»Forestil dig, at DR og TV 2 lukker i morgen. Alt går i sort. Ikke bare tv’et, men også radioen og internettet – alt. Det er som at miste sin kulturelle identitet.«
Den græske filminstruktør, Gabriel Tzafka, fortæller om Grækenlands statslige radio- og tv-kanal ERT, som landets regering valgte at lukke 11. juni – blandt andet med begrundelsen, at mediehuset var korrupt.
»ERT er et tilfælde med en ekstraordinær mangel på gennemsigtighed og utrolig ekstravagance. Det slutter nu,« sagde regeringens talsmand, Simos Kedikoglou, ifølge Sky News.
Samtidig fremturede regeringen med, at den græske statskasse ville spare millioner af euro på lukningen. Det på trods af, at ERT bliver finansieret med en månedlig betaling på 4,30 euro, der bliver lagt oven i alle grækeres elregninger.
Lukningen af ERT betød, at næsten 2.700 ansatte pludselig stod uden job.
Korruption
Gabriel Tzafka har boet i Danmark i 1½ år. Han var i London sammen med sin producer Vibeke Vogel fra Bullitt Film for at præsentere en idé for EBU – European Broadcasting Union – da nyheden om lukningen af ERT kom frem.
Det blev hurtigt aftalt, at Gabriel Tzafka skulle rejse til Athen og lave en dokumentarfilm om lukningen af ERT. Instruktøren endte med at blive ti dage i Athen og følge begivenhederne på nærmeste hold.
»Det hele var en mediekrig, hvor regeringen forsøgte at manipulere befolkningen over på deres side,« forklarer Gabriel Tzafka.
Et eksempel er ifølge ham regeringens argumenter om, at de ansatte på ERT er korrupte.
»Regeringen og den græske premierminister er paranoide, for hvordan kan 2.700 personer alle sammen være korrupte?« spørger Tzafka retorisk, og forklarer at lederne i ERT bliver udpeget politisk.
»Grækenland står foran en svær tid, hvor regeringen skal træffe en masse beslutninger, der ikke vil blive populære. For ikke at miste magten har politikerne behov for et ukritisk ERT. Og derfor blev kanalen lukket: Fordi regeringen ikke kunne kontrollere journalistikken.«
Liv på nettet
Men de ansatte på ERT nægtede at bøje sig for regeringens pres. De begyndte tvært imod at sende på nettet via en satellit stillet til rådighed af EBU.
Eller det vil sige næsten alle på ERT.
»Da politiet lukkede ERT, smuttede de regeringsudpegede chefer med det samme,« siger Gabril Tzafka.
Men de menige medarbejdere er stadig på pinden – eller på nettet om man vil. For de sædvanlige kanaler er stadig i sort.
»Lukningen er i strid med Grundloven, og ERT skal åbne med det samme. Det har domstolene sagt. Men det har ikke hjulpet noget,« siger Tzafka.
En ting er dog ændret som følge af lukningen af ERT. Partiet Demokratisk Venstre valgte i sidste uge at trække sig fra regeringen.
Om det får nogen betydning er uvist. På trods af kendelsen fra domstolen insisterer den græske premierminister, Antonis Samaras, fortsat på at omstrukturere ERT.
Dokumentaren om ERT får navnet ”ERT – Days of Black”. Gabriel Tzafka håber, at filmen er færdig om to til tre måneder. Herefter vil den blive sendt på blandt andet DR.
1