Lene Torp Carlsen sagde sidste år farvel til journalistikken efter 20 år ved tasterne. »Jeg blev træt af det negative verdenssyn, der gennemsyrer faget,« siger hun til Journalisten.dk.
Ledigheden blandt medlemmerne af Dansk Journalistforbund (DJ) er med 7 procent nu højere end gennemsnittet på arbejdsmarkedet generelt.
Udviklingschef i DJ, Per Nielsen, forklarer til Journalisten.dk, at de dårlige tal skyldes, at ledigheden er steget i almindelighed, og at de nyuddannede har svært ved at få foden indenfor på medierne. Deprimerende krisesnak.
På Riccos Kaffebar på Hauser Plads i indre København er der umiddelbart lang vej til en branche – måske – på vej i knæ. Og så alligevel ikke. Bag disken står Lene Torp Carlsen. Efter 20 år i journalistikken traf hun november sidste år et valg:
»Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke længere ville være journalist. Jeg har aftjent min værnepligt,« siger hun til Journalisten.dk.
Lene Torp Carlsen skiftede de kritiske spørgsmål ud med kaffebønner og croissanter, og i oktober slog hun dørene op til sin egen kaffebar.
Og med en fortid på blandt andet Press, Tænk og til sidst som freelancer har Lene Torp Carlsen været med, hvor journalistikken var sjov. Men dagligdagen i mediemøllen begyndte til sidst at tære.
»Journalister er enormt problemfokuserede – det skal være negativt, der skal være et problem, før vi har en god historie. Det verdenssyn begyndte at påvirke mig som person, hvilket jeg ikke brød mig om,« siger Lene Torp Carlsen.
Journalistikken forlod mig
På en råkold novemberdag glider hverdagen stille og roligt forbi ude på pladsen. De forbipasserende har skuldrene oppe ved ørene, kigger ned i brostenene, men inde i varmen på kaffebaren flyder The Police ud ad højttalerne og blander sig med brudstykker af gæsternes samtaler
»Jeg vil gerne have, at den her proces kommer i gang,« siger et casual jakkesæt til en fyr med moderigtige skægstubbe og skovmandsskjorte.
For Lene Torp Carlsen er processen i fuld gang:
»At jeg stoppede som journalist handler også om, at jeg følte, at journalistikken forlod mig. Jeg elskede at være journalist, men jeg følte, at verden lukkede sig langsomt for den kritiske journalistik, der var mit hjerteblod.«
»De sidste år af min karriere som journalist arbejdede jeg som freelancer. Her oplevede jeg, at det var hårdt at få solgt mine artikler, så selv om jeg var på supplerende dagpenge, endte hverdagen med at blive en kamp for at få det til at hænge sammen,« forsætter hun.
Med et grin lyder det:
»Jeg har ikke skrevet et ord, siden jeg tog beslutningen om at skifte branche. Jeg er blevet så allergisk, at jeg knap nok kan skrive små brochurer til caféen.«
Men det er ikke kun overfor sine egne ord, at Lene Torp Carlsen får røde knopper.
»At jeg har fået medierne på afstand gør, at jeg kan se branchen med friske øjne. Medierne er ekstremt negative, og alle de dårlige historier skræmmer folk væk.«
»Faget er i frit fald, og jeg tror, det handler om, at medierne er bange for fremtiden. Cheferne er angste, og træffer beslutninger på frygt. I min verden kan ingen mennesker træffe fornuftige beslutninger, mens de er bange.«
Når krybben er tom
Hen over sommeren har der været masser af debat om freelancerne i DJ. Dårlig betaling og manglende opbakning fra ledelsen i forbundet har været fremme i medierne. Og freelancerne selv har banket hinanden i knolden – om alt fra betaling til kurser – på blandt andet netværket Ping-pong.
»Freelancerne er fagets frontsoldater. De har det svært i den nuværende krise, og når krybben er tom. Jeg ved, at jeg er… at jeg var… en god journalist, men jeg oplevede også, at jeg pludselig havde svært ved at sælge mine artikler til medierne,« siger Lene Torp Carlsen, mens hun undrer sig over, at prisen for en freelanceartikel ikke er steget de sidste 20 år.
Positive kunder
Vejen fra tastaturgepard til kaffebarsejer var kortere end en bogstaverne antyder.
»Om sommeren har jeg solgt kaffe på Anholt, og kunderne var altid positive: "Tak for en god kop kaffe". Det står i skarp kontrast til hverdagen som journalist, hvor jeg ofte kæmpede med sure kilder,« siger Lene Torp Carlsen.
Som kaffebarsejer er journalistikkens værktøjer dog ikke helt lagt på hylden. Evnen til at sætte sig hurtigt ind i regler og lysten til hele tiden at være på forkant med tingene bliver stadig holdt varme på rygraden.
»Pludselig skal jeg være chef, være bogholder, stå for et lager. Jeg skal hyre og fyre folk – det var en stor udfordring at sætte det perfekte hold til kaffebaren,« siger Lene Torp Carlsen, der har en fastansat og to afløsere tilknyttet.
En hurtig brainstorm mellem denne signatur og Lene Torp Carlsen viser, at flere venner, bekendte og tidligere kolleger enten har forladt faget eller overvejer det. Lene Torp Carlsen smider hurtigt fem gode råd over disken.
• Du skal have det sjovt.
• Dit hjerte skal være med.
• Tro på, at du bliver en succes.
• Lyt ikke til den sædvanlige "Det-går-aldrig"-snak.
• Find dig nogle dygtige sparringspartnere og mentorer. De kan hjælpe, når tingene virker udsigtsløse.
Pressekortet
At journalisten stadig ligger og lurer under overfladen hos Lene Torp Carlsen er tydeligt. Og flere gange under interviewet kigger hun lige frem, og forklarer hvordan verden hænger sammen.
»Jeg var nærmest journalist, før jeg var mor. Det tog også lang før, jeg meldte mig ud af forbundet. Jeg tog de første skridt til caféen i maj, men det var først i november, at jeg meldte mig ud af DJ. For mig, var der masser af identitet forbundet med mit medlemskab, og jeg har det stadig sådan lidt "hmmm" med, at jeg ikke længere er medlem.«
Hvordan var det at levere pressekortet tilbage?
»Pressekortet? Jeg bruger det kun som ID i banken. Men forbundet får sgu' ikke kortet tilbage uden kamp.«
29 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Fred
Du opstiller en falsk modsætning, Fred. Spørgsmålet er ikke et valg mellem, at formanden skal håndhæve respekten om pressekortet og kræve det forbeholdt fagets udøvere eller slå ud med armene og deklamere 'frit pressekort til alle'. Jeg har ikke set nogen argumentere for det sidste.
Spørgsmålet er, om formanden - der ikke hyppigt markerer sig i debatten - burde have taget pressekort-afleveringen bilateralt med afhopperen i ro og mag i stedet for at buldre frem offentligt med trusler om rigspolitichefen, og hvad ved jeg. Så ville han jo have fundet ud af, at hun mente det symbolsk, og at hendes pressekort i øvrigt var udløbet.
Og så kunne han have brugt debatplads på at overveje, om LTC trods alt havde en pointe og argumentere for sit eget syns på fagets fremtid. Den debat er tiltrængt og heldigvis så småt igang nu.
Venligst
Susanne Sayers
Kære Fred
Jeg har tænkt på dig for nylig. Hvad du laver, og hvordan det går dig efter årene i DJ.
Så det er godt at se, at du stadig er i omdrejninger.
Men jeg er ikke helt med på, hvad du mener med dit indlæg.
Nu kalder du DJs formands for laugsmester, og det er jo noget andet end at være formand for en fagforening, som skal skaffe medlemmerne anstændige løn- og arbejdsvilkår.
En laugsmester er jo sådan set en arbejdsgiver og medlem af et laug af arbejdsgivere i en bestemt faglig branche.
Et det sådan, du opfatter DJ og dets formandskab?
Venlig hilsen
Bodil Rohde
Med al respekt for Lene Torp Carlsen og hendes beslutning, så tror jeg, at der er en del mennesker på det danske arbejdsmarked, der i disse tider skifter til et andet fag - eller forsøger at gøre det. Og at der er mange nuancerede grunde til sådan et skridt.
Forskellen er vel den, at mange af dem ingen platform har, hvor de med en vis patos kan meddele den medfølende øvrige del af lauget, at nu er det slut:"Jeg forlader jer! Dig, dumme branche! I må klare jer uden mig! Held og lykke til jer, der stadig gider! Guderne må være med jer! Farvel, nu laver jeg kaffe!"
Er der mon andre end journalister, der er så selvfede at mene, at et jobskifte er så god en historie, at den skal skrives?
Til gengæld er det en god anledning til at få luftet noget vrede mod nogen eller noget samt frustrationer over en branche, der reelt har det svært. For det er jo, underforstået, branchens skyld, at jeg, journalisten, ikke længere kan være her.
Midt i flodbølgen af af varm medfølelse og forståelse formaster laugets mester - med en forbløffende timing, må jeg indrømme - at minde om, at pressekortet er et arbejdsredskab, som hende der, der nu har vendt lauget ryggen, vær så god har at aflevere tilbage snarest.
Hele den medfølende del af lauget forlader nu sin nye martyr og kaster sig over laugets mester og hans - viser det sig - få og tavse følgesvende. De fleste holder sig klogeligt under radaren. Flyver lavt. For det her handler om følelser.
Selvfølgelig gør det det! Derfor vil jeg vædde en god flaske rødvin på, at de, der nu synes, at laugets mester er tarvelig, virkelighedsfjern, en apparatnik - og i øvrigt ikke har været en sådan rigtig del af branchen i mange år og for den sags skyld vel slet ikke er berettiget til at have sådan et pressekort - med tilsvarende appetit ville kaste sig over ham, hvis han havde slået ud med armene med et: "Hva' pokker, skide da være med, at der er en masse folk, der løber omkring med uautoriserede pressekort! Det kan vi ikke styre alligevel. Lad nu det ligge. Kære Lene, behold du det bare og hæng det op i dit kaffehus som minde om svunden tid! Fint med mig, ha' en god dag!"
P.S.: Jeg har selvfølgelig afleveret det pressekort udstedt af den forening, som jeg i sin tid forlod. Det mangler da bare andet:-)
Godt nytår derude!
Fred Jacobsen
It's all right, Ma
I'm only bleeding
(B.Dylan)
Jeg skal for god ordens skyld nævne, at ovenstående citat stammer fra det navnkundige danske rockband Steppeulvenes plade Hip fra 1967. Skrevet af Eik Skalø.
Flere