Hjemløseavisen Hus Forbi har haft tre redaktører på kort tid. Poul Struve Nielsen, der tiltræder 1. marts, vil skabe et stabilt miljø: »Det er vigtigt, at vi har et hus, hvor vi alle kan arbejde sammen,« siger han til Journalisten.dk.
Efter en længere periode med Thomas Hye-Knudsen som vikarierende redaktør har hjemløseavisen Hus Forbi pr. 1. marts ansat Poul Struve Nielsen som redaktør.
Den nye redaktør er en erfaren herre.
»Jeg har arbejdet i miljøet i fem år som redaktør hos Kirkens Korshær, der blandt andet hjælper hjemløse i varmestuer. Min funktion som redaktør har været at levere en støttefunktion
til Kirkens Korshærs sociale arbejde. På Hus Forbi bliver det anderledes – her er bladet hovedproduktet,« siger Poul Struve Nielsen til Journalisten.dk.
Han vil fokusere på fortsat at levere et godt produkt, som Hus Forbi-sælgerne kan afsætte.
»Mit mål med Hus Forbi er at få skabt endnu mere opmærksomhed omkring de hjemløse. Vi skal i højere grad være med til at sætte dagsordenen – hjemløshed er et stort problem for Danmark. Det kan vi gøre med alt fra beskrivelser fra gaden til konfrontationer med de ansvarlige myndigheder,« siger Poul Struve Nielsen.
Den kommende redaktør nævner selv tre punkter, hvor han vil rette ekstra fokus.
• Mange personer, der har afsonet en fængselsstraf, bliver løsladt til hjemløshed. Det er et enormt svigt fra samfundets side.
• Der er mange unge, som havner i hjemløshed. Spørgsmålet er hvorfor? Det er en skandale, at det kan lade sig gøre.
• Antallet af folk, der bliver sat ud af deres hjem, stiger. Det skaber øget hjemløshed.
Hus Forbi har på redaktørposten levet en omtumlet tilværelse med hyppige skift i redaktionsledelsen. 1. august sagde Simon Ankjærgaard farvel til redaktørtjansen efter bare ni måneder på posten. Han havde overtaget jobbet efter Jens Høvsgaard, der var redaktør i 11 måneder.
Poul Struve Nielsen har strategien klar, så han ikke havner i samme kategori.
»Min plan er at skabe et roligt og stabilt – i det omfang det kan lade sig gøre – miljø for både de ansatte og avissælgerne. Det er vigtigt, at vi har et hus, hvor vi alle kan arbejde sammen,« siger Poul Struve Nielsen.
»Hvad ser du mest frem til ved jobbet?«
»Jeg glæder mig til at stå i lokalerne og få et overblik over det hele. I kraft af mit nuværende job ved jeg meget om hjemløshed, men en ting er at se tingene udefra, noget andet er at have fingrene nede i substansen,« siger Poul Struve Nielsen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dejligt at høre at man vil styrke avisens indhold. Bor selv i Sundholmsvej kvarteret på Amager og stoppede på et tidspunkt med at købe Hus Forbi fordi bladet manglede nerve og fordi der var en del folk, der fuppede sig til aviser. Sælgerne har nu fået fikse uniformer med refleks, så man kan kende dem.