Det koster tre arbejdspladser, at Radio ABC overtager driften af de to radiostationer Radio 1 og Silkeborg Guld i Silkeborg. Men administrerende direktør i Mediehuset Herning Folkeblad Alex NIelsen afviser, at der er tale om en lukning af de to radiostationer:
»Punkt et, så er der overhovedet ikke tale om en lukning. Der er tale om en omlægning i Silkeborg til nogle meget velprøvede koncepter. Målgruppemæssigt er det det samme. Mediemæssigt bliver det det samme. Det er der ingen ændringer i.«
De bliver omlagt?
»Det er to formater, der bliver lagt om. Det er der ikke noget nyt i. DR gør det ustandseligt. Jeg har fuld forståelse og respekt for, at der er nogle, der er meget glade for et bestemt program. Men det vil være Kim Larsen eller Bruce Springsteen. Der vil blive ændret lidt i den måde, musikken bliver præsenteret på. De lokale nyheder, lavet af journalister i Silkeborg, vil stadig være de samme.«
»Jeg respekterer selvfølgelig fuldt ud, at der er nogle, der udtrykker deres mishag med den beslutning.«
Ejeren af de to radiostationer vil fortsat være Herning Folkeblad. Nyheden om, at de to stationer bliver lukket, blev breaket af Radioassistant.com.
Til efteråret overtager Radio ABC driften af de to stationer. Der er ikke officielt sat dato for dette skift endnu.
Lukningen af radiostationerne kommer, efter at Midtjyllands Avis tidligere på året blev overtaget af Herning Folkeblad, der i forvejen har et tæt samarbejde med Radio ABC i Randers.
Efter driftomlægningen vil nyhederne til de omlagte kanaler fortsat blive produceret i Silkeborg af Midtjyllands Avis. Det forlyder, at det øvrige indhold skal produceres af Radio ABC i Randers.
Der er nogle stillinger, der bliver nedlagt?
»Jeg har haft de forhandlinger, jeg skal have med den lokale tillidsmand. Der er fuldkommen ro og oplysning omkring det. Der er syv, der er ansat til at arbejde med radio. Heraf er de to sælgere. Ud af de syv er der fire, der fortsætter. De to af dem er sælgerne, de to andre er dem, der laver indhold.«
»Så der er selvfølgelig nogle på den administrative del af radioen, som er kommet lidt i klemme.«
Det er tre?
»Der er tre ud af de syv, der ikke vil få genbesat deres stilling.«
Er det en spareøvelse, hvor nogle af funktionerne flyttes over i Radio ABC?
»Det er Radio ABC, der kommer til at afvikle de musikformater, hvorpå de lokale nyheder vil ligge. Det vil stadig være lokal radio med lokale nyheder to gange i døgnet. Det vil stadig være lokal fodbold fra SIF, BSV hedder håndboldholdet, lokale events og så videre. Så lad os nu lige se, hvad det er, det bliver, før vi helt fælder dom over, om det nu bliver så meget ringere.«
»Her samler vi musikafviklingen et professionelt sted i Randers.«
De tre stillinger, der nedlægges, er de alle tre administrative?
»Der er en vis sandsynlighed for det, men det kan jeg ikke sige endnu. Der er to journalistiske arbejdspladser i Silkeborg i dag, og det kan du jo prøve at finde ud, om ikke også der er i morgen.«
Hvordan ser økonomien ud i de to radioer?
»Det er jo ikke noget, jeg diskuterer med nogen som helst.«
Næh, men jeg skal jo spørge.
»Det er helt i orden! Det kan jeg godt forstå. Men det har jeg ingen kommentarer til.«
Hvor lang tid vil det her forløb vare?
»Det ved jeg ikke. Det skal gøres ordentligt. Vi har meldt det ud, at det her er i vores planer. Vi har truffet en beslutning, og det har vi meldt ud,« siger administrerende direktør Alex Nielsen.
Lokale lyttere er begyndt at samle underskrifter i protest mod omlægningen af de to radiostationer og flytningen af musikindholdet til Randers. I skrivende stund er der 1140, der har skrevet under.
Det er Michael Gosvig fra Silkeborg, der har taget initiativ til underskriftsindsamlingen og til en protestside mod lukningen på Facebook.
»Det her er en kniv i ryggen. Efter salget i juni sagde direktør for Herning Folkeblad Alex Nielsen, at "købet ville ingen betydning få for radioerne". Nu her, to måneder efter, meddeler de, at radioerne skal lukkes, og at der skal sendes nonstop-radio i stedet for. Der sker alt muligt, og det kommer helt ud af det blå,« siger Michael Gosvig til journalisten.dk.
Michael Gosvig betegner sig selv som "en helt almindelig radiolytter".
»Jeg føler virkelig, at det er forkert, at de vil centralisere så mange radioer. Det går jo ud over Silkeborg. Der er masser af små events, der ikke vil få omtale.«
»Jeg er vokset op med at høre Radio Silkeborg, den der nu hedder Radio 1. Den har stor betydning i Silkeborgs historie. Thomas Mygind var med til at starte den for 28 år siden. At lukke den på den måde er lousy, for bare at spare lidt lønninger.«
Opdateret 20/8-13 med interview med Alex Nielsen, uddybende oplysninger om omlægningen af radiostationerne, oplysninger om underskriftsindsamling på nettet, interview med Michael Gosvig.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Herning Folkeblad har haft Radio ABC til at producere Radio M - områdets lokalradio. I forbindelse med Herning Folkeblads opkøb af Midtjyllands Avis for et par måneder siden, fulgte Radio 1 og Silkeborg Guld med i handlen. Herning Folkeblad har så besluttet, at man lukker Radio 1 (med værter) og Silkeborg Guld (nonstop) ned og i stedet breder Radio M branded fra Herning (nonstop radio det meste af døgnets 24 timer) ud til Silkeborg også og kalder det lokale produkt for Radio M Silkeborg. Eneste der formentlig vil adskille produktet i Silkeborg fra det i Herning er et reklamesplit samt et nyhedssplit, hvor der i begge tilfælde sendes lokalt. Herning Folkeblad ejer ikke Radio ABC og omvendt. De handler bare sammen, som man handler med forskellige andre.
Christian, altså beskriver artiklen det fuldstændigt rigtigt!
Det er IKKE!!! Radio ABC der overtager noget som helst, det eneste ABC gør er at levere det som Herning Folkeblad betaler dem til at gøre. Vigtig detalje