I en netartikel med overskriften ’Ugen på nettet: Surt opstød fra en DF-vælger gik viralt – men viste sig at være snyd’ skrev Politiken i december om et opslag fra en facebookprofil, der viste sig at være falsk.

Den falske profil beskrev, hvordan et dansk supermarked lader muslimer komme foran danskere i køen. I artiklen kædede Politiken den falske profil sammen med en navngiven mand, hvis erhverv og hjemby også fremgik. 

Problemet var bare, at Politiken ikke havde spurgt manden, om det var korrekt, at han stod bag profilen, inden de publicerede artiklen. Og det var det ikke, fandt avisen ud af, da manden henvendte sig og afviste at stå bag.

»Så snart vi bliver opmærksomme på det, fjerner vi fejlen i artiklen og noterer i bunden, at der er rettet. Vi er kede af det og beklager, at vi fremsætter beskyldninger mod den her mand uden konfrontation,« siger Jakob Nielsen, redaktionschef på Politiken.

Hvordan kunne det ske?

»Det ville jeg også gerne vide. Men jeg skal ikke spekulere i, hvordan skribenten kunne komme til at begå den fejl. Det er en helt banal journalistisk fejl, som jeg ikke har nogen dårlige undskyldninger for,« siger han.

»Det kan hurtigt blive meget voldsomt«

Men sagen stopper ikke der. Den pågældende mand klagede nemlig til Pressenævnet, og nævnet har nu udtalt kritik af, at Politiken ikke gjorde artiklens oprindelige læsere tilstrækkeligt opmærksomme på fejlen ved kun at rette og deklarere den i selve artiklen.

I kendelsen lyder det blandt andet:

”Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksom på rettelsen, som derfor – i tillæg til artiklen med den indarbejdede rettelse – burde have været bragt særskilt på websitet som en nyhed med samme placering som den oprindelige artikel.”

Det studser Jakob Nielsen fra Politiken over:

»Helt principielt, betyder det her så, at vi skal bringe en ny artikel, hver gang en fejl rækker ud over stavefejl? Det kan hurtigt blive meget voldsomt og bringe fornyet opmærksomhed om en forkert påstand. Jeg synes, det vigtige på nettet er at rette klart og tydeligt i den artikel, hvor fejlen er blevet begået,« siger han.

Men dem, der allerede har læst artiklen onsdag, går jo ikke ind og læser den igen torsdag. Hvis der ikke ligger en ny artikel på forsiden af politiken.dk, så opdager de jo aldrig, at de har læst en fejl?

»Det kan man selvfølgelig sige. Spørgsmålet er så, om vi skal have en fast ’fejl og fakta’-spalte på nettet, som vi har på papiret. Det er helt klart et dilemma, hvordan vi retter på nettet,« siger han.  

Andre kriterier for rettelser online

Jakob Nielsen understreger, at han respekterer Pressenævnets kendelse. Men han mener, at den åbner nogle perspektiver, som Politiken vil drøfte nærmere.

»For mig at se ligner det, at Pressenævnet indfører andre kriterier for rettelser på nettet, end dem der gælder for rettelser på papir. I avisen bringer vi jo heller ikke rettelser samme sted, hvor den fejlbehæftede artikel i gårsdagens avis stod,« siger han.

Kan man ikke sige, det er på sin plads at gøre på nettet, når det er så grov en fejl, som den I har begået her?

»Det er i hvert fald det, som Pressenævnet argumenterer for. Så det kan man selvfølgelig godt. Vi må overveje, om det er nødvendigt at gøre nu. For vi vil jo gerne leve op til reglerne for god presseskik,« siger Jakob Nielsen.

Han undrer sig desuden over, at manden, som Politiken fejlagtigt kædede sammen med den falske facebookprofil, har krævet at få sit navn nævnt i avisens rettelse, selvom det ikke længere står i selve artiklen.

»Det undrer mig, at han har været interesseret i stadig at få sit navn nævnt. Men det bøjer vi os så for,« siger Jakob Nielsen.