Mød kollegerne, der laver radio til taxachauffører i Mosul

”Salam Alaikum og velkommen til en ny dag fuld af håb i vores skønne by. Vi håber, temperaturen ikke stiger for meget,” prædiker den unge Mustafa al-Taweel med fløjlsblød stemme, da klokken rammer 08.13, og han som morgenvært på Radio One FM er i fuld gang med at sparke dagen i gang i den irakiske storby Mosul.

”Ja, Gud hjælpe os alle. Det bliver 55 grader i dag, så her til morgen giver vi lidt råd om, hvordan I overlever,” følger kollegaen Karam al-Attar op i det kun fem kvadratmeter store studie.

”I det mindste kan de tykke forbrænde lidt kalorier uden at lave noget …,” griner Mustafa, inden den arabiske ordstrøm afløses af en musikpause.

”Hey, hey gutter, hvorfor skynder I jer sådan? I skal lave blødere overgange, når vi går til pause. Hadi, hadi,” formaner producer Ghadeer Ahmed Saeed ind i værternes ører fra den anden side af mixerpulten.

Hadi betyder ”tag det roligt!” – hvilket på mange måder er svært på den lille radiostation, hvor både strøm, lys, aircondition og generator er gået flere gange samme morgen.

Morgenværterne Mustafa al-Taweel (tv) og Karam al-Attar behandler alt fra hedebølge og kødskandale til et katastrofalt eksamensresultat blandt 9. klasserne denne morgen.
Foto: Thea Pedersen
Radio One-medstifter: ”Vi vil åbne folks hjerner og sende et budskab om fred”

Mosuls nye radiostation er den første med base i byen, siden terrorgruppen Islamisk Stat i juli sidste år blev besejret af den irakiske hær og internationale koalition.

Da kalifatet blev udråbt i juni 2014, afskar IS samtidig byens borgere fra al kommunikation ved at blokere internet, telefoni og satellitter.

Og nu, efter flere års isolation fra resten af verden, vibrerer lydbølger og livsglæde igen over den krigshærgede by.

”Radio One er den første, der sender fra hjertet af Mosul. De andre radiostationer broadcaster fra Erbil, Bagdad eller Dohuk. Heraf vores navn,” forklarer Mohammed Talal al-Nuaimi siddende i Radio One FM’s store hjørnesofa i et lokale, der både tjener som redaktionslokale, frokoststue og ryge- og opholdsrum.

Herfra opbygger de seks grundlæggere radioen i en by, hvor journalister i mange år var bandlyst.

”Vi har fra start haft et klart mål om at minde folk om, hvad IS gjorde, om henrettelserne, likvideringerne, det hele. Men det er en svær mission at ændre folks tankegang. Men vi skal minde folk om IS’ brutale ideologi,” siger Radio One-medstifter Mohammed Talal al-Nuaimi (th). Yderst til venstre er det vært Samer Said og medstifter Mohammed Fadel i midten.
Foto: Thea Pedersen
Radio One FM er skabt af private opsparinger og gik i luften i februar i år med ét overordnet mål:

”Vi er skabt ud fra et uafhængighedsprincip og med det formål at ændre mentaliteten i befolkningen efter de frygtelige år under IS’ besættelse. Vi ønsker at åbne folks hjerner og restriktive tankegang og hjælpe byen til at genskabe sig selv og sende et budskab om fred,” forklarer han.

Denne morgen er praktikant Zaman al-Obaidis første live på Radio One FM.
Foto: Thea Pedersen

 

I studiet har praktikant Zaman al-Obaidi i mellemtiden placeret hørebøfferne ud over sin hijab og overtaget mikrofonen. Det er hendes første dag:

”Husk nu at stille vand ud til dyrene. Så vil også de bede for jer. I andre lande er der faktisk love for den slags.”

”Selvfølgelig skal vi passe på dyrene. Men det er mange desværre ligeglade med,” replicerer Karam i æteren.

”Helt korrekt. Det er jo, fordi folk spørger, hvorfor dyr skal have rettigheder, når de ikke selv har nogen …”, siger Zaman al-Obaidi ud gennem mikrofonen.

Taxachauffør: ”Radio One repræsenterer frihed”

På radiodisplayet i Shaalan Fakri Jassims taxi er der tunet ind på Radio One FM, da han ved trafikknudepunktet al-Faisaliah i den østlige bydel inviterer ind i den skoldhede bil.

”Jeg hører den altid. Den blander nyheder og traditioner. Jeg kan følge med i, hvad der sker i verden, og den gør svære emner forståelige,” erklærer Jassim, som hører til en af radioens mest trofaste lytterskarer; Mosuls utallige taxachauffører, der ’stavnsbundne’ bag rattet dag og nat underholdes af den lille lydboks.

”Wallah (jeg sværger, red.), for os repræsenterer den frihed. Det er en kæmpe befrielse at kunne tænde og lytte frit. IS vrøvlede jo løs,” gnægger han, tørrer sveden af panden og piller igen ved radioens volumenknap.

 

”Vi er tilbage med det korte nyhedsoverblik,” indleder stemmen efter en jingle, der kuriøst bimler nøjagtigt som hos TV 2 News.

”Anden fase af oprydningen i den Gamle Bydel er begyndt. To IS-medlemmer tiltales for drab og voldtægt. Hør mere om kød-virussen senere i udsendelsen og om hedebølgen, der har kurs mod Irak,” lyder overskrifterne på en dag, hvor morgenværterne Karam og Mustafa ellers har fokus på provinsens 9. klasser:

70 procent af eleverne har ikke bestået afgangseksamen efter de sidste tre års skolegang, eller mangel på samme, da IS ændrede pensum til at handle om krig og jihad. Det religiøse styre har sat sit spor overalt.

”Til sidst melder Reuters Bureau, at Abu Bakr Al-Bagdadis søn er dræbt i Homs, og dermed slutter vores korte nyheder. Velkommen tilbage til Radio One FM.”

Efter tre år med radiomonopol

I tre år var Mosul underlagt et radio- og informationsmonopol, hvor den frie radio var forbudt, mens de religiøse magthavere samtidig brugte mediet til at sprede deres ideologi.

I foråret 2015 gik IS i luften med sin egen radiostation al-Bayan. Fra frekvensen 92,5 i Mosul og 99,9 i Raqqa blev både kalifatets støtter og almene borgere fra den 22. april budt velkommen af en radiovært med mild og amerikansk accent:

”Al Salam Alaikum. Vi takker vores lyttere for at have tunet ind og kan præsentere følgende nyheder fra Islamisk Stat denne onsdag, den tredje Rajab i året 1436.”

For at imødekomme den massive skare af udenlandske IS-krigere udkom al-Bayan ikke kun på arabisk, men på både fransk, engelsk, russisk og tyrkisk.

Al-Nuri moskeen, hvorfra IS-leder Abu Bakr al-Bagdadi erklærede Mosul for et kalifat.
Foto: Thea Pedersen

Hvad IS-fladen ikke havde af musik, sportsreferater og demokratiske debatter, fyldte den til gengæld med religiøse hymner, koranrecitationer, lovprisning af selvmordsbombere, nyheder fra frontlinjen og ikke mindst nyheder om angreb på udenlandsk grund. Det var via al-Bayan, at IS påtog sig skylden for skyderiet i Texas.

Al-Bayan er adskillige gange blevet citeret af medier som Washington Post og AP. 

”IS’ propaganda havde en kæmpe negativ effekt på hele samfundet. Den spredte desperation og håbløshed. Vi troede jo, vi skulle leve sådan for evigt. Der var ingen kommunikation med verden. Du kan sammenligne det med en krop, der bliver lam fra hovedet og ned,” forklarer Yassir al-Qaisi, en anden af Radio One FM’s stiftere.

Passager i taxa: ”Selvfølgelig kan radio ændre folks holdning”

Et andet sted i byen har Mohammed Ahmed netop budt to kvindelige kunder ind i sin glohede taxa. Han accepterer at vente et par minutter med at træde på speederen, så Journalisten kan interviewe.

”Jamen, al lyd forsvandt jo dengang. IS fuckede os godt og grundigt op,” proklamerer Ahmed fra førersædet, mens en af Radio One FM’s mest populære programmer ’Abu Taxi’ eller ’Taxi-far’ er i fuld gang.

Her stilles den ene chauffør efter den anden igennem og leverer lige dele hilsner og frustrationer. Især det sidste: Timelange benzinkøer, parkeringsforbuddet ved den tidligere Profet Jonas-moské og et taxaforbund, der ikke hjælper.

”Radioen repræsenterer et håb. Alle blev jo hjernevasket, og jeg tror, folk har brug for den viden, der blandt andet kommer via radioen, for at blive omvendt," reflekterer Ahmed, mens de kvindelige kunder på bagsædet nu læner sig frem i sædet for at give deres mening om IS til kende.

”IS ændrede tusinder af unge mænds hjerner. Især på grund af radioen,” siger Saidiya Mohammed Ahmed ved siden af datteren Susan Hussain Ali.
Foto: Thea Pedersen

”Al-Bayan spillede kun nasheeds (religiøse sange, red.) og talte kun om drab, bomber og tankvogne,” siger 22-årige Susan Hussain Ali.

”Ja, jeg nægtede i hvert fald at høre deres radio,” skynder Ahmed sig at tilføje, før Susan Alis mor, Saidiya Mohammed Ahmed, istemmer:

”IS ændrede tusinder af unge mænds hjerner. Især på grund af radioen. Den har stor påvirkning på folks tankegang. Så selvfølgelig kan den ændre folks holdning,” siger Saidiya Mohammed Ahmed, inden både chauffør og passagerer insisterer på at få bilen i gear, så et minimum af luft kan lette dem for Mosuls nu 46 grader.

Det farligste sted i verden for journalister

Radio al-Bayan blev tvunget ind i øregangene via opførte mediecentre. Højtalere, skærme og stole blev sat op på offentlige pladser, så tilhørerne kunne følge IS’ koran-korrespondenter rapportere fra Irak og Syrien. Alt imens var byens almene journalister per definition persona non grata og jaget vildt.

”Mosul var måske det farligste sted i verden for journalister dengang. Der blev meldt krig imod os. Der er nok 40 journalister, der blev dræbt i de år. Mange kolleger og venner og nogle, som vi stadig ikke ved, hvad der er overgået,” siger Mohammed Talal al-Nuaimi.

Næsten alle radioens stiftere har derfor levet under jorden eller været fængslet under IS. Mohammed Talal al-Nuaimi levede i skjul hos sin onkel, hvorfra han i et år kun oplevede verden via et lille hul i en jernport, fortæller han. Og producer Mohammed Fadel forklarer, at han kun overlevede at stå på IS’ dødsliste over journalister, fordi han har opgivet falsk adresse.

I tre år var radio og tv produceret af andre end IS forbudt i Mosul. Byens almene journalister var per definition persona non grata og jaget vildt.
Foto: Thea Pedersen

Det er Samer Said, der tre gange om ugen udgør stemmen som ’Taxi-far’. Før IS’ ankomst havde han arbejdet som radiojournalist i flere år, men under Islamisk Stat kørte den 36-årige reporter hyrevogn.

Han ved derfor, at Radio One FM ved at appellere til en af byens største, mest hårdtarbejdende og sammensatte erhvervsgruppe, rammer bredt.

”Der er så mange problemer i byen, men jeg forsøger at ændre stemningen ved hjælp af humor og stiller altid et quiz-spørgsmål om byen. De gætter naturligvis alle rigtigt, for de snyder, så vandet driver, ved at Google svaret,” griner han.

Med ’Taxi-far’, sportsprogrammet ’Hattrick’, ’Snap’ for gadget-nørderne og ’Musiktimens’ sange og rytmer, der var forbudt under IS, er Radio One FM et ekko af alt det, der var ’haram’ og potentielt livsfarligt under IS. I dag har radiostationen rundet 40.000 følgere på Facebook. Men i en by med cirka 1,5 millioner indbyggere, hvor tv er altdominerende, og økonomien på den selvfinansierede radiostation langtfra er prangende, erkender Samer Said, at der er langt igen.

”Radio One FM er først og fremmest en frekvens af modstand til IS og alt, der skete her. Vi ønskede at give radioen en stemme igen. Derfor broadcaster vi også alt live på de sociale medier. Forhåbentlig får vi flere programmer, platforme og brugere med tiden. Men det må komme lidt efter lidt,” siger Samer Said.

 

Kvindestemmer 'on air'

”Mød mig, men bespis mig ikke. Det betyder, smil i det mindste til mig, når du ser mig på gaden. Også selv om du ikke inviterer på frokost,” prædiker Israa Amjad Hussain, der dog blot er kendt som ’Um Mahmoud’ (Mahmouds mor, red.) i æteren.

Med programmet ’Khatoun’, der betyder nobel kvinde, er hun lige så populær som Samer Saids ’Taxi-far’, når hun med håndtasken plantet ved mikrofonen kombinerer byens tradition, historie og hverdagsliv med sin særprægede musestemme.

I dag har hun bedt lytterne forholde sig til det kontroversielle emne at græde. Det er i sig selv en provokation i et mandsdomineret samfund – men intet sammenlignet med den provokation, hun blot i kraft af sit køn udgør mod fortiden.

”De forbød kvinder alt. Forestil dig en kvindestemme ’on air’. Det havde været en katastrofe,” siger hun og fortæller, hvordan hun under kalifatet selv forsøgte at fange de forbudte radiosignaler fra hæren eller andre sporadiske frekvenser, siddende i klædeskabet af frygt for islamisterne udenfor.

I dag er Um Mahmoud en af de mest kendte værter.

”Jeg vil genskabe kvindernes rolle. Gøre den større og mere aktiv i samfundet,” siger hun efter dagens udsendelse, hvor en mandlig lytter havde dårlig forbindelse – eller måske lagde på? – da hun belærte lytterne om, at det ikke er skamfuldt at græde som mand.

”Forestil dig en kvinde 'on air' under IS. Det havde været en katastrofe,” siger en af radioens mest populære værter, Um Mahmoud, der med sit program forsøger at blande hverdag og tradition – og ikke mindst styrke kvindernes rolle i samfundet.
Foto: Thea Pedersen

 

”Jeg plejer at høre hendes program, men i dag skruede jeg væk. Det blev lidt for meget,” indrømmer en af programmets andre ellers faste lyttere – 32-årige Ahmed Kutaiba – grinende, da vi efter formiddagens besøg hos Radio One FM helt tilfældigt løber ind i ham foran hans rejsebureau, der ligger i den bygning, hvor stationen hører til.

”Men min mor beordrede, at jeg straks skulle skrue tilbage,” griner han og hilser i øvrigt lydens genkomst i byen velkommen, om end én ting irriterer ham.

”Folk skruer helt vildt op og danser på gaden, som var de fra en anden planet. De får nok luft efter tre års undertrykkelse, men jeg synes, det er lidt for voldsomt,” erklærer han, inden han forsvinder ind i sin forretning.

Frisørkunde: ”Lyden i Mosul blev dræbt 100 procent”

Blandt kraftige aftershaves, pomader og aktive trimmere tjekker vi Mosuls nye radiobølger hos en anden af ’gadens’ store servicefag.

”Da befrielsen kom, spillede vi sange, vi ikke havde hørt i tre år. Pludselig var man fri til at lytte, bevæge sig og gøre, hvad man ville,” udbryder Safwan Ilham Yahya, mens han studser toppen på en dreng i en frisørsalon i nabolaget al-Sadeeq.

Grundet doktrinen om særlige skæglængder var IS’ frygtede moralpoliti hyppige gæster i Mosuls mange barbersaloner. I dag er frygt afløst af hånlig latter, da snakken falder på IS-kanalen al-Bayan.

”Vi blev jo kvalt langsomt. Lyden i Mosul blev dræbt 100 procent, og da de blokerede satellitterne, begyndte vi for alvor at lide,” siger en kunde i sofaen.

”Radio One, det er den med det der taxa-program og hende den gamle ’Um Mahmoud’? Dem kan jeg godt lide. De har nogle sjove historier,” lyder det fra kollegaen Saad Mohammed Sakur i færd med at tæmme en gråhåret tinding.

Mens IS spredte frygt og jævnligt lugtede efter sprit og cigaretter hos byens mange barbersaloner, griner Safwan Ilham Yahya (stribet T-shirt) og kollegaen Saad Mohammed Shakur (grøn T-shirt) og deres kunder i dag hånligt, da snakken falder på jihadisternes tidligere radiostation al-Bayan.
Foto: Thea Pedersen

På Mosuls nyere Book Forum Café, der ligger tæt på byens genopførte universitet, er vi rykket et par etager op. Også i samfundslagene, da stedet tiltrækker studerende, aktivister og intellektuelle.

”Radio One FM spiller en meget aktiv rolle i forsøget på at ændre arven fra IS og i hele forandringen af Mosul,” fortæller kunstneren Omar Zeyad, der suppleres af vennen, den ingeniøruddannede aktivist Harith Yassin.

”Jeg er enig. Men det er bare ikke nok. IS havde radio, tv, mediecentre, moskéer, og de uddelte flyers. Skal vi ændre folks mentalitet, skal vi være bedre end dem, have flere platforme end dem og være mere professionelle,” afbryder Harith.

Radiovært: ”Sorgen af i dag er håbet for i morgen” 

Hver onsdag aften klokken 22 gør Radio One FMs’ anden faste kvindelige vært klar til at sætte sig bag mikrofonen. 16-årige Nour Tai bliver som altid eskorteret til og fra studiet i Østmosul af sin far. Mangel på behandling af en øjensygdom, da IS kontrollerede byen, har gjort hende blind.

”Jeg er jo afhængig af lyd. Radioen giver mig frihed og selvstændighed,” forklarer Nour Tai og opsummerer sit program i én sætning:

”Sorgen af i dag er håbet for i morgen,” lyder det, inden hun som altid byder velkommen til et af Mosuls unge talenter. I dag er det den 18-årige Yousef el-Yasra, der også er blind, men samtidig er et af byens teknikgenier:

”Da IS lukkede internettet i byen, oprettede jeg et netværk ved at programmere en særlig IP-adresse, så jeg kunne kommunikere med mine venner. Der var jo meget tid, der skulle fordrives,” forklarer Yousef i studiet til sin værtinde, der over for Journalisten uddyber, hvordan hun altid først hører om folks ’lidelser’ og dernæst ’succeser’.

Sidstnævnte har dagens gæst da også opnået i en kontakt med selveste Apple, fordi han har opdaget fejl på nogle af deres beta-programmer.

”Din historie er virkelig inspirerende. Men vores tid er gået. Lyt med i næste uge, når vi er tilbage med et nyt budskab om håb,” afrunder Nour udsendelsen og dermed også stationens sendetid for i dag.

Sorgen af i dag er håbet for i morgen. Sådan beskriver kun 16-årige blinde Nour sit program af samme navn, hvor hun inviterer Mosuls talentfulde unge i studiet. Hun blev blind efter en øjensygdom, som hun ikke kunne få behandling for under Islamisk Stats regime.
Foto: Thea Pedersen

Producer og medstifter Ghadeer Ahmed Saeed, der under morgenudsendelsen stressede rundt grundet de konstante strømsvigt og de hurtigt snakkende værter, forklarer, hvad det store perspektiv er med den frie radio. 

”Håb er kodeordet her. Vi er lige kommet ud af den største krig siden Anden Verdenskrig. Tænk på, hvordan I stadig minder folk om, hvad nazisterne gjorde i Europa. Det er det, vi skal formidle gennem denne radio,” siger Ghadeer Ahmed Saeed, der bakkes op af Radio One FM’s nyhedsredaktør, Mohammed al-Hiali:

”Alle vores programmer er i direkte opposition til IS. Intet i vores flade ville være godkendt af ’Daesh’. Havde vi spillet de programmer dengang, ville vi alle være blevet henrettet.”
 

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right