Den schweiziske overtagelse af MetroXpress A/S har i dag fået konsekvenser for to fotografer på metroXpress og 24timer, som er blevet fyret. De udgjorde sammen med en praktikant fotoafdelingen på avisen, som nu er blevet helt nedlagt. Der arbejdes på at finde en ny praktikplads til praktikanten. Derudover er der også blevet fyret en journalist.
»Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt. Både for kollegerne, som har mistet deres job, men også for det visuelle udtryk i avisen, som har meget stor betydning. Det var ikke sket, hvis det var mig, der var chef, men vi er nødt til at forholde os til virkeligheden,« siger tillidsrepræsentant Rasmus Skat Andersen til journalisten.dk.
Fremover skal journalisterne på metroXpress og 24timer selv tage billeder, hvis de ikke kan få dem fra et bureau. Det er samme model, man bruger hos Tamedia i Schweiz, som overtog metroXpress og 24timer ved årsskiftet, fortæller Rasmus Skat Andersen.
I stedet for fotografafdelingen bliver der nu oprettet en stilling som billedredaktør, der dog ikke selv skal tage billeder.
»Planen er, at en af de afskedigede fotografer kan få den stilling, så der kun er tale om en fotograf-fyring,« siger Rasmus Skat Andersen.
5