search

Politiken renser Ibyen.dk for journalistik

Anmeldelser og journalistik flyttes til Kultur-sektionen. Ibyen.dk skal nu være en database over steder og begivenheder i København, hvor du også kan bestille bord og takeaway. Det handler ikke om pengene, men om brugeroplevelsen, siger udviklingschef

Politiken har relanceret Ibyen.dk. Det betyder, at alt journalistisk indhold er blevet flyttet ud af universet og over i netavisens Kultur-sektion. Ibyen.dk skal nu kun være en database over steder og begivenheder i København. Det fortæller udviklingschef Anders Emil Møller.

Samtidig med, at journalistikken flytter ud, er der blandt andet flyttet takeaway ind på Ibyen.dk. Det er nu muligt at bestille takeaway direkte via Politikens Ibyen-side fra de restauranter, Politikens partner har aftale med, hvilket er omkring 250 restauranter i København. Hvis der er lavet en anmeldelse af restauranten, vil Ibyen linke til den – men anmeldelsen vil være ovre i Kultur-sektionen.

»Det giver fint mening at udgive både Kultur og Ibyen-sektionerne på print, fordi Ibyen-tillægget kommer om fredagen og handler om, hvad du kan lave i weekenden. Men på nettet bliver det for meget med to kultursektioner, der udgives alle årets dage døgnet rundt . Det giver bedre mening kun at have ét sted, der samler alt redaktionelt indhold, som hører under kultur,« siger Anders Emil Møller, der har været chef for Politikens Udviklingsafdeling de sidste fire år.

Relancering ikke annonceret

»Vi har nu lanceret et partnerskab med e-takeaway, så vi kan give så komplet en brugeroplevelse som muligt. Vi vil gerne give den bedste service, når det handler om alt kulturforbrug – fra kebab til det Kongelige. I forhold til mad og restauranter er takeaway en del af den service. Derfor er Politiken interesseret i at kunne tilbyde vores brugere nem adgang til takeaway fra en række udvalgte restauranter,« forklarer Anders Emil Møller.

Politiken har før lanceret et lignende koncept, men med en partner, der ikke dækkede lige så stor en del af København. Derfor blev det partnerskab annulleret.

Lige i øjeblikket findes der 846 restauranter i Ibyens database, men det tal ændrer sig hele tiden. Selve relanceringen af den online del af Ibyen er ikke blevet annonceret i hverken avisen eller på nettet, men det finder Anders Emil Møller ikke problematisk:

Hvordan deklarerer I ændringerne for læseren?

»Vi gør os umage for at bruge klare genrekategoriseringer til at vise forskellen på for eksempel Ibyen og Kultur. Nu ligger der ikke længere redaktionelle artikler på Ibyen. Vi har ikke guidelines til, hvordan vores hjemmeside fungerer. Det skal fremgå af den. «

Så I har ikke haft nogen artikler, hvor I gør opmærksom på ændringerne?

»Nej, vi har ikke annonceret det hverken i avisen eller online. Det fremgår af sidens opbygning og indholdsfordeling.«

Formålet med konceptet er at give Politikens brugere den bedste online-oplevelse.

»Vi vil gerne være det sted, hvor brugeren går fra inspiration til handling. Det kan lade sig gøre ved for eksempel at tilbyde takeaway. Tingene foregår mere gnidningsfrit på nettet, hvor det bare handler om et enkelt klik. Vi sælger ikke noget, men vi tager mere ejerskab. I stedet for bare at give et navn, giver vi vores bruger en komplet oplevelse og en hjælpende hånd ved at give information om restauranten – telefonnummer, adresse og så også mulighed for at bestille bord eller takeaway,« forklarer Anders Emil Møller.

Hvad får Politiken ud af aftalen?

»Brugeren skal kunne finde alt om oplevelseskultur i København hos Ibyen, og forhåbentlig kan vi også skabe en bedre forretning. Når det handler om takeaway, får vi et beløb per kunde, der henvises til e-takeaway, men det er småpenge og ikke det, Ibyen alene skal leve af fremover. Ibyen skal være den foretrukne guide, hvis du ikke ved, hvad du skal lave af kulturelle ting i København, mens vores kritikere fortæller dig, hvad du kan forvente med en faglig ekspertvurdering af det, de finder relevant at dække ud fra deres journalistiske kriterier,« siger Anders Emil Møller.

Afviser sammenblanding af interesser

Anders Emil Møller understreger, at han ikke mener, der sker en sammenblanding af interesser, når Politiken tjener penge på takeaway fra nogen af de samme restauranter, som avisen anmelder.

Har I haft nogle etiske overvejelser i forbindelse med indførelsen af konceptet?

»Det er min vigtigste opgave at have etiske overvejelser. Vi lever af og for vores troværdighed, så vi ville ikke lave et koncept som e-takeaway, hvis vi mente, det satte spørgsmålstegn ved vores troværdighed som uafhængigt medie. Ibyen og e-takeaway ligger helt adskilt fra journalistikken med vores nye struktur. Det er nu et opslagsværk for vores brugere. Vi linker til vores anmeldelser, hvis der er en, men den ligger så ovre på Kultur-siden, da det selvfølgelig er vigtigt for os at skabe et sammenhængende online-univers,« siger Anders Emil Møller.

»Vi skal leve af, at folk bruger os mere og mere. Det er e-takeaway og Ibyen et eksempel på. Ligesom biografoversigten, sudoku og vejrudsigten i papiravisen gør det, så skal det digitale gøre noget andet, som sikrer, at brugeren bliver i Politikens univers så lang tid som muligt.«

Redaktionen forsøgte tidligere at blande redaktionelt indhold med mere kommercielt indhold på Ibyen.dk. Men det gik ikke.

»Vi har prøvet at have både redaktionelt og mere kommercielt indhold på Ibyen på nettet, og nu prøver vi så noget andet, som vi håber, fungerer bedre,« forklarer Anders Emil Møller.

Efterspørgsel fik e-takeaway til at gå ned

Samarbejdet med e-takeaway blev lanceret lørdag den 15.februar, og den første weekend var der så meget efterspørgsel, at e-takeaways hjemmeside gik ned.

»Det gik næsten for godt, for vores partner kunne ikke følge med, men den del af ansvaret ligger hos dem. Politiken agerer formidler. Vi har også fået rigtig god læser-feedback, så vi er tilfredse,« siger Anders Emil Møller, der også lægger op til flere ændringer på politiken.dk.

»På Ibyen har vi netop også lanceret et samarbejde med Earlybird, som er en tjeneste, der tilbyder sidste øjebliks bordreservationer på restauranter i København. Så du på dagen kan reservere bord til reduceret pris. Men den primære opgave er at give brugerne så mange muligheder og informationer på Ibyen, så de vender tilbage til databasen frem for at gå til Google eller andre. I går har vi blandt andet lavet en koncertguide, så brugeren let kan se, hvilke koncerter de kan gå til i weekenden og slipper for at søge selv.«

Hvordan ser hjemmesiden ud om et år?

»Ibyen-delen kommer nok til at ligne sig selv. Den er jo lige blevet lavet om i januar, så nu skal den finpudses, så den kommer til at minde lidt mere om et site som AirBNB.«

Bygger nyt tv-studie

Anders Emil Møller fortæller, at der også er andre forandringer i støbeskeen for politiken.dk. Netavisen kommer til at satse mere på både tv og de lange formater.

Derfor er Politiken i gang med at bygge et nyt tv-studie.

»Vi har haft svært ved at finde det rigtige Politiken-DNA på det område. Men det laver vi om nu.«

Politiken.dk kommer også til at få mere dybde og flere lange artikler.

»Vi lancerede Magasinet på politiken.dk lige før jul, og det har fået en forrygende start med fire gange så mange besøgende som forventet, så læserne har virkelig taget godt imod de lange artikler. Halvdelen af artiklerne fra Magasinet bliver læst på smartphones, så det beviser, at de lange tekster sagtens kan gå på nettet, og at folk elsker godt indhold,« fortæller Anders Emil Møller.

Kommentarer
2
Bodil Rohde
23.02.14 17:48
Ja, det er jo svært at lade
Ja, det er jo svært at lade være med at komme med sarkastisk
kommentr.

Men når man ser Politiken på nettet, - og mister lysten til at abonnere på papiravisen, som jo er skrevet af mange af de samme folk, - så er bladet i den grad blevet et blodfattigt produkt uden nerve.

Men det skal nok gå godt med et nyt TV-studie og Politikens DNA.

Der der med at finde DNA er åbenbart det nye sort at tjene penge på.

Her er i kerteminde er der blevet brugt masser vaf penge på projektmagere, som har skullet finde finde byens DNA. Ud af det er det kommet en elendig turistplakat med fire fotos.

God fornøjelse Politiken.

Venlig hilsen
Bodil Rohde




Fremhævet af Journalisten
Christian Vangsø Bentsen
25.02.14 11:39
Politiken indleder et
Politiken indleder et samarbejde for småpenge og Anders Emil Møllers vigtigste opgave er at have etiske overvejelser...

Månen er lavet af grøn ost og Journalisten bedriver mediekritisk journalistik

Men OK kudos til Anders Emil Møller der udtaler at Politiken sklm ikke gør læserne opmærksom på at JP/Politikens hus tjener penge på deres "læserservice" - Hvorfor i alverden skulle de gøre det?
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen