search

Larrain: Vi accepterede regeringens krig

Medierne glemte de kritiske spørgsmål og dækkede Irak-krigen alt for loyalt over for regeringen. Også selvom grundlaget allerede dengang var  »tyndere end pergament«, siger Paula Larrain til Journalisten.dk. Hun var selv DR-studievært under krigen.

Medierne glemte de kritiske spørgsmål og dækkede Irak-krigen alt for loyalt over for regeringen. Også selvom grundlaget allerede dengang var  »tyndere end pergament«, siger Paula Larrain til Journalisten.dk. Hun var selv DR-studievært under krigen.
Flere journalister har på Facebook og Twitter reageret på Journalisten.dks kritiske artikel om danske mediers dækning af Irak-krigen. Her sagde tidligere Irak-korrespondent Louise Bokkenheuser blandt andet, at, de danske medier svigtede i deres dækning af krigen.

»Dækningen i Danmark bestod mest af, at der en gang imellem kom en journalist fra en dansk avis eller tv-station ned og blev inde i den grønne zone (sikkert diplomatisk område i Bagdad, red.), inden de tog hjem igen,« sagde Louise Bokkenheuser.

En af de kolleger, der har ytret sig kritisk på Facebook, er PR- og kommunikationsrådgiver Paula Larrain, der under invasionen var nyhedsvært på DR 1.

»Endelig kommer opgøret,« skrev hun på sin profil. Journalisten.dk har bedt hende uddybe sin kritik, og Paula Larrain har sendt en mail, hvor hun blandt andet fortæller om sin egen rolle i dækningen.

»Jeg var selv nyhedsvært og sad i begyndelsen time efter time under selve invasionen med gæster i studiet. Disse var ofte militære kilder. Ingen tvivl om, at de var hamrende dygtige og vidste, hvad de talte om, men de blev brugt som neutrale ekspertkilder, selvom vi jo godt vidste, hvor deres loyalitet i sidste ende ville ligge. Jeg er ikke sikker på, at vi kunne have gjort det meget anderledes, når kravet var, at vi skulle være på i timer i træk og vi derfor måtte imødekomme behovet for at træde vande hist og pist, men måske skulle man overveje en anden gang at gøre mindre brug af militærstrateger og større brug af akademikere uden direkte interesser. Eller bare sende mindre, men bedre materiale ud,« skriver hun.

Paula Larrain understreger, at hendes eget »opgør med hele pressens samlede dækning« ikke skal tages personligt, og at krigskorrespondenterne, gjorde et fantastisk godt stykke arbejde ude i felten under ofte umulige forhold.

»Jeg tror nemlig, at lærepengene skal findes et andet sted, nemlig i hele optakten til krigen og det politiske spil undervejs.«

Når et land er på vej i krig, er det vigtigt at holde ekstra stor afstand til det politiske magtapparat, skriver Paula Larrain.

»Det blev sagt i en art skåltaler, at i krig er sandheden altid det første offer. Men i praksis accepterede vi denne floskel og dækkede krigen loyalt i forhold til regeringens beslutning om at gå med på et grundlag, som allerede dengang var tydeligvis tyndere end pergament. Der VAR ingen masseødelæggelsesvåben, Saddam Hussein var ikke en større sikkerhedstrussel end så mange andre despoter. Mit indtryk var, at vi i samlet flok fik skubbet på en invasion, fordi vi her havde samme interesse som politikerne, nemlig at der skete noget. At der blev gjort noget. Og med denne uudtalte interesse i baghånden glemte vi at stille de frække spørgsmål og man accepterede eksempelvis den dagsorden for medierne, som Anders Fogh Rasmussen satte via sine magtfulde og dygtige spindoktorer.«

»Jeg var også med på vognen, selvom jeg undervejs i væg til væg dækningen tænkte mit. På et tidspunkt – i TV-Byens nu hedengangne kantine – sagde jeg noget i retning af, at USA og Bush havde behov for at opbygge et drama med miltbrand og masseødelæggelsesvåben for at mobilisere og opbygge kampgejsten, men jeg blev straks bidt af og beskyldt for at være anti-amerikansk. Det er jeg ikke og alle ved også i dag, hvor jeg står henne politisk. Men min holdning til den ukritiske mikrofon-holder stemning har intet med min politiske holdning til krigen at gøre,« fortæller hun.

Paula Larrain spørger, hvorfor pressen glemte at holde fast i de kritiske spørgsmål.

»Var det fordi, vi var bange for at blive lukket ude af det gode selskab? Var vi bange for ikke at kunne komme til de magtfulde regeringskilder eller med forsvaret næste gang, vi ville af sted til krigszonen? Vi tager ikke skade af at diskutere det her nu. Og den første lektie, vi måske skal lære af alt det her, er, at embedded journalister og i det hele taget journalister i krigszonen skal holdes langt, langt væk fra de politiske kilder på Christiansborg. For at beskytte journalisten, dennes troværdighed og i sidste ende sandheden. Udland for sig og Christiansborg for sig,« er Paula Larrains budskab.

»Politikere og befolkningen kan tillade sig at lukke øjnene, tage chancen og blot gå ind og se, hvad der sker. Journalisters job er at holde øjnene åbne uanset hvad og kalde de bluffere, der skal kaldes,« slutter Paula Larrain.

Kommentarer
4
Lotte Dahlmann
08.05.12 16:00
Re: Larrain: Vi accepterede regeringens krig

Forud for høringen om mediernes ansvar arrangeret af folketingets kulturudvalg og retsudvalg i morgen, leverer Paula Larrain i sine udtalelser om DRs dækning af Irak-krigen svaret på, hvorfor politikere ikke skal blande sig i mediernes arbejde, og hvorfor det bedste man kan gøre for demokratiet er at lade journalisterne gøre deres arbejde uafhængigt af politiske hensyn.

I Journalisten.dk beskriver Paula Larrain DRs dækning af Irak-krigen således:

»Det blev sagt i en art skåltaler, at i krig er sandheden altid det første offer. Men i praksis accepterede vi denne floskel og dækkede krigen loyalt i forhold til regeringens beslutning om at gå med på et grundlag, som allerede dengang var tydeligvis tyndere end pergament. Der VAR ingen masseødelæggelsesvåben, Saddam Hussein var ikke en større sikkerhedstrussel end så mange andre despoter. Mit indtryk var, at vi i samlet flok fik skubbet på en invasion, fordi vi her havde samme interesse som politikerne, nemlig at der skete noget. At der blev gjort noget. Og med denne uudtalte interesse i baghånden glemte vi at stille de frække spørgsmål og man accepterede eksempelvis den dagsorden for medierne, som Anders Fogh Rasmussen satte via sine magtfulde og dygtige spindoktorer.«

I interviewet deler den tidligere DR-vært ud af sin analyse af, hvorfor DRs dækning af irakkrigen blev haledikkende i forhold til den daværende regerings politik og peger på, at Fogh-regeringens politiske spin var så massivt, at alle lagde de kritiske briller fra sig.

Hvis det er sandt, at DR lod dækningen af Irak-krigen diktere af Foghs spindoktorer, sådan som Paula Larrain siger ifølge Journalisten,  så er det så alvorlig en sag, at offentligheden har krav på at høre mere.

Det ville være uhyre interessante at få belyst – f.eks. ville det være fantastisk, hvis journalister involveret i nyhedsdækningen dengang, ville tage bladet fra munden og indvie offentligheden i de redaktionelle beslutninger.

DR gjorde i givet fald nationen en bjørnetjeneste. Selv med ja-hatten på overfor Danmarks engagement i Irakkoalitionen, burde ingen medier være i tvivl om, at de altid tjener landets interesser bedst ved at insistere på at udfordre, udforske og undersøge alle beslutninger, når Danmark går i krig. Hvad der ikke kan tåle dagens lys, skal straks eksponeres – det må være den klare grundpræmis for tilliden mellem borgerne og de folkevalgte politikere.

At der kan være noget om Larrains udsagn, kunne sagen mod Christoffer Guldbrandsen muligvis være et bevis for. Her så vi jo, hvilken medfart hans film om Danmarks engagement i Afghanistan fik med regeringens mellemkomst. Det kunne nok skræmme en journalist eller to!

Larrain berører endvidere sin egen rolle i noget, der alt efter behag kan læses som selvransagelse eller som en dårlig undskyldning:

”Jeg sagde engang noget i DRs kantine, men blev straks beskyldt for at være anti-amerikansk…”

Jeg troede, at jeg havde læst forkert, men nej, og jeg er ganske målløs. Hvorfor i alverden sagde hun ikke noget på redaktionsmøderne om sin tvivl? Ud fra hendes eget udsagn må jeg konkludere, at det altså kun blev til et pip i kantinen – et uformelt forum – fremfor i det forum, hvor den redaktionelle linje formelt – og forhåbentlig – diskuteres.

Er det ikke den professionelle journalists ypperste opgave at tænke kritisk og at dele sine overvejelser med kollegerne i redaktionen? Er vores fornemmeste opgave ikke netop at pulje al vores viden og djævlens advokat-overvejelser sammen i redaktionen og bidrage til, at vi kommer så tæt på at rapportere det sande billede til danskerne? Hvad blev der lige af ”kill your darlings”, ”vær djævlens advokat”, ”medierne er samfundets vagthunde”, – ja selve shit detektor-næsen, som burde være enhver journalists arbejdsredskab – især i en sag så politisk følsom som krigsdeltagelse?

Paula Larrains (bort-)forklaringer om embedded journalister osv. skyder helt ved siden af – der er langt alvorligere ting på spil her: Den enkelte journalist ansvar for en troværdig nyhedsdækning. Jeg vil gerne slå et slag for, at journalister bør påtage sig deres del af ansvaret og gøre deres pligt – hellere i dag end i morgen.

Nu vil nogen sikkert ymte, at jeg er blåøjet, naiv og uvidende om dagens produktionsforhold i DR og på andre danske mediearbejdspladser, fordi tiden i dag ikke tillader ”redaktionelle overvejelser”. Ja, det er givetvis rigtigt, men det rokker ikke ved, at journalister har en forbandet pligt overfor sig selv, deres arbejdsplads og publikum til at råbe gevalt, hvis den redaktionelle linje er på gal kurs. Det bør alle kunne præstere, også – eller snarere ikke mindst i en tid med nedskæringer på alle mediearbejdspladser.

Efter min mening bør alle journalister insistere på at gøre deres arbejde ordentligt og begå ’civil ulydighed’ om nødvendigt for at producere ordentlige nyheder. Ret ryggen og gør, hvad du føler er rigtig som den professionelle, du er! Husk på, at det er dig, der lægger navn og krop til de tæsk, der følger med dårligt researchede og udførte nyheder.

For ved at følge trop, holde de kritiske spørgsmål for sig selv – og sine frokostvenner – bidrager vi til den nedadgående spiral, som mediernes troværdighed lige nu er inde i. Søren Espersen rettede for nylig kritik mod de politiske reportere og ligefrem skosede dem for at være for lette at snøre.  Ved at udhule vores eget arbejde leverer vi gratis skyts til de politikere, som i øjeblikket taler varmt for, at hvis vi ikke selv kan finde ud af at hæve baren for god journalistik,  så skal de nok.

Tilbage står Larrains forsøgsvise selvransagelse: Glemte vi de kritiske spørgsmål?

Hertil må jeg blot anføre, at kritisk journalistik er andet og mere end blot kritiske spørgsmål. Det er, når medier udfordrer politikerne på det ansvar de har overfor deres land, når de træffer beslutninger. Vi skal ikke spilde tiden med at stille idiotiske spørgsmål, der mest tjener til at legitimere at ”nu har vi været kritiske” men med spørgsmål baseret på indsigt i sagen og en grundlæggende kritisk sans baseret på ønsket om at være ambassadører for brugerne.

Et enestående eksempel er det fantastiske interview af Lars Løkke i december 2011, hvor Løkke gentagne gange blev spurgt, om han havde deltaget i møder om Helle Thornings skattesag – og svarede undvigende.

Den slags insisteren kræver en indsigt, et mod og ret brede skuldre, for hold nu op, hvor regnede det efterfølgende med kritik fra især politikere om, at det kunne journalisten ikke være bekendt.

Nej, det er aldrig kønt, når nogen demaskeres, men det kan være vigtigt og i en god sags tjeneste. Dét må politikerne godt huske, når vi mødes i morgen: Journalister påtager sig opgaven at holde politikerne i kraven, og vi tager de lussinger, der kommer. Det kunne vi ikke gøre, hvis vi risikerede bøder for at efterprøve politikernes udsagn, og derfor er den danske pressefrihed styrken ved vores åbne demokrati. Og med Irak-historien in mente, så husk på, hvor galt det kan gå, når politik blandes med journalistik. Ellers bliver sandheden og demokratiet de første og største tabere.

Fremhævet af Journalisten
Christian Barfoed
08.05.12 19:54
Re: Larrain: Vi accepterede regeringens krig

Hej,

Paula har jo ret - men jeg tror altså ikke, der er nogen ond vilje eller reaktionær, borgerlig sammensværgelse på spil her, blot et ubønhørligt, dagligt krav om produktion - og krav om en voldsom stor produktion i forhold til, hvad en kritisk dækning kræver af ressorucer, vilje til at tage chancer og risikoen for bruge tid forgæves.

Jeg arbejder selv på BT (nu uden prikker), og også her har kravet om fire sider til avisen i morgen ofte været dét, der dikterede metoden - og her tager det altså notorisk generelt længere tid at sparke kritiske vinkler i mål - enough said....

Nu er DR en public service-institution, og derfor stiller det sig lidt anderledes med kravene til krigsdækningen i DR. 

Diskussionen om embeddede journalister og Christiansborg-journalister, der kommer for tæt på deres kilder er interessant - jeg synes, det uværdige slagsmål og den kildejagt, som opstod mellem DR og TV2 i kølvandet på historien om Christoffer Guldbrandsens dokumentar osv. viser en klar konflikt mellem journalisters livsnødvendige pligt til at beskytte deres kilder og offentlighedens ønske og krav om den fulde sandhed.

Jeg tror ikke på alt for rigoristiske regler, og både Christiansborg-journalister og embeddede journalister er der brug for, når magten skal kigges i kortene - blot man husker også at give plads til de anarkistisk anlagte journalister, der har modet til at følge den uskrevne regel, jeg holder allermest af i det her fag: Hvis du ser 10 journalister løbe den ene vej, så løb for Guds skyld den anden.....

vh Chr. Barfoed  

Fremhævet af Journalisten
Simon Boertmann Brüel
09.05.12 13:24
Re: Larrain: Vi accepterede regeringens krig

Interessant at høre Paula Larrains oplevelser af DR's dækning af krigen og ikke mindst det politiske spil omkring den. Jeg var i praktik på DR Dokumentar fra 2003 til 2005, og i den periode lavede vi tre researchtunge radiodokumentarer om det politiske forløb op til invasionen i henholdsvis Danmark, USA og Storbritannien. Det var i høj grad samme researcharbejde, som Information og Ekstra Bladet havde lavet og fik fortjente Cavling-priser for, men da de elektroniske medier - som Paula beskriver - havde været pinagtigt fraværende i den kritiske dækning af regeringens hastigt skiftende begrundelser for at gå i krig, lykkedes det dokumentarafdelingens chefer at overbevise cheferne højere oppe i huset om, at det var på sin plads at bruge vores flere måneder lange research til noget tv. Det blev en frustrerende oplevelse, skal jeg hilse at sige.

Første tanke var, at lave en egentlig tv-dokumentar i bedste sendetid, men den blev hurtigt skudt ned igen (af hvem og hvorfor kan jeg ikke huske, men dokumentar-afdelingen var allerede på det tidspunkt ved at blive barberet heftigt ned, så det var generelt mere end svært at få seriøse (læs: kedelige, politiske) ideer igennem på tv-siden). Derfor blev det besluttet at lave et samarbejde med 21 Søndag (eller hvad det nu hed på det tidspunkt). Planen var, at Anders Fogh skulle være gæst i 21 Søndag, og at vi fra DR Dokumentar skulle producere to-tre bidder af ca. fem minutters varighed, som skulle bryde interviewet op og fungere som oplæg til de kritiske spørgsmål til Anders Fogh.

Vi fik produceret nogle ret slagkraftige bidder (om de skiftende forklaringer og FN-resolutionen, som pludselig ikke var nødvendig alligevel, om hvor Danmarks efterretninger kom fra osv) og holdt et møde med 21 Søndag-redaktionen for at vise bidderne og forberede studieværten (som i parantes bemærket også senere er blevet politiker) på interviewet. Vi havde jo siddet med tingene i måneder, så det var ret vigtigt for os at prøve at sikre os, at værten havde nogenlunde styr på de mange fakta, der skulle spørges ind til. Det var tydeligt fra start, at studieværten ikke var synderligt begejstret for arrangementet.

Interessen i at blive klædt på til det kritiske interview med statsministeren var temmelig lille, og stemningen på mødet blev halvdårlig, da vi foreslog, at han havde en af os fra dokumentarafdelingen i øret, mens interviewet stod på, så vi kunne guide ham med fakta, så han ikke ville være lige så nem at køre rundt med for Anders Fogh. Han afviste det temmelig arrogant med noget i stil med, at han altså godt vidste, hvordan man interviewer statsministeren. Resultatet blev, som forventet, en fuldstændig tandløs omgang, hvor Anders Fogh uden problemer kunne snakke uden om de kritiske spørgsmål. Om det handlede om frygt for at ødelægge den gode stemning hjemme ved kakkelbordene, frygt for at ødelægge det gode forhold til statsministeren, personlig forfængelighed hos studieværten eller noget helt fjerde, ved jeg ikke. Men kønt var det ikke, og det handlede i hvert fald ikke om mangel på ressourcer eller tid. Forarbejdet var lavet andetsteds i huset, og tiden var sat af i sendefladen. 

Fremhævet af Journalisten
Jan August Hillers
13.05.12 08:38
Re: Larrain: Vi accepterede regeringens krig

Det kan ikke undskyldes med manglende tid. Det er politik. Den svenske våbenkontrollør stillede jo store spørgsmål ved forekomsten af masseødelæggelsesvåben før invasionen. Han blev ignoreret og nedgjort.

Og EBs Bo Elkjær burde have fået langt mere kolligial opbakning, så Fogh blev nødt at  besvare selvfølgelige og kompetente spørgsmål om den danske medinvation.

Jo, mange journalister og redaktører har et medansvar.

 

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen