ind og trykkede to gange på en pistol med lyddæmper. Kuglerne ramte al-Mahdi i hovedet, og journalisten, far til tre, døde på stedet.

Efter 12 år i Danmark var Hadi al-Mahdi flyttet hjem til Irak i 2004 for at kæmpe for pressefriheden. Alt tyder på, at hans uafhængige radioprogram To Whomever Listens, om blandt andet kvinderettigheder og korruption, endte med at koste ham livet.

Ahmed Husseins kritiske artikelserier om tvangsægteskaber og politisk korruption har gjort ham til persona non grata hos den irakiske stat.

Da husstanden flyttede til en anden bydel i Bagdad, var det ikke, fordi huset var for småt, som han ellers havde fortalt sin familie. En lokal milits havde derimod truet Ahmed Hussein med at slå hans søster ihjel, hvis ikke familien forduftede fra kvarteret, fortæller han.

Og selv om krigen i Irak officielt er slut, er udsigterne til bedre arbejdsbetingelser ikke gode, mener han:

»Det bliver kun værre nu, hvor de internationale styrker er ude, og det irakiske politi og militær kan herske alene.«

Læs også første artikel i serien: Journalisten i Irak: »Pressefriheden har næppe været ringere«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen