Thyssen: DR bør dele research med konkurrenterne

Vi har alle sammen betalt for DR, så hvorfor skal DR's research ikke være fælleseje? Sådan spørger redaktionschef på Information Nikolai Thyssen.  "DR er til for at skabe indhold, ikke for at fylde kanaler," mener han.

Vi har alle sammen betalt for DR, så hvorfor skal DR's research ikke være fælleseje? Sådan spørger redaktionschef på Information Nikolai Thyssen.  "DR er til for at skabe indhold, ikke for at fylde kanaler," mener han.

"Hvad ville der ske, hvis DR opgav ideen om at være den største på alle platforme og i stedet indførte ambitionen om at være den største ressource for den danske offentlighed?"

Sådan indleder redaktionschef på Information, Nikolai Thyssen, et blogindlæg på Kommunikationsforum.

Han skriver videre:
"DR skal holde op med at se sig selv som summen af virksomhedens stadigt stigende antal kanaler: Det er hverken DR1, DR2, DR3, DRK, Ramasjang, Lille Ramasjang, P1, P2, P3, P4, P5, P6, P7, P8 eller dr.dk, der er DR," skriver redaktionschefen, mens han længere nede i sit indlæg skoser DR for, at ledelsen "synes mere optaget af at fylde kanaler ud end at udfylde sin rolle som et af de store, fælles oplysningsprojekter i Danmark."

"Vi har i fællesskab finansieret det, der produceres i DR, så hvorfor ikke gøre det til en ressource, som alle i den danske offentlighed kan bruge? (…) Når journalister på TV Avisen har researchet skattereformen helt til bunds, hvorfor så ikke dele materialet med andre med samme ambition – det være sig kollegaerne på TV2, bloggerne, kommentatorerne, fritidsskribenterne, ja alle der har som ambition at bidrage til det fælles oplysningsprojekt," fortsætter Nikolai Thyssen.

I dagens globaliserede verden er det svært at se konkurrenter som kolleger, anerkender Nikolai Thyssen.

"Men burde det ikke være bedøvende ligegyldigt, om den journalistik, DR producerer, dukker op som et indslag i TV Avisen eller som en faktaboks i Vejle Amts Folkeblad?"

0 Kommentarer