Hayder Hamzoz, en af Iraks få bidske vagthunde, udstiller på sin blog de traditionelle mediers afhængighed. Journalisten.dk har mødt ham.

Bloggeren Hayder Hamzoz peger på et fotografi af et skændet alter fra kirken Our Lady of Salvation i Bagdad.

På begge sider af det nøddebrune alter er hvidkalkede kirkevægge sprøjtet til med blod.

Hayder Hamzoz finder et nyt billede frem på laptoppen. Det viser et seks måneder gammelt spædbarn liggende på en kirkebænk med en underlig forvreden krop. Barnet er dødt.

Journalisten.dk er taget til Irak for at undersøge, hvordan det står til med pressefriheden i et land, som blandt andet Danmark ville sætte fri med den militære invasion i 2003. Danmark begyndte at trække sig ud for snart fem år siden i 2007, fordi regeringen mente, at irakerne selv kunne overtage sikkerheden.

På 10 dage rejser vi rundt i den voldsramte hovedstad Bagdad og de kurdiske yderområder. Vi møder skræmte reportere, partipolitiske redaktører og unge bloggere, der er ved at udkonkurrere de etablerede medier.

Billederne stammer fra den blodige massakre på Bagdads kristne kirke den 31. oktober 2010. Den dag, 23-årige Hayder Hamzoz for alvor fandt ud af, at han kunne noget, som traditionelle journalister ikke altid var i stand til: At fortælle sandheden.

Denne søndag aften i oktober var over 100 kirkegængere til gudstjeneste, da en al-Qaeda-relateret gruppe stormede det hellige rum og tog kirkegængerne som gidsler.

Hayder Hamzoz var ved at pakke sine ting og gå hjem fra arbejde i nabobygningen, da han hørte skud. Mens de politiske tv-kanaler fire timer senere proklamerede, at der var fuldstændig styr på situationen, og at gidslerne var befriet, kunne Hamzoz twitte om en anden virkelighedsopfattelse:

“Do not believe in the government-tv. They are still shooting in the church.”

På det tidspunkt sprængte den al-Qaeda-relaterede gruppe sig selv i luften inde i kirken. 58 irakere blev taget med i døden den aften.

Bloggerscenen er et af de få åndehuller, Journalisten.dk finder for det frie ord.

Selv om kun 2,8 procent af de 30 millioner irakere har adgang til internet, bliver netaktivisterne regnet for vigtige journalistiske formidlere. De er repræsentanter for en autenticitet og troværdighed, som det irakiske folk ikke tildeler journalister, lød det for nylig fra talerstolen ved bloggerkonferencen, hvor 60 af Iraks førende netaktivister var samlet for første gang.

»Bloggere er samfundets nye vagthunde. I er kritiske over for magthaverne, I spreder information, som ellers ikke er fri. Det skaber en gennemsigtighed, som de traditionelle medier ikke giver de irakiske borgere,« sagde underviser på journalistuddannelsen ved Sulimanyah Universitet i Irakisk Kurdistan, Haval Abo Baker.

De unge bloggere var samlet i Irakisk Kurdistan. Flere af netaktivisterne fra Basra og Irakisk Kurdistan turde ikke mødes i Bagdad.

Hayder Hamzoz studerer Fine Arts på University of Baghdad og driver til daglig bloggen Iraqi Streets 4 Change, hvor han uploader videoer og billeder af civile irakers protester mod det nuværende styres korruption og vold.

På gode uger har hjemmesiden op mod 5.000 besøgende. Irakiske internetbrugere kan oprette sig under et dæknavn og diskutere det usagte i et chatrum – sekteriske tilhørsforhold, lovløse politikere og korruption på arbejdet.

Gennem 25 år under Saddam Hussein lærte befolkningen, at kritisk ytring kunne være den direkte vej til fængsel eller det, der var værre.

Hayder fortæller, at han voksede op med et mediebillede udelukkende bestående af Saddam Husseins to tv-kanaler og et skolesystem, hvor de hver torsdag havde efterretnings-øvelser på skemaet. Eleverne skulle lære at spionere deres naboer og angive andre borgeres regimekritiske holdninger. Hayders forældre talte ikke om politik med deres søn, af frygt for at han skulle afsløre dem.

Enkelte traditionelle medier har taget bloggerne til sig ved for eksempel at publicere netaktivisternes indlæg. Hver fredag drager Hayder mod Tahrir-pladsen i Bagdad for at indsamle billeder og video fra de gentagne folkelige demonstrationer. Materialet bliver videregivet til traditionelle medier, som efterspørger dokumentationen.

Hayder Hamzoz viser en video, hvor han ligger sammenkrøllet i midten af en horde af mænd med trækæppe. De slår løs på ham, mens syv-otte irakiske soldater passivt ser til.

Hayder blev omringet af voldsmændene, da han filmede en irakisk demonstration mod korruption, og han mener, at de var fra den irakiske efterretningstjeneste. Dødstrusler har han også modtaget.

Er det ikke risikabelt for hans sikkerhed, at vi bringer et portrætbillede af ham i vores artikel, spørger vi. Muligvis, men det er et valg, han har taget:

»Det er ikke fair, at jeg gemmer mig bag anonymitet og masker, når mit budskab er, at folk skal turde tale frit i Irak. Nogle mener, at jeg ikke har respekt for mit eget liv, men jeg blogger, fordi jeg vil være med til at bygge Irak op. Alle mennesker har brug for et mål i deres liv, hvis vi skal have det til at give mening. Mit mål er så blevet pressefriheden.«