Danske mediers dækning af krigen i Irak var kritisabel ringe, mener flere mediefolk, som selv dækkede krigen. »Danske medier dækkede jo ikke Irak-krigen. Punktum,« mener tidl. Irak-korrespondent Louise Bokkenheuser. TV 2 afviser blankt kritikken.

»Danske medier dækkede jo ikke Irak-krigen. Punktum. Mediemæssigt stod danskerne af den konflikt meget hurtigt. De svigtede absolut.«

Så kontant lyder kritikken fra redaktør på magasinet Newsweek og tidligere Irak-korrespondent for Los Angeles Times, danskfødte Louise Bokkenheuser.

Den anerkendte journalist, der boede i Bagdad i krigens mest brutale periode fra 2004-2007, retter skytset mod de store danske medier i kølvandet på Journalisten.dk’s serie om Irak.
Danske medier har ifølge Bokkenheuser været så overforsigtige, at de er kommet til at male et lyserødt og virkelighedsfjernt billede af invasionen.

»Dækningen i Danmark bestod mest af, at der en gang imellem kom en journalist fra en dansk avis eller tv-station ned og blev inde i den grønne zone (sikkert diplomatisk område i Bagdad, red.), inden de tog hjem igen,« siger hun her fem år efter dansk tilbagetrækning.

Journalisten.dk har været i Irak for at undersøge, hvordan det står til med pressefriheden i et land, som blandt andet Danmark ville sætte fri med den militære invasion i 2003. Danmark begyndte at trække sig ud for snart fem år siden i 2007, fordi regeringen mente, at irakerne selv kunne overtage sikkerheden.

På 10 dage rejste vi rundt i den voldsramte hovedstad Bagdad og de kurdiske yderområder. Vi mødte skræmte reportere, partipolitiske redaktører og unge bloggere, der er ved at udkonkurrere de etablerede medier.
Situationen er stærkt kritisk – de uafhængige medier har det hårdt. Men flere kilder mener, at uafhængige medier i Danmark også har svigtet.

Fotografen Johan Spanner deler kritikken af den danske Irak-dækning. Han opholdt sig i Irak gennem længere perioder under krigen og arbejdede for blandt andet New York Times.

»I Danmark er der en ide om, at journalistjobbet ikke skal være mere risikabelt end andre jobs. Men nogle gange må man risikere noget, også sin egen personlige sikkerhed. Hvis vi ikke ser sådan på jobbet, er der mange historier, vi ikke får i Danmark,« siger fotografen, der under en opgave for Jyllands-Posten i 2003 sad otte dage fanget i det berygtede Abu Ghraib-fængsel.

Han mener, at netop den danske krigsdeltagelse stiller særligt høje krav til landets presses dækning af invasionen.

»Vi vælger at gå ind i en krig med vores styrker. Har vi så ikke pligt til at dække alle krigens facetter?«

På Information kan udlandsredaktør Lotte Folke Kaarsholm sagtens følge kritikken.

»Danske medier har været megadårlige til at komme i kontakt med de mennesker, krigen handler om. Det gælder også os selv. Dækningen bar generelt præg af, at danske medier var grønne i krigsjournalistik og i forhold til det ansvar, vi har som medier i en krigsførende nation. Det var ikke nogen stolt epoke i dansk journalistik,« siger hun.

Udlandsredaktøren på DR, Thomas Falbe, siger, at det er et spørgsmål om, hvor og hvor ofte man kan være til stede som medie i så voldsomme konfliktzoner som Irak, men:

»Vi har dækket udviklingen meget indgående fra 2002 og frem på alle platforme. Dog må vi erkende, at der var en mæthedsfornemmelse efter at have hørt om shia-sunnikonflikt i flere år.«

Nyhedschef på TV 2, Jacob Nybroe, er til gengæld helt uforstående over for kritikken.

»Der vil formentlig altid være noget, man kunne have gjort anderledes, men jeg må sige, at jeg er dybt uenig. TV 2 har dækket Irak-krigen massivt,« siger han og tilføjer, at TV 2 i to år havde fast kontor i Bagdad.

Da krigen var allerfarligst, kostede det tv-stationen 21.000 kroner i sikkerhed, hver gang en rapporter skulle fragtes fra lufthavnen i Bagdad og ind til byen.
»Men vi gjorde det, fordi vi insisterede på at bevare vores uafhængighed, så vi kunne dække krigen gennem både storpolitik, hverdagsliv og krig,« siger Jacob Nybroe.

Krigskorrespondenten Rasmus Tantholdt, der har været mere end 40 gange i Irak for TV 2, kalder kritikken »noget af det mest useriøse, jeg har hørt«.

»Hele præmissen giver jeg ikke noget som helst for. De aner ikke, hvad de snakker om. Forholdene i Irak var så vanskelige, at de to (Bokkenheuser og Spanner, red.) stod af. TV 2 var steder i Irak, hvor de aldrig nogensinde ville turde tage hen,« siger han.

Tantholdt erkender imidlertid, at de vanskelige arbejdsforhold indvirkede på de historier, han lavede fra Irak.

»Når du skruer op for sikkerhed, så skruer du ned for journalistikken. Nogle gange måtte kilderne simpelthen komme til os, fordi det var for farligt at tage ud. Det påvirker selvfølgelig den måde, du kan fortælle historierne på.«

Bokkenheusers kritik retter sig også mod de sikkerhedshensyn, som redaktøren mener skyggede for journalistikken i den danske Irak-dækning.

»Medierne mente tydeligvis ikke, at de ville risikere det, som det kræver at dække krigen ordentligt og sandfærdigt. Det vil sige ude i den røde zone, ude i byen og i landsbyerne. Det var jo virkeligheden i krigen, og den dækkede man simpelthen ikke.«

Er det ikke også en rimelig prioritering, når det er så farligt?
»Nej, for krig er jo krig. Det er farligt, og det må medierne jo leve med.«

Men det er vel fair nok at sige, at ingen historier er værd at risikere livet for?
»Jeg synes bestemt, der er nogle historier, det er værd at risikere livet for. Naturligvis skal hensynet til sikkerhed være stort, men man bliver altså også nødt til at erkende, at det er krig, og at krigsjournalistik jo er usikkert.«