Gratisavisen 24timer vil angiveligt lukke. Det fortæller flere anonyme kilder på avisen uafhængigt af hinanden til journalisten.dk. Lukningen sker som led i store omvæltninger i det mediehus, der udgiver 24timer og MetroXpress. De to aviser blev i november 2012 solgt til schweiziske Tamedia, som overtog styringen 1. januar 2013.
Officielt løfter avishuset først sløret for ændringerne i morgen torsdag. I en pressemeddelelse i sidste uge lød det:
”I 2001 revolutionerede MetroXpress det danske mediemarked, da avisen første gang ramte gaderne. Kan vi gøre det igen? Bedøm selv ... ”
Her er de nye redaktioner
De nye ændringer på avisen betyder ifølge journalisten.dks kilder blandt andet, at der bliver oprettet flere nye redaktioner. Fremover består MetroXpress af en erhvervsredaktion, en indland/nyhedsredaktion, København (med lokalstof), en kulturredaktion med fokus på gossip-stof - samt en newsdesk, der leverer nyhedsstof til MetroXpress.dk.
MetroXpress skal generelt være mere tabloid, hvilket også er årsagen til, at Ekstra Bladets Niels Pinborg er blevet ansat som chefredaktør. Den tabloide stil betyder, at stofområder som sport og krimi vil blive styrket.
Den nye lokalredaktion med fokus på København er også et nyt tiltag. Målgruppen bliver samtidig lidt yngre, end den har været hidtil.
Til gengæld bliver forbrugsstoffet, som vi kender det fra 24timer, angiveligt svækket - fordi avisen lukker.
Ansætter nye kræfter
Hverken direktør Søren Riis eller tillidsrepræsentant Rasmus Skat Andersen ønsker at be- eller afkræfte oplysningerne om de nye redaktioner, den journalistiske omlægning, eller at 24timer lukker.
Rasmus Skat Andersen vil dog gerne bekræfte, at MetroXpress er i færd med at ansætte nye kræfter.
»Det er fuldstændig korrekt, at der er nogle områder, vi skal dække fremover, hvor vi skal bruge nye kompetencer. Der har allerede været den første ansættelse tidligere på ugen,« siger han til journalisten.dk.
Ved du, hvor mange nye der ansættes?
»Det er uklart på nuværende tidspunkt, for vi har også haft en enkelt opsigelse, og så er der noget barsel, der skal dækkes af. Det er ikke, fordi vi går ud og shanghajer 5 eller 10 nye.«
Men hvis man trækker de to fyrede fotografer fra, får I så flere redaktionelle medarbejdere alt i alt?
»Pas. Vi forhandler stadig.«
Den ene af de to fotografer, der blev fyret, da fotoafdelingen blev nedlagt, er dog blevet genansat. Det er Kristian Djurhuus, der har fået jobbet som billedchef på MetroXpress.
Medarbejderne sunder sig stadig
Hvordan har medarbejderne det med de ændringer, der sker?
»Det er svært at sige lige nu, for vi sunder os stadig over de kolleger, vi måtte sige farvel til. Det svinger fra person til person. Det er klart, at der kom en masse gejst, da vi fik at vide, at schweizerne kom, og vi kunne satse igen. Men når man så skal sige farvel til gode kolleger, så ryger noget af gejsten igen,« siger Rasmus Skat Andersen.
Kan du sige noget om, hvad der ændrer sig i jeres journalistik?
»Nej. Der er indkaldt til pressemøde i morgen, og der vil der komme noget frem.«
Jeg har hørt, at 24timer lukker. Er det rigtigt?
»Det har jeg ingen kommentarer til.«
Direktøren har ingen kommentarer
Heller ikke direktør Søren Riis har nogen kommentarer til hverken 24timers fremtid eller ændringerne i MetroXpress’ journalistik.
»Vi har et pressemøde i morgen, hvor vi vil fortælle om de ting.«
Tillidsrepræsentant Rasmus Skat Andersen fortæller, at I ansætter nye folk. Kan du bekræfte det?
»Ja, det gør vi. Der er nogle, der stopper, og andre kommer til. Men vi siger ikke ”nu skal vi have 10 folk til”. Det er klart, at der skal ændres en masse ting, og vi skal have tilført kompetencer, ligesom da vi ansatte Niels Pinborg.«
Skyldes det, at jeres redaktionelle ændringer kræver nye kompetencer?
»Det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Men jeg kan sige, at vi præsenterer ikke i morgen et stillingsopslag på 10 nye.«
Jeg har hørt, at 24timer lukker. Kan du bekræfte det?
»Det har jeg ingen kommentarer til.«
Journalisten.dk forsøger også at indhente kommentarer fra ansv. chefredaktør på MetroXpress Jonas Kuld Rathje samt ansv. chefredaktør på 24timer Lotte Stensgaard (dog på barsel).
10 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Andreas Marckmann Andreassen. I morgen kan det være, at du vil opdage, at det kan være en rigtig dårlig idé at bruge anonyme kilder, som ikke vil lægge navn til oplysninger :-)
Hej Christian.
Tak for din kommentar. Du er meget velkommen til at skrive til mig på ama (snabela) journalisten.dk eller ringe herind med nye eller uddybende oplysninger.
Mvh
Andreas
Hmm… hvis det ikke bare er sladder, som rygternes bureau her bringer til torvs, så kan vi jo om et par dage gøre hele regnskabet op for, hvad det har kostet Det Berlingske Officin, Politikens Hus og skatteyderne, at der med djævlens vold og magt skulle føres en krig mod MetroXpress.
Men hvis rygterne holder stik, så vil jeg blot sige tillykke til MetroXpress, det er dæleme godt gået, at I på den lange bane vandt det marked, som ingen andre havde interesseret sig for, før end I kom banen.
I får dog ikke lov til at hvile på lauerbærne, for de unge gider ikke papir aviser, så Jeres næste kamp bliver, at I skal transformere MetroXpress over i en form, som brugerne kan sidde i toget og bussen, og læse på deres iPhone eller iPad.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Hej Christian Kloster
Mener du stadig, hvad du skrev? ;)
http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1921440/bekraeftet-gratisavisen-24timer-drejer-noeglen-om/
Hej Morten
Ej, det var bare drillerier, som man jo må finde sig i, når man bruger anonyme kilder :-) Ros til Andreas Marckmann Andreassens, som prompte reagerede ved via et antal kommunikationsmidler at forsøge at få opklaret hos mig, om hans i udgangspunktet tvivlsomme kilder faktisk talte sandt. Det gjorde de denne gang.
Flere